jorden kalder indianerbyen

Jeg har lige brugt lang tid på at skrive en rigtig irriterende tekst, om hvor meget jeg hadede en indiekoncert i lørdags fordi avantgardejazzen har gjort min smag for sofistikeret til den slags letspiselig musik, og hvordan mit sind er en indianerby der brændes ned til grunden hver syvende dag, men det gik op for mig, at det ikke var spændende, og at jeg mest lød som et prætentiøst lortemenneske.

Siden jeg kom hjem fra mit fuldstidsjob (som arbejdssøgende) i dag, har jeg ventet på, at aftenen gik, så jeg kunne gå i seng. Måske er mit sind som en indianerby, who knows, who cares. Jeg føler, at jeg er smudset ind i “jeg føler”; selvcentreret ad helveds til, for forkælet til at “gide have et job”, og at min angst primært omhandler frygten for at miste min EJERlejlighed, hvis jeg ikke får et job. Hallo. JORDEN KALDER INDIANERBYEN. 
Okayokay, det er fordi, jeg lige har set ‘Hård udenpå’, og jeg kom til at savne Amagerdrengen og hans bløde-indeni. Jeg bed mærke i, at de sagde: “Jeg vil bare have en uddannelse, jeg vil tjene pengene på den hårde måde, jeg vil knokle min røv i laser”, og pludselig var jeg den her lille vat-indpakkede prinsesse i det høje tårn igen, som når jeg var sammen med Amagerdrengen; dér hvor jeg gyser af hans voldelige oplevelser, slummede livsstil på Staden og ar på sjælen, og hvor jeg føler mig som en idiot over at være så skidepriviligeret. 
Jeg flover mig over mig selv. Det nytter virkelig ikke noget at flove sig. Man kan jo heller ikke sende alle sine madrester til Afrika, som min psykolog ville sige. Det er velfærdssamfundets skyld. Og thank god, at jeg overhovedet har plads til eksistentielle kriser – og ikke kriser om hvor mit næste måltid skal komme fra eller om jeg skal sove på gaden eller om jeg nogensinde får et job til mere end 10 kr i timen. En (meget) venstreorienteret ven sagde på et tidspunkt, at han det meste af tiden forsøgte på ikke at pille i sin egen navle, men derimod fokuserede på fællesskabet og samfundet i stedet. Det finder jeg utrolig imponerende. Jeg er så wrapped up i min egen elendighed, at jeg ikke formår at hjælpe andre mennesker eller i det mindste besidde en smule revolutionær ånd. 
Men oven i al min elendighed og cirkulære, mentale indianerby-nedbrænding, så skal man heller ikke begynde sig at skamme sig over at man føler, som man føler. Men perspektiv er godt. Jeg kan altid først se (og anerkende) perspektivet, når jeg står med sod på fødderne efter en hård ildkamp mod mig selv. Nye-W. genstarter som en gammel macbook – lige med nød og næppe, og hun dukker op bekymringsløs sådan en solskinsrig mandag, og jeg når lige at tænke: “Tænk jeg var så ked af det, det kan jeg slet ikke forstå nu”. 
AK. At forholde sig til sig selv hele tiden… fest.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s