frihedskvaler

Igen en indianerby der brændes til grunden og genopstår (skal jeg stoppe med denne metafor? formentlig); en weekend lullet ind i varme, intime omgivelser; impulsive, lange aftener, go with the flow, jeg vælter alene rundt om lyngby sø og fægter med armene i en balancering over mudderhullerne, græder lidt, hele tiden, hvorfor, ingen ved det, jeg ved det.. måske? ja. Skal starte forfra nu i mit liv. Jobsøgningskurset er forbi. Hvad nu? Hvad skal jeg nu? Jeg surfer hurtigt nettet igennem for jobs, mit hjerter banker højlydt i min hals, dunk dunk, hvad vil du hvad vil du, der er ingen jobs jeg gider søge, fuck, hvad nu hvad nu…

Det lave dating-selvværd melder sig. Manglende svar bliver til en trykken for brystet. Han er i mit sind hele tiden. Som en farlig løve der spiser mig og efterfølgende løber væk. Jeg tjekker tinder, fordi måske han har skrevet dér – han har sikkert tabt sin telefon i et glas whiskey – det er derfor han ikke skriver, det må det være, det kan da ikke være fordi, at han afskriver mig, men selvfølgelig er det dét der sker. Min hjerne ælter minderne, jeg forsøger at forstå, hvorfor jeg er så nervøs, men jeg kan kun se hans kærlige øjne. Måske han bare er travl. Han er travl. Jeg kan mærke, at jeg prøver at ødelægge det. Forelskelse er en pest. Men er jeg overhovedet forelsket. Hvad er det jeg foregiver?

“Hvis han dropper mig, udlejer jeg min lejlighed og rejser jorden rundt,” siger jeg til mig selv. Som om at hans eksistens skal give min eksistens berettigelse. Jeg er træt af at være bange. Jeg vil gerne være fri. De her måneder har været mere angstfrie, end hvad jeg har oplevet de sidste 5 år. Det slår mig, at der er et liv der skal leves. Jeg har ikke været ude og flyve siden 2014, det er helt absurd. Jeg har knapt nok forladt København det sidste år. Tjo, en sommerhustur her og dér, men hvad fanden. Det slår mig, at jeg skal tage mit liv i egne hænder. Ikke betinget af ham.

Så nu sidder jeg her på kontoret, og alting er åbent igen. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Det er både pirrende (på den lækre, diffuse facon) og sindssygt skræmmende. Har lyst til at smadre nogen i en febrilsk aggression. Køre hurtigt i hans bil, forsvinde ind i disse magiske, uvirkelige universer, men jeg ER virkelig for fanden, og jeg HAR en virkelighed. Men… hvor tager jeg hen? Hvad gør jeg? Hvad skal jeg? Garwwd. ER DER IKKE EN DER KAN FORTÆLLE MIG DET. hva. hva. hva.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s