blodsuger

Nede i håndvasken ligger der en stor fed lus og spræller med benene. Jeg reagerer intuitivt hysterisk ved at grine og tude på samme tid og kan slet ikke stoppe. Vandrer frem og tilbage i lejligheden og bliver ved med at have denne underlige HAHA og HULK HULK grimasse spændt ud i mit opkogte ansigt. Ringer til min mor nærmest råbende for at høre, hvordan man som 28-årig håndterer lus. (kom hjem til mutti, siger hun).

Det er Løvens lus der suger i min hovedbund. Ironisk nok. Kort forinden er jeg vågnet op til en drøm, hvor han beder mig om at fortælle, hvad fanden der foregår oppe i min hjerne for tiden. Han konkluderer fordømmende: “Fødevareministeren ville ikke være tilfreds med det her”. Lus og Løver der spiser af mit hoved; ah, men hun var også en særlig sjælden fødevare, denne W. Ikke forsvarlig i forhold til miljøet; de massive e-numre og parabener – næh, men delikat og kompleks. Ikke at jeg dog ville købe sådan en vare. Nej. Det er jeg for travl til. (suk)

Jeg er gået i seng med tanken HAN EKSISTERER IKKE HAN EKSISTERER IKKE, for jeg er bevidst om, at intet af det hjernemos der kribler og krabler under og over hovedbunden har noget med ham at gøre. Det er min egen desperation der styrer værket.

Jeg vader mange km gennem byen i silende regn, men mine ben gør aldrig ondt, og jeg bliver aldrig kold eller sulten eller skal tisse. I går skulle jeg egentlig kun til læge og psykolog, men endte med at være væk i seks timer. Brugte afsindigt mange ikke-eksisterende penge på julepynt, en vampet nytårskjole og alle mulige random ting fra genbrugsbutikker (heriblandt en selvbiografi af Lars Larsen… what), men ligegyldig hvor meget jeg købte, og hvor meget jeg gik, så havde jeg bare lyst til at vræle.

Men uff, så skulle jeg da nok rigtig julehygge med mig selv, da jeg kom hjem. Satte fire lyskæder op, hev nisserne frem fra gemmerne og tændte den sødmefulde julemusik. Efter en times manisk oppyntning satte jeg mig i en stol ved spisebordet, gloede rundt på mit kiksede winter wonderland og kunne ikke begribe, hvorfor det føltes så tomt. Forsøgte at samle mig om at lave julekort, men de tegnede nisser gloede ængsteligt tilbage på mig – selv de var desperate over deres påklistrede juleeksistens. Hele tiden måtte jeg ryge igen. Glo ud i luften igen.

I dag formår jeg også at cykle til og fra til Vesterbro, før jeg så beslutter mig for at gå 10 km hjem til mine forældre med alt mit luse-befængte sengetøj på ryggen, SOLEN SKINNER JO SÅ SKØNT JO, og da jeg kommer hjem til et tomt hus, ligger jeg mig på gulvet og hulker og hulker til min mor låser døren op i bryggerset. Jeg samler mig op fra gulvet og fjerner desperat tårerne, men min stemme bliver ved med at bæve og skælve, og jeg er så rasende, og jeg er så glad, og jeg er så ulykkelig, jeg er et rod.

Min hovedbund klør stadig, og jeg kan mærke, hvordan de dræner mig for blod. Lusene. Løverne. Fødevareministeren. En tre timer lang samtale med en veninde på en anden ø gør mig rolig, og nu føler jeg mig faktisk ægte træt. Slidt ned. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s