uendelig ubeslutsomhed

“Hvorfor fik du ikke jobbet?”
“De valgte en med mere hands-on-erfaring.”
“Nej W. Hvorfor fik du ikke jobbet?”
Lang pause.
“Jeg tror måske ikke, at jeg ville have det..”
Psykologen kigger indgående på mig.
Jeg smiler, mens mine øjne bliver blanke af tårer.

***

I går aftes skrev jeg en tekst om jobsamtalen, men det var simpelthen en dødssyg beretning, så endte med ikke at publicere den. I stedet har jeg idag lavet en tegneserie der beskriver følelsen:

***
Jeg er vanvittig god til at please. En stikkontakt i hjernen slås til og fra som vinden blæser (en flygtig personlighed). Derfor indtager jeg også lokalet som et humanistisk power house. Jeg skruer ned for intensiteten og tager i stedet en stor pligtopfyldelseshat på, der skygger for min systemkritiske, kunstneriske identitet. Der er ingen nervøsitet i mig, men derimod en enorm selvsikkerhed. 
Det er først da jeg et par timer efterfølgende ligger på min sofa, at min krop forsøger at fortælle mig (via mavepine og hæslig høj puls), at jeg ikke vil have jobbet. (fuckfuck hvad gør jeg, hvis de ringer og siger, jeg har fået det…) Og det er først da min psykolog graver i min pandehule, hvor de sidste rester af indflydelsesmodtagelig hjerne er, at jeg ægte forstår, at jeg ikke gav nok. Ikke fordi jeg ikke kunne, men fordi jeg ikke havde lyst. 
For et år siden blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke skulle arbejde med sociale medier eller kommunikation. Jobbet gjorde mig ulykkelig. Hele denne uge glemte jeg det. For… man skal sgu ikke gå rundt og være forkælet. Når man skal til jobsamtale, skal man gå all in, er vi ikke enige om det? Men hvornår kommer så dét med at lytte til sig selv? Og huske ens egen sandhed? Hvorfor er jeg så god til at glemme mig selv? 
Jeg stiller spørgsmål, men kender godt svarene. 
Jeg er bange for at skulle være alt det andet; omfavne den jeg virkelig er, det jeg virkelig drømmer om. Lysten er gemt væk i et mudder af forventningspres, andres ambitioner, Systemets krav om engagement, og ideen om økonomisk tryghed. Den lange, flotte uddannelse skal ikke være spildt. Men hvad med al vildskaben? Alle de eksistentielle krisers konklusioner? Ideen om lykke – der ikke er betinget af penge, karriere og kærlighed? Den indre lykke, uhuuuuu.
Så jeg møder ind på jobsøgningskurset i dag, og i stedet for at kigge efter jobs, begynder jeg bare at tegne. Folk omkring mig skal i virksomhedspraktikker, til ingeniørsamtaler i IT-virksomheder, til målrettede jobkurser med kompetenceudvikling; vi skal finde ud af, hvordan vi passer ind. Men jeg føler ikke, at jeg passer ind, selvom jeg sikkert ville være skidedygtig til et kommunikationsjob, til trods for, at hver gang folk siger ordet “strategi”, så vælter en lille klat opkast op i min mund.
***
Min krop reagerer stadig virkelig underligt på hele oplevelsen. Det skræmmer mig, at jeg kan være dette menneske. Og det andet menneske. Hvem? Hvad.. Åh. Jeg forvirrer også mig selv, bare rolig. 
På vej hjem gennem Assistensen skriver Den Voksne Mand ud af det blå (efter halvanden måneds radiotavshed), og spørger: “En eftermiddagsøl?”. wtf…. Jeg falder i søvn på sofaen og drømmer, at jeg har inviteret ham hjem i Hvids hjem (min hjerne kan åbenbart ikke kapere at have to 35-årige mænd i sigte), mens Hvid er på arbejde. Daten går godt, han er flot og sød, men det går pludselig op for mig, hvor creepy stalker-agtigt det er, at jeg er hjemme i Hvids lejlighed. En nabo banker på, og spørger hvor Hvid er; “Øh, han er på arbejde”, siger jeg, og forsøger at forklare Den Voksne Mand, at vi altså ikke skal være her. 
Da jeg vågner, har jeg lyst til at se Den Voksne Mand. Måske er det min chance, siger min post-lur-hjerne. Men min mave bliver ved med at gøre ondt (#psykosomatisk – dat bitch), og jeg er sygt dårlig til at trække vejret, og hvorfor har jeg det så ubehageligt hele tiden – som om Krisen har sat sig i min krop som en kronisk sygdom. Jeg spørger: “Aftenøl?” men manden ser ikke engang beskeden (IGEN til min lettelse, åh, hvad er det jeg prøver at være). 
Min fredag har været underligt fragmenteret af samme årsager. En vekselvirkning mellem lyst, fornuft, behov, sygdom, raskhed, neurose, vildskab, eufori, træthed, kvalme. Uendelig ubeslutsomhed. Så nu er jeg havnet her. Ved mit spisebord. Drikker en øl og ryger smøger indenfor. Jeg er ikke træt. Jeg er ikke ked af det. Jeg er bare. Mere kunne man vist ikke forlange for denne fredag. 

Ps. Jeg er gået i gang med et projekt med en tegneveninde om at lave en tegneseriedagbog HVER DAG FOR EVIGT. Hvis man vil have et link til projektet, så send mig en mail på weemoedblog@gmail.com. (Pps. Det er sindssygt uorganiseret og kaotisk, men ja.)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s