juledesillusion, kapitel 23

Igen er det en misforståelse, at man kan drikke sig fra melankoli og hjertekvaler. Et par timers bekymringsløs eskapisme, jovist, men straffen dagen derpå er ulidelig. (Forstår jeg snart dette faktum?)

På kontoret er jeg igang med flå i mine minder, ryster nostalgiposen, og håber der falder noget brugbart ud; en idé om, at hvis jeg virkelig glor dybt ned i min sjæl, så vil der være vigtige historier at fortælle. Problemet er bare, at når man kigger tilbage på denne måde, så bliver man også suget ind i fortiden. Den har ikke givet slip på en, bare fordi tiden er gået. Det føles som et grumt fotoalbum, hvor jeg som et spøgelse optræder på hvert et billede; genskaber følelsen og nægter at give slip.

Jeg finder en tegneserie, som jeg lavede forrige efterår i et forsøg på at forstå og bearbejde bruddet med Skægmonstret. Men tegneserien var ikke en forløsning, tværtimod undersøgte den bare den ensomhed som afsavnet havde affødt. Når man er vant til at elske og blive elsket uafbrudt af et andet menneske i 4 år, så er der noget der føles dybt forkert, når det ophører. Jeg har ikke læst tegneserien siden, men i går læste jeg den igennem igen og igen og igen. Jeg har skjult ham på Facebook, men stalker hans profil en gang i kvartalet. Jeg taster hans navn ind i søgefeltet, mens jeg sidder med tegneserien foran mig.

Hans profil er spækket med billeder af hans nye kæreste, “Nye W.”. De har blandt andet været oppe på et bjerg for nylig. Familiemedlemmer (som jeg aldrig har mødt, fordi jeg aldrig havde lyst til at tage med til familiearrangementer – til hans store irritation) skriver: “Tillykke med hende”, “Vi glæder os til at se jer”, “kan du nu hilse nye W., hvor ser hun dejlig ud.”

Jeg zoomer ind på Nye W.’s ansigt. Hun smiler aldrig med tænderne. Heller ikke på hendes profilbilleder. Hun har sikkert et helt fucked tandsæt, siger jeg til mig selv. Desuden ser vi meget forskellige ud. Det er godt. De har kun været kærester i et halvt år, og allerede fylder hun mere end jeg nogensinde har gjort. Men det er ok. Det var mig der gik.

Alligevel, til trods for benægtelsen overfor bitterheden, så formerer afsavnet til En Kærlighed Der Engang Var sig i min torso som langsom, tyktflydende lava der destruerer alt på sin vej. Jeg lader derfor alle hjertesorger skylle ind over mig, mens jeg slukøret trækker min cykel hjem fra kontoret.

Nå, men øl. Selvfølgelig. Jeg var jo glad på et andet tidspunkt, ja, det husker jeg, så .. videre-videre-videre. Min hoste er harsk og hele dagen spekulerer jeg på, om jeg mon har fået lungekræft. Nuvel, ild må bekæmpes med ild. Bodegarøg, jeg kæderyger, gør vi ikke alle det, øllene glider ubesværet ned i mit svælg.

Det er en af disse aftener, hvor jeg hader alt, hvad jeg siger. Mens jeg snakker, synes jeg, at jeg er en superstjerne, men når sætningerne slutter, ørler jeg over min selvfede form, skammer mig. Det føles som om, at de historier jeg fortæller, skal bidrage til et eller andet imponerende billede af mig. Måske har jeg bare brug for at tro på historierne selv.

Men jeg føler mig smuk til trods for fedtet hår; jeg føler, at min krop er lille, at mine ben er slanke, at min ansigt er indbydende. Da jeg nøgen og i skrædderstilling spiser pitabrød med falafel på min seng et par timer senere, og lagenet fedtes ind i dressing og kål, kigger jeg på mine kødfulde hofter der splatter ud til hver side, helt nubrede og strækmærkede. Med en dressingfinger trykker jeg på det løse fedt, men det kan ikke skubbes væk.

Da jeg vågner i morges gør hele min krop ondt. Jeg er bevidst om tømmermændenes effekt på psyken, så jeg forsøger ikke at freake ud. Inde i mit hoved svæver Skægmonstret, H., Løven og ham Briten, som jeg tidligere på ugen har sendt disse længselsfulde beskeder om drømme og risengrød (han er tavs nu).

I nat har jeg drømt, at mig og Briten køber Royal Copenhagen-stel sammen i et kæmpe storcenter. Vi bliver af vores fælles venner taget i at holde i hånd. Alle er dog cool med det, og jeg smiler kærligt til ham. Hele lørdagen har jeg lyst til at fortælle ham om min drøm som en form for forkvaklet kærlighedserklæring, because at christmas, you tell the truth.

Men han er fiktiv, jeg kender ham knapt, selvom jeg har kendt ham i mange år, men hvem gider at høre om disse drømme? I mit hoved er jeg drønromantisk, men realiteten er nok, at det er alt for meget. Og hvad er kærlighed overhovedet? Hvornår ved man, om man skal kæmpe for noget? Desuden betvivler jeg mine motiver. Hans fysiske fremtoning minder lidt om skægmonstret; denne store bamsede, behårede, varme krop, de venlige, kærlige øjne.

Efter at have brugt tre timer på at pakke tre gaver ind, er jeg fuldstændig udmattet, og lægger mig på sofaen. Min krop sitrer med angst, og jeg er virkelig bange. Løven spiser forsat af min krop, jeg bliver ængstelig, når jeg forestiller mig hans ansigt. Det er underligt, at jeg på denne måde bliver ved med at glemme og huske ham. Det var måske ikke så simpelt, som jeg havde forestillet mig. Jeg ville ønske, at han bare kunne forsvinde. Ligesom de andre. Forsvind.

Da jeg senere går ned i Fakta for at købe en frysepizza, føler jeg mig som det mest ensomme menneske nogensinde. Alle jyderne er rejst hjem til moderlandet, og byen er forvandlet til De Fortabte Sjæles Ø. De fleste lejligheder er mørklagte.

Men blandt frostvarer og mælkeprodukter svæver andre enlige sjæle rundt, nogle gange mødes vores melankolske blikke, og jeg forsøger virkelig at huske på, at jeg ikke er den eneste, som sidder alene hjemme i min lejlighed dagen før juleaften og drømmer om store bamsede kroppe der holder om mig så tæt og kærligt, at den dér lammende trykken fra brystet forsvinder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s