all in

På væggen er der et billede af en skov på en forårsdag, hvor solen trænger igennem de grønne grene og imaginært blænder mig, mens jeg sidder anspændt bøjet over computeren. Ude for slår regnen mod ruden, og det store industriområde er mennesketomt. Jeg er spændt op af kreative ideer og en pludselig opstået passion for den kommende jobsamtale og ænser ikke tiden. Mit ansigt er frosset fast i en forpint, koffeindirrende grimasse, og jeg overfalder den stakkels jobkonsulent med kæmpe træsko – som var jeg allerede til samtalen og skulle bevise noget. ALL IN, siger jeg til alle. JEG GÅR FANDME ALL IN! GIVER ALT HVAD JEG HAR! De klapper alle af mig. Sikke en gejst i Jobland.

Det er slidsomt at være så hyper og altopofrende. Jeg er svimmel og dårlig, da jeg endelig kommer hjem. Jeg husker, at det er vigtigt at trække vejret ordentligt. Min hjerne klasker sammen om de udspændte øjenbryn og kroppen kvases i en menstruationssmertende fosterstilling. 
En momentan grådkvalt genkomst af selvhadet….
***

Du har lavet ti slides i et powerpoint show og to sider med skitser og du har læst deres strategiplan, deres pædagogiske mål og alle undersider på hjemmesiden, tjekket alle de sociale medier, og forberedt dig på de klassiske jobsamtalespørgsmål… men det er ikke nok! Du er ikke god nok! Hvorfor er du så træt, din idiot, du skal jo gå ALL IN, du skal give ALT, og du er jo arbejdsløs, det er måske sidste gang du bliver kaldt til samtale. Hvis du var en vindertype, sad du oppe hele natten og lavede mockups og dybere strategier og forberedte alle tænkelige scenarier. 
Og hvad med dit ansigt, hvorfor er du så grim? Hvorfor er du ikke smuk? Livet er let, når man er smuk, du opnår ingenting med det fjæs, alle kan se din træthed og dovenskab, og lad mig slet ikke begynde med kærligheden, hvordan skal nogen nogensinde kunne elske en som dig? Har du overvejet det? Hva hva hva hva hva især når du er så grim hva hva hvad gør du hva
Og så skal du sidde der i morgen og rigtig lade som om, at du har en høj faglighed, og at du samtidig er et sympatisk menneske, men du ved selv, at det er en løgn, hvordan kan du leve med sådanne løgne, og de vil kigge på dig og se at dine øjne er forskellige størrelser, og de tænker: hold kæft hun er alt for nyuddannet, hun er slet ikke tjek på en skid – TIL TRODS for POWER POINT FUCKING SHOWET og hendes TI FUCKING SLIDES og KUA-ANALYSER og
Når du sidder og kigger på den anden kvinde i jobcentret der tog til alle workshopsne, og du spørger hende høfligt, om hun fik noget ud af det, og hun begynder at snakke uafbrudt i et kvarter; en grundig udlægning af hele hendes karriere, så bliver du rasende, og du tænker om hende: HUN FÅR ALDRIG ET JOB, HUN ER ALT FOR IRRITERENDE, men hvad hvis det var DIG der var irriterende og aldrig får et job, hvad hvis det rent faktisk er dig, som alle i jobcentret kigger på og tænker: SIKKE ET TRAFIKUHELD, HVORNÅR STOPPER HUN MED AT SNAKKE,
Hvad hvis du er alt andet, end du ser i spejlet, hvad hvis du er alt andet end det dine tanker siger, hvad nu hvis du lod vær’ med at lytte til Onsdagsfesten i en tilstødende lejlighed, lod vær’ med at blive stresset over den tunge, muflede bas der fylder din lydsensitivitet med angst og stress, hvad hvis du bare var, – eksisterede, og overbeviste dig selv om, at det hele nok går; hvad ville der så ske? 
***
Jeg er nervøs for, om jeg kan falde i søvn.
(Det er godt for mig at skrive de grimme tanker ned. De står underligt og svæver ude for min krop nu. Jeg ved godt, at jeg er hård mod mig selv. Jeg ved også godt, at det sikkert går strygende i morgen. Min krop er ikke nervøs. Den er bare udmattet. Jeg føler mig måske mest af alt bare lidt ensom. Nogle gange bliver jeg så træt af, at man kun har sig selv).

3 thoughts on “all in

  1. Kære du!
    Jeg fandt ind på dit domæne via hvidkaffes anbefaling en måneds tid tilbage vel, men føler næsten, at jeg kunne have fundet den ved at google mig selv (hvis google vel at mærke kunne læse tanker, ikkå..) Jeg blev ramt efter det første indlæg.
    Så jeg læste hele din 'dagbog', fra ende til anden – det tog mange timer siger jeg dig, for nogle (/mange) sætninger læste jeg igen og igen. Jeg blev glad når du var glad og jeg blev i dårligt humør, når tilværelsen gik dig imod. Du skriver fantastisk. Jeg sluger det hele og jeg venter – blottet for tålmodighed – på mere.
    Jeg har hele tiden haft lyst til at skrive til dig, for jeg har sådan lyst til at sige tak, fordi du findes. Men jeg er jo ikke sådan én, der kommenterer på blogs, jeg er nemlig én af de få som der er mange af, som Kim Larsen ville have sagt. Nu gør jeg bare lige en undtagelse alligevel, på en lang og tvivlsom måde, med mange parenteser, for dem kan jeg godt lide. Spoiler alert. Nu til det, jeg kom for.

