edderkoppespind

Det øjeblik jeg kommer hjem, hiver jeg yoga-måtten frem. Cykelturen har været ligesom den store rutsjebane; alt for meget susen og hjertebanken. Dagen på kontoret blev brugt på at holde mig selv i skak – ik’ få angst ik’ få angst ik få angsssttt, Jeg roder rundt på gulvet i halvanden time. Centrerer min hjerne i meditationen ned i underlivet. Det hjælper.

Det er ikke et fængsel at være på jobsøgningskursus. Men jeg kan ikke lade vær’ med at sammenligne (til trods for manglende erfaring på området). Man venter længselsfuldt på den dag man bliver løsladt, men når dagen endelig kommer, slår det pludselig en, at man mister rammerne (igen). De sidste fire uger har handlet om at holde vejret – komme igennem det på bedst tænkelig vis. Jeg har kunne siddet på kontoret og daldre den, fordi – jeg skulle bare igennem dagene, du ved. Men fra på mandag af, er der ikke længere nogen fast struktur og formål. Så vender jeg tilbage til den eksistentielle krise jeg forlod på dørtrinnet til Arbejdsformidlingen. Jeg skal stadig finde ud af, hvad jeg skal. Hvad jeg vil. Wush. Så ambivalent nok, har jeg mest lyst til forsat at være spærret inde i et rigidt System. For der er der i det mindste et formål med frustrationen og vreden. Jeg kan bedre håndtere afmagten overfor Systemet, end jeg kan håndtere mit eget liv. (thank you, institutionalisering).

***

Nå. Men fra en yogamåtte til en anden. Åh… nej… Sådan kan jeg ikke helt lave en smooth segway. Fra en yogamåtte til en smuk mands bil. Ja. Okay, sådan starter jeg. Nordpå, vi skal nordpå. Dauda. Han kører hurtigt. 140 km/t. Den elektroniske musik fjerner virkeligheden. Regnen slår mod foruden, og bilen zigzagger ubesværet gennem myldretrafikken. Jeg er ikke bange. Hurtigere, har jeg lyst til at råbe gennem den tunge bas.

Vi sværmer om hinanden med en flygtig fysisk kontakt i de smukke lokaler. Jeg stiller mig tæt på alle malerierne, inspicerer penselsstrøg, teknikker, former. Vi hvisker til hinanden i den tavse labyrint. Jeg er suget ind i dette univers af overvældende lys og lyd. En udstilling gør et voldsomt indtryk, og det føles som om, at vi er alene i denne alternative verden. Jeg tror egentlig også, vi er alene. Det er ligesom at få slået luften ud af sig.

Man kan slet ikke se havet i mørket, kun høre det. Ude for er stierne lyst op af små lamper, og vi følger dem, hånd i hånd, mens regnen rusker i træerne. Han skriger højt, markerer sig. Jeg ville ønske, at jeg også kunne finde ud af at skrige… At jeg var lige så fri som ham.

Motorvejen er tom. Han presser speederen i bund og holder nonchalant om rattet med kun en hånd, mens den anden knuger min. Jeg vil aldrig hjem, tænker jeg. Mine øjne fyldes med tårer, og jeg stryger ham over håret, mens hans øjne fokuserer på vejen der forsvinder under os. Under en bro er en kvinde faldet på sin cykel og ligger og ryster. Han får henne op, og hun sætter sig på kanten af bagagerummet på et tæppe og begynder at græde af chok. “Jeg blev bare så bange”. Hun er heldigvis OK, så vi forsætter ind i natten.

De fleste mennesker er gået i seng nu, og vi er de eneste kunder i restauranten. Han fortæller vilde rejsehistorier, og jeg fortæller om mine forældre. Jeg lytter fascineret til hans beretninger, men gribes også af en sørgmodighed overfor min egen tabte eventyrlyst. Alle mine 20’ere gået med et dysfunktionelt forhold og al denne angst og ensomhed. Ville ønske, at jeg kunne fascinere ham på samme måde. I stedet for har jeg kun mine følelser at berette om, som om at de var mit vildeste eventyr. Han kigger omsorgsfuldt på mig, og jeg tænker, at det måske er OK, at det er sådan. Jeg tænker for mig selv “godt at jeg er smuk” (fuck..).

– Det her er en ordre, siger han. Sæt dig på mig. Tag dine bukser af. Hans kys er grådige. Jeg forsøger at følge med intensiteten, men ængsteligheden over denne spirrende forelskelse har spredt sig i mig som et giftigt edderkoppespind. Jeg vil så gerne give efter. Et menneske som ham føles farlig og flyvsk. Hans tanker og ord er i tusinde retninger, mellem jokes, historier og sansninger. En nærmest fiktionel karakter, hvis eksistens jeg ikke kan begribe. Mest af alt forstår jeg ikke, hvad han ser i mig, og derfor bliver det hele så skrøbeligt. Han holder hårdt om min hals og kraveben med sine stærke hænder, holder mig fast i elskoven, tager mig, tager mig fuldstændig..

De nøgne kroppe følger hinanden hele natten; jeg ved ikke, om jeg forsøger at smelte ind i ham, det gør jeg nok, jeg kan ikke lade vær. Ligesom med H. for et år siden, er jeg altid overbevist om, at det er sidste gang vi ses. Jeg bliver overrasket over min egen lukkethed, og over den melankoli jeg tillægger forelskelsen. Tidligt i morges betragter jeg hans sovende ansigt, og forsøger at forstå, hvorfor jeg er ked af det. Min hjerne er fanget et sted mellem udstillingen og motorvejen. Mest af alt er det en tomhed over mig selv som menneske. Jeg føler ikke, at jeg er noget.

Det smukkeste er, når han nøgen hiver gardinet op i stuen og Nordvest åbenbarer sig i al sin skønhed. Jeg står i dørkarmen og betragter hans græske gudekrop der roligt suger solskinnet til sig. Jeg har lyst til at fryse øjeblikket. Øjeblikkene, egentlig. I et karatespark hiver jeg fast i hans ben og bokser med små knytnæver ind i hans mave. Han kaster mig over sine skuldre og ned på sengen, kysser mig og siger farvel.

Fuck man.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s