juledesillusion, kapitel 17

Den grødede sygdomshjerne har i dag hengivet sig til en nostalgi udsprunget af den knusende vintermorgen med sne på tagene og vindstilheden i Fuglekvarterets gader. Dagen er svækket på grund af dynen om mit hoved, men jeg føler mig alligevel glad og luftig. (kan man føle sig luftig? hmm, jeg er ikke så kvik længere)

***

Jeg er i december sidste år på H.’s kollegieværelse, i vindueskarmen, hvor vi betragter sneen i gården og hvor røgen fra de hjemmekrøllede cigaretter smelter ind i kulden. Hans hånd hviler nogle gange på min lænd, og vores kontaktsøgende striksok-fødder skaber mærkelig muflede kærtegn under os. Selvom det er pissekoldt at stå der, er jeg helt varm og opkogt i ansigtet, og jeg griber mig selv i at kigge mere på ham end på sneen, selvom jeg godt ved, at jeg skal passe på.

***

Jeg er på Tagensvej i 2012, jeg er i den nyfaldne sne på betonaltanerne, jeg åbner vinduet og lader december strømme ind i mit lille værelse, jeg ved ikke, om jeg er alene hjemme, mit hjerte er tungt fordi angsten har fået mig til at føle mig enormt ensom, jeg skal flytte snart, tør ikke stå helt op og lade dagen starte, og jeg er rædselsslagen for, at alting snart vil gå i stykker.

***

Jeg svæver ind og ud af 2017; 00’erne, 10’erne, tilbage til alle de her ensomme, følsomme søndage aftener, som kun var tålelige i kraft af Barometeret. Det sidste afsnit er nu, og jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor DR lukker sådan en institution. Barometeret har reddet mig ofte. Lidt på grund af det samme, som jeg forsøger at finde (og ofte finder takket være søde læsere) med bloggen: En følelse af ikke at være alene.

Her til aften føles det igen sådan – en følelse af ikke at være alene, til trods for, at jeg ikke har set nogen mennesker siden fredag aften. Jeg synker ind i søndagens melankoli. Mit sprog og mine følelser er barometer-prægede, jeg kan ikke styre det. Jeg er en svagt oplyst julekugle, rødglødende, fyldt op af illusioner, romantiske fantasier og længselsfuld nostalgi.

Jeg tænder mit kalenderlys, moser mit ansigt mod vinduet, suger vinteren ind med alt hvad den er, alt hvad jeg er, ind i røgen, ind i minder, og det er ok, det ok at være sådan her, det er ok at være

stille

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s