    Tak for dig og tak for din offentlige dagbog. Du skriver alt det, jeg tænker, som jeg aldrig fortæller andre om. Jeg er med dig i både mindreværdet og storhedsvanviddet. Det der med psyken, som jeg nægter at vedkende mig, skriver du om på en måde, der er til at holde ud. Og som er relaterbar. Du er (heller) ikke et offer for nogen sygdom. Det går op og ned i showbizz. Op og ned, ligesom i det med mændene (sikke en glidende overgang..) Jeg kan (heller) ikke finde ud af dem. Og de kan (slet – heller) ikke finde ud af mig. Men jeg er ikke den eneste, kan jeg jo forstå. Og det gør mig ked af det på vores vegne, men det gør mig mest glad. For hvis jeg minder en tiendedel så meget om dig, som jeg bilder mig selv ind, så er det dem, der går glip af noget. Færdig slut. Og der er vel snart én, der blir hængende.. eller hvad..
    For at gøre en kort historie lang, så går det hele lige ind i både hjerte og hjerne på mig. Det hele = alt hvad du skriver. Du var lige den, jeg trængte til at 'møde'. Så tusind tak for dét.
    Jeg ønsker sådan, at du lykkedes; med jobliv, kærlighedsliv, sexliv, osv – du har fanget den. Jeg ikke bare ønsker det, jeg håber det og jeg tror på dig – og det gør mig så usigeligt glad, for det må betyde, at jeg et eller andet sted også tror en lille smule på mig selv.
    Jeg er sikker på, at du slagter dem i morgen. Med eller uden powerpointshow og asymmetriske øjne. Du er en sej dame.

    Tusind tak for alle ordene – jeg håber der kommer mange flere.
    Kærlig hilsen Birgitte

    Like

  2. Kære Birgitte,

    Det første jeg gjorde (alt for tidligt) i morges, da jeg vågnede, var at tjekke bloggen. Da jeg læste din kommentar, blev jeg simpelthen så rørt og glad og ja, det er svært for mig at beskrive det helt præcist. Jeg blev overvældet af ro og tryghed, og vidste, at det hele nok skal gå. En kommentar af den kaliber ændrer på en måde alt; jeg føler mig mindre alene, mere stærk, og det er så vanvittigt rart at vide, at der er nogen derude, der oplever og ser og føler verden på samme måde som mig. Det gav mig en ro i forhold til jobsamtalen; en grundfølelse af at være god nok. Jeg kunne lægge selvtvivlen og hadet på hylden og vælte ud i verden med tanken om, at selvom jeg ikke får et job – eller dette job i hvert fald – så har min eksistens stadig et betydning et andet sted; og måske endda en meget vigtigere betydning – for både mig selv og for andre. Ja, okay, lidt højtravende, haha, men jeg mener det sgu. Det er vigtigt for mig på bloggen at skrive ærligt og sandt, så jeg konstant skal forholde mig til mig selv, og det gør mig så glad at vide, at folk ude i den digitale sfære også forholder sig til dem selv gennem mine ord. Det er enormt berigende og giver mig lyst til at skrive flere ting om mig selv, tilnærmelsesvis kaste min anonymitet i vasken, og brøle: LAD OS STÅ SAMMEN STÆRKE, FØLSOMME KVINDER, – stå ved mig selv, ved jer læsere, ved mine ord og oplevelser. Måske det kommer en dag. Jeg rander bare nu, åh haha.

    Nå, men det jeg egentlig ville sige var tak. Tak fordi du gad at bruge tid på at skrive den her besked til mig. Jeg har lyst til at printe den ud og ramme den ind og have den stående på mit natbord, så alle mine dage kunne starte med at læse dine ord. Tak fordi du ser mig (altså, på den metafysiske måde, ikkå).

    Al kærlighed og taknemmelighed til dig,
    W.

    Like

  3. Ejmen!! Nu blir jeg jo helt starstruck, på den bedst tænkelige måde – så rav du bare lige så højt du kan.
    Hvor er jeg glad for, at du blev glad, i stedet for at tænke 'sikke en freak' eller noget andet nærliggende. For jeg mener det sgu, hvert et ord (og flere til) i al evighed, amen

    Vi ér gode nok, ved jeg og vi er flere, end vi tror, tror jeg. Jeg er skideligeglad med anonymitet og/eller mangel på samme. Men hvilket kor det kunne blive.. ligesom det på danmarks radio, bare helt anderledes.. 😀
    Nåh men, nu er jeg jo sådan én der kommenterer på blogs, og det er jeg vild med, så det forsætter jeg med. HVORDAN GIK DET SÅ MED DEN JOBSAMTALE HVAR' vi er faktisk nogle, der er nysgerrige!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s