forgiftet

Jeg har stadig svært ved at finde ord i forhold til min mandagsdate, så tilgiv mig for følgende mærkelige sætningskonstruktioner og halve pointer. Jeg tror vist nok, at jeg blev forelsket. Lige dér efter to timer. Forelskelser er mange ting, er de ikke? Og måske er forelskelse også for stort et ord. Men det slår mig efterfølgende, at jeg har utrolig let ved at forelske mig; jeg forelsker mig hele tiden.

I lang tid har jeg brokket mig over, at jeg ikke kunne lande anden date i kølvandet på de her fantastiske første dates. Jeg har haft de mest magiske, vidunderlige one-night-stands og første dates; hell, på et år har jeg snavet mindst en håndfuld mænd forskellige steder på Nørrebrogade i date-beruselse og kemi-eksplosioner. Måske er det faktisk mig selv der skaber disse vakuum-dates, der kun eksisterer i et romantisk parallelunivers? (Måske er det kun mig der oplever disse dates som epokegørende) (Det går op for mig, at det altid er mig der kysser og skriver først.. åh… så intens, shit)
Min mandagsdate havde lige så høj intensitet som jeg. Øjeblikkeligt havde jeg lyst til at røre ved ham, og jeg fortalte ham alt om mig selv. Da jeg kom hjem fra de forsigtige kys på bænken, skrev han til mig, “et skønt stykke menneske”, og han er blevet ved med at skrive til mig lige siden. Han kan lide, at jeg skriver langt og knudret, han synes jeg er smuk og sjov. Han synes det er spændende, at jeg er så følsom. Han ville ønske, han snart kunne se mig igen. 
JAMEN HVEM ER DET HER MENNESKE…..
Jeg tænker på ham hele tiden, men med en mærkelig ro. Jeg har lyst til at tude over, at have mødt et menneske, som ser mig, sådan rigtigt. Og du tænker – “på to timer? i er da stadig fremmede overfor hinanden”, men det er en FØLELSE. 
Åh gud, skyd mig, det her indlæg er lort. 
JA okay. Han kan sagtens vise sig, at være rablende skør og alt for ekstrem. Jeg ved intet om ham. Kun at han er det mest interessante, nærværende og komplekse menneske, jeg længe har mødt. Det er for sindssygt. and i wanna make sweet love to him, arhghgg.
Okay, jeg stopper den her rablen. Har holdt ovenstående inde i mit hoved siden mandag, men det er der godt nok ikke kommet noget særlig konstruktivt ud af. Stadig lige så ordfattig. Jeg prøvede også at forklare det til min psykolog, men var fuldstændig perpleks og mundlam. “Det må være fordi, du er forelsket… da jeg var på din alder, var jeg forelsket hele tiden, det var fantastisk!” 
***
Onsdag aften til Den Store Bagedyst drikker jeg en hjemmebrygget øl, der viser sig at være for gammel, for jeg vågner op i nat og kaster op og har den mest skrækkelige mavepine. I mine smerter – som jeg til at starte med tror er psykosomatiske – står det klart for mig, at jeg bliver nødt til at gøre noget ved jobsøgningskurset-situationen. Min krop bliver så stresset af det lort, og jeg er så nervøs for at fucke op, at det lammer mit sind komplet. 
Men det er ikke psykosomatisk at få madforgiftning af en gammel, klam øl, og jeg tvinges til at melde mig syg, en lettelse at kunne blive liggende i sengen og være ingenting, og hvorfor er det så let at melde sig syg, hvorfor har det ingen konsekvenser, åh..
Senere på dagen som jeg mest af alt har brugt i en sammenkrøllet, patetisk fosterstillingsposition med hænderne foldet over den ømme mavse, ringer min kære far, og vil høre hvornår vi skal fikse mit badeværelse (ikke at det behøver at blive fikset faktisk, men den gode man har skaffet en ny håndvask og et nyt toilet, som han insisterer på at installere), og jeg fortæller som en lille pige min beretning om både den gamle øl og om rædslerne på jobcentret, hvor stresset og deprimeret jeg er. 
Men min kære far er en kæmpe nar uden situationsfornemmelse, og begyndte at kaste med giftige projektiler til en alt for svagelig sygdomsramt person: “Får du søgt en masse jobs alligevel? Hvad med uopfordrede, det er jo sådan man får jobs? Jamen har du slet ikke lært noget de sidste seks år på universitetet? Lærer de jer ikke noget? Du må da kunne noget – du må da snart få et job. Hvorfor har du ikke købt en vaskemaskine endnu? Står det sløjt til med økonomien? Ja, du må altså se at få det job, job jbo jbobjbobjbjbjobobbobjbobjobjbojbojbojbojobjobjobjojbojbobjboj SNART få joobb,, har du ikke lærtt noggeett, søger du nok, hvad vil du med dit liv, ligger du bare derhjemme og “krydrer røv inbetween”, job job job, job job? job… jobjobjobo? jobjojoboj. penge-penge-penge, fornuft-fornuft-fornuft. 
Efterfølgende tuder jeg i små 5 timer og glemmer, at det er vigtigt at spise mad, når man har ørlet og skidt til den store guldmedalje; i stedet ser jeg kun mig selv som en STOR FED TABER, der bare hyler og hyler derudaf, som om det hele krakelerer, som om at det hele går i opløsning nu, ned mod afgrunden, ned mod mørket, der er intet håb, ingen fremtid, dommedag dommedag dommedag. Og når man ligger dér krøllet sammen i en patetisk (men æstetisk smuk) fosterstillingposition, så føles ensomheden endnu mere voldsom, for der kommer ingen og passer på mig, igen og igen fastlås det at jeg har kun mig selv, men jeg har ikke lyst til kun at have mig selv, okay? Jeg vil gerne have omsorg, for helvede. Jeg vil gerne have et job også, men ikke for enhver pris. Jeg har lyst til at brøle ud til verden: LAD MIG VÆRE KUNSTNER. Og jeg drømmer hemmeligt om receptionistjobs og stille timer i ikke krævende positioner, jeg drømmer om at glemme al ambition, pres, og bare VÆRE, være alt det jeg er, alt det som åbenbart og forhåbentligt godt kan elskes, og jeg har lyst til at banke min far lige i maven og sige, at han ikke forstår hvordan det er, at have alle muligheder i verden, uden at have lyst til at gribe nogen af dem.

***
jeg er flov over det her indlæg, og jeg er nervøs for mit crime rider indlæg, jeg er så paranoid og alt for følelsesladet. Et par stykker har spurgt mig den seneste uge, om det ikke er frustrerende at være så følsom her; om jeg ikke bare kan slå det fra, og tænke på noget andet (ligesom Skægmonstret altid krævede af mig), MEN JEG KAN IKKE. Okay. Og derfor skal de her indlæg også leve, i al deres ufuldstændighed, jeg er mega ufuldstændig, jeg er helt krakeleret. Men jeg lever stadig. Fuck. Det hele er lidt ad helveds til lige for tiden, men who am i kidding, hvornår havde jeg det godt? haha. åh. Måske er det det neurotiske menneskes livsbetingelse: altid utilfreds, ulykkelig, overfølsom, overstimuleret. Formentlig dør jeg i en tidlig alder, fordi min nerver er fuldstændig slidt ned.
I DET MINDSTE HAR JEG MINE OPDIGTEDE FORELSKELSER….

2 thoughts on “forgiftet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s