en løs kanon

Tidligere på året er jeg til en koncert på Stengade. Vi står nede på toilettet og lægger læbestift på. Jeg er iført mine stramme jeans, der får min numse til at se enorm ud og en skjorte med print af forvrængede skiløbere. Min veninde går ud i garderoben, hvor hendes venner fra studiet er ankommet. Jeg retter forsat den røde læbestift. Jeg er lettere beruset og bliver ved med at splatte den ud over læbernes konturer.

En flygtig tanke skyder ind i mit hoved, da jeg efterfølgende går hen til den lille gruppe af venner; en tanke der får tiden til at gå slowmotion, mit lange hår kastes til siden, wuuush, og jeg rækker min hånd frem for at introducere mig selv: “Det her er øjeblikket hvor jeg møder den store kærlighed”. Ubegribelig tanke. Alt for romantisk til virkeligheden. Men jeg har ikke haft denne tanke før; den eksisterer bare mellem de grafittimalede vægge og den muflede lyd fra overetagens musik. Jeg er så dramatisk, haha.
Min hånd rammer Kunstnerens, og illusionen braser lidt, for hvem kan overhovedet leve op til sådan en tanke. Hans hår er halvlangt, fedtet, og stritter ud fra en lille hue. Skjorten er også spraglet i et særegent print og cowboybukserne genbrugsslidte. Vennegruppen går op til scenen. Min venindes hjertesorg køber en flaske vin. Forinden har hun grædt ind i min brystkasse, men nu skal der være liv og glade dage. Jeg står bag dem, mens de i højt humør deles om vinflasken. Musikeren synger et cover af Yellow Brick Road’, og får tårer til at løbe ned af mine kinder. Jeg forlader spillestedet og cykler hjem med melankolien hængende over mig som en kvælende tåge.
***
Det er næsten blevet sommer, og jeg har tømmermænd. På vej hen til specialeskrivnings-aftalen hos en veninde, kører jeg forbi et kebabsted, hvor jeg bestiller en tyrkisk pizza med feta. Jeg står halvtåget med filtret hår, lettere svimmel, og stener i ventetiden lænet op af et bord. Kunstneren træder ind i restauranten, øjensynligt også med tømmermænd. Han kan ikke genkende mig, og selvom vi er de to eneste mennesker derinde, anerkender vi ikke hinandens tilstedeværelse. Han tager imod sin durummenu og forlader som et spøgelse den lille biks.

