spaghetti

De to kvinder inde på det lille kontor på jobcentret smiler venligt og omsorgsfuld til mig, da jeg med min dybe jobcenterstemme har misbrugt dem som psykologhjælp og blevet ved med at afbryde dem, for at komme med eksistentielle abstraktioner og poetiske indre konflikter. For tiden har jeg hele tiden et billede af mig selv værende det her menneske der tværer sine problemer ud på alle. Selv på stakkels jobcenterdamer.

På toilettet efterfølgende begynder jeg at græde, fordi jeg på en bizar måde føler mig lettet. En falsk tryghed givet af Systemet. En fiktiv bevidsthed om, at nogle holder øje med mig og tror på mig. Det er en smule patetisk, men jeg føler mig opløftet og ikke længere så ængstelig omkring det hele. we believe in you, they whisper… you are not alone.

Samtidig mærker jeg mine æggestokke klappe sammen i et forestillet klamydia-angreb fra mine mislykkede forsøg på at presse et for lille, billigt kondom fra Fakta ned over Kunstnerens massive penis; mit underliv spænder, eller er det mig der spænder, er det altid mig der skaber de her psykosomatiske sygdomstegn; ligesom at jeg igen er besat af pletten på mit tandkød – at alle kan se, at jeg er gået i forrådnelse, og når jeg er alene, så græder jeg ofte, og jeg siger de grimmeste ting til mig selv; at mit rådne humør har fæstnet sig i de pludseligt synlige rynker i mit nu akavede babyface; at jeg er et udueligt menneske uden en fremtid, og jeg bliver ramt af jalousiangreb, hvor jeg hader alle andre mennesker der har styr på livet, og i mine fantasier ligger Hvid og Kunstneren og hugger i andre damer og negligerer fuldstændig min proklamerede modighed og vovede seksualitet. 

Men … jeg omringer mig også med de dejligste mennesker, forsætter med at tvære mine problemer ud på dem, men jeg får energi, jeg bliver glad, jeg omfavner krisen reflekterende og lattermild. Spændingerne og de sammenklappede æggestokke forsvinder i et par timer. En veninde skaber et beat; tvinger mig til at freestyle-rappe, og jeg bliver ved med at gentage i min sang: hvor skal jeg hen – i dette liv / hvor skal jeg hen – i dette liv / i dette liv / hvor skal jeg hen? og vi griner gennem cigaretrøgen, og highfiver for vores sensualitet; for frigørelsen og friheden…

… og selvom jeg om natten har mareridt om jobsøgningskurset og min fars stresssymptomer (“Far er faldet om, men han er taget på arbejde igen” – “NEEEEEEJ”), mine knudrede organer der vræler (de er træt af røg og alkohol og dårlige rapsange), så opløftes jeg en lille smule hver dag. Husk den her følelse, husk den her følelse, messer jeg, hver gang jeg kommer hjem. du er i stand til at have det godt.

Kontrol og ansvar. Jeg sletter febrilsk Tinder og sexappen, så ingen fremmede mænd kan få fat i mig. Hvid får ikke lov til at svare på min latterlige besked i går “Har du egentlig lyst til at knalde mig igen? (Du er svær at lure)”; jeg vil bare væk fra disse åndssvage bekendtskaber lige nu – jeg vil gerne prøve at spise mig selv, fremfor at forvente at andre spiser mig. Giver det mening? En tallerken af W.-spaghetti – kun til mig. Jeg siger ja til at få kontor med en masse kreative sjæle; et virkeligt fællesskab, og jeg vil gerne være pissetravl. Jeg vil være så travl, at jeg ikke får tid til at græde mere på min sofa.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s