juledesillusion, kapitel 18

Jeg sidder og spiser en bolle med smør og ost, drikker et glas rødvin og klør mig febrilsk under hagen, fordi det føles som om, at jeg har fået et klamt udslæt. Ikke at spejlet afslører noget i den dur, dog. Usynlig eksem.

Min veninde tog en taxa afsted til Den Hemmelige Klub. Hun var uendeligt smuk, da hun gik ud af døren. “Jeg er smuk, når jeg er forelsket,” siger hun. Det var meningen, at vi skulle derhen sammen, men jeg har følt mig svimmel og ængstelig under min gule bikubelampes skær hele aftenen, og min krop tvinger mig hele tiden ned i liggende position.

Måske er min usynlige eksem betinget af cabin fever, idet jeg knapt har forladt lejligheden de sidste par dage. Der vokser en desperation inde i mig, fordi jeg begynder at kunne høre mine følelser under sygdomsdynen om hovedet, de ulmer og væsker, og jeg rammes af flygtige gys af efterveer oven på Løven-oplevelsen, forvirrede fremtidsfølelser og denne generelle afmagt. En lille tudetur i badet. Jeg er bange for at vågne op en morgen og være rask.

I det mindste ønsker jeg ikke mere selvdestruktion i form af distraktioner og uhørt alkoholforbrug. Men kan en distraktion ikke også være indædt bingewatching (the office på hbo), følelsesbenægtelse og delvis lammelse? Og hvad forsøger min sviende hage at fortælle mig?

Til gengæld kan jeg få lov til at sove uroligt, til hun på et tidspunkt i nat kommer hjem. Måske hun er lykkelig over avantgardejazzen. Jeg under hende den oplevelse. Jeg ved, hvordan den er. Jeg ville ønske, jeg selv kunne rumme den i dag. I stedet er jeg efterladt tom og afmægtig ved mit spisebord med et betændt ansigt, overstimuleret, med imaginær vat i øregangene.

Har lyst til at blive fyldt op med kærlighed; omsorg og intimitet, fysisk kontakt. Så længselsfuldt, at jeg tidligere på dagen tager mig i at fantasere og blive ophidset over den sex jeg havde med Løven i sidste uge, hvilket er absurd, for jeg har været rystet over den hele ugen. Men pludselig ville jeg ønske, at han kom og tog mig i røven igen og fik mig til at føle mig så lille og ydmyget igen.

Måske er det godt, at jeg er syg disse dage. Jeg ser december gennem VR-briller, mine nordvest-vinduer til omverdenen, og det eneste jeg sådan virkelig kan mærke, er at min hage klør, og så den her mærkeligt afdæmpede, obskure liderlighed. Det er der også noget smukt ved. I morgen må jeg hellere komme ud i virkeligheden. Det skal jeg.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s