juledesillusion, kapitel 21

Den sidste uge har jeg haft gåture, hvor jeg bevidst har sagt: “Det her er mit Bridget Jones moment“. Åh. I’m that kinda girl – lukket øjnene, mærket vinden i mit hår og solen prikke på kinderne. Lol. Du ved, den dér umiskendelige følelse af, at være vågnet op til sig selv, og erkendelsen af at alting er ved at løse sig og falde på plads. I nat kunne jeg ikke falde i søvn, fordi jeg var så spændt.

Indenfor den sidste måned er jeg væltet pissestiv på min cykel, haft lus, blevet dumpet for hårdt, smadret min telefon, discosnavet random mænd, vadet København tynd med rastløse, nedslidte skridt, bollet en 43-årig ulidelig møbeldesigner, mistet mit elskede halstørklæde, haft analsex for første gang, og haft så store eksistentielle kriser, at jeg har været ved på at kaste op over mig selv.

Indenfor den sidste måned har jeg også landet et job hvor jeg skal undervise i noget, jeg er dybt passioneret omkring og hvor jeg skal bruge mig selv og mit eksotiske følelsesliv på en konstruktiv facon, og et kreativt fællesskab har gjort mig til hovedkonceptudvikler på et projekt der skal handle… om mig selv, fuldstændig frie tøjler, og jeg forstår pludselig, at det måske godt kan lykkes mig at være… mig selv. At hvis man tager sig selv alvorligt, så bliver man også taget alvorligt af andre. Shiiiiiit.

Det hele føles som en svag feberdrøm; som endnu en af disse forelskelsesforestillinger i mit hoved, hvor jeg hele tiden er usikker på, om det er virkelighed eller blot imaginært. Jeg har været et stort smil idag, selvom jeg er træt, irritabel, rodet, diffus ad helveds til; i går var jeg næsten nået til Vesterbro, før jeg opdagede at jeg havde glemt min cykel foran 7/11 på Nørrebro, jeez; i dag slog jeg hovedet ind i en metalstang under skrivebordet, fuck, og glemte min oplader på kontoret, min telefons skærm er gået helt i smadder, menuknappen af faldet af, jeg lever af ost og smør og chokolade og kaffe, jeg ryger alt for meget, og jeg burde virkelig slappe af med at skrive meget personlige beskeder til ham den gamle bekendte fra i fredags, hvor jeg fortæller om alle mine tanker og oplevelser, og jeg er rædselsslagen for disse kreative projekter, fordi jeg er bange for, at jeg slet ikke har nogen fantasi eller evner alligevel – at det bare var noget, som jeg havde bildt mig selv ind, fordi jeg vil det så gerne (og ikke vil noget andet).

Og til trods for det, så på vej hjem fra kontoret i dag skvulpede mit hoved med lykkefølelserne, og jeg tog mig selv i at grine under smiley-huen, og du ved, det var ikke engang betinget af andre, det kom fandme helt indefra. Samtidig prikker det i mine led og organer, små skarpe smertestik, mine lunger rasler, er mit tandkød ved at gå i forrådnelse?, måske jeg har kræft, det må jeg have – sådan en lykke her må koste. Må den ikke? Eller hvad? Hvornår vælter lortet? Vælter det?

Det er sjovt; jeg kan næsten ikke holde ud at skrive om det. En lille stemme i mit baghoved siger: du lyder som en fucking frelst nar, når du er glad. Uh-uh-se-mig-hvor-glad-jeg-er-idag. Men fuck det. Man skal også huske at skrive på de gode dage. Yes yes yes.

2 thoughts on “juledesillusion, kapitel 21

  1. Altså det er sgu da for dejligt! Fuck fuck hvis det ramler i morgen. Eller dagen efter. Eller næste måned. Hvis det gør, bliver det hverken værre eller bedre af at have tilladt sig selv at være ægte glad og lallet. Kh P

    Like

  2. Kære Pernille, du har så evigt ret. Det hører til sjældenhederne den her type humør, så jeg er mest bare forvirret over at mærke ægte glæde. Måske jeg bare lige skal vænne mig til det, haha. Tak for din kommentar og god jul til dig!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s