små arme

Han smilede overrasket, da han trådte ind i lokalet, hvor jeg sad i en sofa med tre mænd og koncentreret råbte af et mislykket nintendospil, og selvom mit fokus var på spillet, kunne jeg ud af øjenkrogen mærke hans blik ætse ind i mig.

Jeg hader generelt ikke folk, men jeg hader ham. Et had der ikke fylder noget, men en stille foragt bagerst i mit sind. For et par år tilbage slettede jeg ham på Facebook som ven, fordi det en morgen gik op for mig, at jeg hadede ham og ikke gad se på hans navn dukke op i mit feed længere. Meget abrupt handling. Utroligt hvordan følelser kan gemme sig væk i flere år og pludselig en dag vende tilbage i et klarsyn. Skrid din idiot, sagde mit sind, mens jeg krampagtigt holdt om controlleren og grinede overstadigt. Lad vær’ med at glo på mig.

Da spillet sluttede, rejste jeg mig op, krammede ham kort og sagde, at jeg altså virkelig skulle tisse. Han opsøgte mig i toiletkøen kort efter. Jeg tårnede i mine høje sko over ham som en svævende gudinde. Det var sært at stå så tæt på ham igen. Hans stemmeføring var bizar, og han sagde, at jeg måtte love ham, at før aftenen sluttede skulle vi snakke, det er jo hundrede år siden. Det virkede til, at han var meget fuld. Jeg har aldrig hørt ham snakke på sådan en underlig måde før. Jeg smilede bravt, smukt endda. Ovenpå. Jaja, det lover jeg. Not.

Jeg hader ham, spyttede jeg syrligt ud og bundede den halvlunkne classic. Dansevennen kiggede omsorgsfuldt på mig. Hader? Hader. Engang havde han kun en dyne, da jeg dødsdrukken og hjerteknust ikke kunne tage hjem, og blev nødt til at sove hos ham. Jeg var i starten af min berliner-destruktion og lige blevet droppet. Vi var bedste venner i folkeskolen, og jeg følte mig tryg i hans selskab. Han kendte mig virkelig godt, men havde altid længtes efter at komme i bukserne på mig. En historie om en forelskelse, jeg ikke kunne gengælde.

Halvt bevidstløs af absinth lagde jeg mig til at sove i hans seng, begge under hans ene dyne. Han spoonede mig og begyndte at kysse mig. Trak mine trusser ned og gelejdede mig ind i stuen på lædersofaen, hvor han kynisk bollede mig med sin glatbarberede pik. Jeg fattede ikke så meget af situationen. Jeg lå bare med benene hvilende på hans skuldre, og betragtede hans kolde ansigt mens hans pumpede løs. Han kom hurtigt. Da vi efterfølgende gik ind i soveværelset igen, fandt han på mirakuløst vis en ekstra dyne frem fra under sengen. Et halvt år efter mødtes vi på en bodega, og snakkede om absinth-aftenen, at det måtte jo ske før eller siden. Jeg gav ham stiltiende ret.

Da jeg mange år efter læste Informations vidnesbyrdserie om #jegblevvoldtaget, gik det op for mig, hvor komplekse overgreb kan være. Jeg blev ikke voldtaget; jeg sagde jo ikke fra, jeg gik jo ikke hjem, jeg var der – jeg kyssede tilbage, spredte mine ben. Alligevel skabte nuancerne og den skam jeg har haft, en bevidsthed om det store svigt han udsatte mig for. Min sjæl har ikke været ødelagt efter oplevelsen; jeg har generelt ikke skænket det så mange tanker. Men det har været en del af min historie, og jeg vælger i stedet for at hade ham. Hade ham for, at han var sådan en frygtelig ven. Jeg slettede samme dag en anden facebook-ven med nogenlunde samme historie (denne gang joints i stedet for absinth), men det hører vist et andet indlæg til. Da jeg slettede dem begge, var jeg utrolig lettet. Jeg følte mig stærkere.

Tilbage til festen. Det lykkedes mig at undgå at snakke med ham. Jeg skylder ham ikke noget. Dansegulvet døde alt for tidligt. Jeg skrev til Kunstneren Hej hvad laver du (*lorte-emoji*). Han svarede ikke. Jeg har planlagt at skrive til ham i en hel uge. Flot med den lorte-emoji. Havde mest lyst til at skrive: Jeg tænker på dig hele tiden, og vil gerne se dig igen. Men nej. Bare en smilende lort.

Om natten drømmer jeg, at jeg er i Eksperimentariet med mine forældre. Der er en installation, hvor man kan kramme nogle små robotter i form af bævere og bjørneunger. Jeg krammer en af dem, og den holder mig utrolig hårdt fast med sine små arme. Jeg kan mærke omfavnelsen endnu. Den gør mig meget ensom. Jeg har brug for, at der kommer nogen og holder om mig i dag. I stedet går jeg en to timer lang tur i Bellahøj og græder lidt i amfiteatret, våd på numsen af mudrede efterårsblade, træt og melankolsk ind i knoglerne. Jeg ville ønske, der var nogen der elskede mig sådan… rigtigt.

2 thoughts on “små arme

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s