*** 
Jeg har taget Dansevennen med til privatfesten. Vi starter dansegulvet og opløses i tusinde øl. Energien er lige så høj som mine hæle. Jeg føler mig som et sensuelt powerhouse; en af disse sjældne aftener, hvor jeg kan mærke alles begærende øjne brænde ind i min ryg. Når jeg løfter armene over hovedet, blottes et stort stykke af mit maveskind, og jeg svæver som en sirene rundt om mig selv, hvirvlet ind i musikken. Arkitekten spørger mig med triste øjne, hvordan det går. Vi smalltalker, indtil jeg taber min øl på gulvet. I køkkenet henter jeg en klud, flirter igennem lokalet og forsvinder væk fra den høflige samtale. En strøtanke om at jeg tabte øllen med vilje for at undgå samtalen.
Toiletkøen er alt for lang, og med en fremmed pige løber jeg i stedet ned på gaden. Indre by sover aldrig, og det virker håbløst at skulle kunne tisse uforstyrret på gaden. Vi griner euforisk begge to. En mand giver mig en rose, som jeg stikker dybt ind i mine næsebor, mens jeg på hug skaber gule tis-åer i brostenenes revner. Tilbage på dansegulvet rækker jeg en høj fyr med dybe øjne rosen; will you accept this rose. Jeg nejer. Det er bare for sjov, men han hænger rundt om mig resten af tiden som en liderlig skygge. Jeg kværner smøger i vindueskarmen, og vælter ind og ud af dansecirkler med gyngende hofter, strittende røv, konstant nede i knæ eller med armene over hovedet. 
Jeg har nær glemt, at Kunstneren også ville komme. De indtager dansegulvet med interne sange og bevægelser, og nu er det pludselig mig, der er den liderlige skygge. Usynlige tråde trækker mig konstant hen mod ham. Han taber huen på gulvet i et vovet dansetrin, jeg samler den op og sætter den kærligt tilbage på hans hoved, mens jeg presser min krop lidt for tæt ind mod hans. To magneter. Jeg kan ikke styre det. Han griber mine hænder og vi danser hemmeligt i hjørnet.
I køkkenet fylder jeg vores vandglas op, og irriterer mig over, at der er andre i rummet. Jeg er ekstremt flirtende (who am i!?) og jokende, og sniger mig konstant til kropskontakt under samtalen. Da min veninde og nogle andre joiner køkkenet, holder han forsigtigt sin hånd på min lænd. Håndens varme på min hud gør mine ord til de andre ufokuserede og underligt kunstige. Inde i er jeg fyldt med flammer. 
De fleste fra festen er efterhånden taget afsted. Min veninde er gået i seng og jeg kan se Dansevennen kysse med en pige i en mørk krog. Jeg træder ind i den store, nu tomme stue og får øje på Kunstneren i den anden ende af lokalet. Vi går mod hinanden. Der dufter af brændte toasts, og stive mennesker brøler i køkkenet ved siden af. Jeg lægger min hånd på hans kind og kysser ham. Brandalarmen går igang. Vi griner ind i kysset. Han stiller sig med ryggen op af væggen, og jeg presser mig ind mod ham.
– Jeg kan næsten ikke holde til det, siger han og stryger mit højre bryst med sine fingre. – Skal vi ikke tage til Nordvest? – Jo, svarer jeg, det synes jeg vi skal.
I en alt for oplyst kebabbiks bestiller vi pommes og mayo. Han holder mig i hånden og jeg smiler genert over det skarpe lys, der pludselig afslører min alder. Hjemme i stuen er pomfritterne allerede blevet slatne. Solen kommer snart, og jeg er uendeligt træt. Mens jeg tisser, slukker han lyset og lægger sig under dynen. Vi knalder stilfærdigt og sejlende i mørket til sent ud på morgenen. Min krop kan ikke få nok af hans, og han bliver ved med at røre ved mig, trænge ind i mig, og selvom vi er så trætte og stive, kan vi ikke stoppe. Vågner op flere gange og har sex igen. 
Jeg stresser lidt over, at jeg har lavet en aftale med Hvid senere på dagen. Mit underliv er messed up efter den uendelige sex; kyssene fra Kunstneren sidder fast på mine læber, og jeg er helt sitrende over at have haft endnu en magisk aften. Der er noget ved at stå ved sin egen lyst – at mærke lyst, og bare ‘være’ i den, ufortrødent. Jeg aflyser Hvid. Han svarer ikke. Jeg er egentlig også ligeglad. Jeg vil have dem begge to. Jeg vil have flere. Nu må du ikke blive grådig, siger min hjerne. Måske eksploderer jeg en dag, måske snart. 
Jeg har sovet på sofaen resten af dagen. Jeg kan ikke bevæge mine ben (er slet ikke vant til så meget fysisk aktivitet) og kan heller ikke rigtig mærke sult. Jeg ryger roligt en cigaret ud af altandøren. Jeg overvejer, om regnen på noget tidspunkt tillod, at det var en rigtig dag det her. Mit underliv svir, og jeg er hele tiden ved at falde i søvn igen (har brugt to timer på at skrive det her, shit). 
Jeg tænker, at jeg skal se Hvid i morgen. Forhåbentligt har min krop restitueret nok til den tid, og så kan mit uendelige, lystige sex-loop med magiske nætter og orgasmer forsætte, og jeg kan slet ikke se, hvordan jeg kunne være mere menneske, mere i mig selv, end det her. Jeg er bevidst om eskapismen, forvirret over kærligheden og intimiteten, jeg har så mange spørgsmål, hvad jeg vil i det lange løb, hvad jeg skal, hvem jeg er, hvad er lyst, hvad er sex, hvad er orgasmer.

Men i dag er jeg ligeglad. I dag summer og snurrer det hele bare på den mest vidunderlige facon, og jeg griner af mig selv når billeder fra igår kastes ind i min hjernebiograf. Og jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal brække mig over dette indlæg, om jeg efterhånden er helt forfærdelig at høre på, om jeg er fucked… om jeg har det godt. Regnen er stoppet og Nordvest larmer på en voldelig måde; råb og skrig, bilalarmer, hjulspind. Det gibber i mig. Der var andre ting, jeg gerne ville skrive om, men jeg kan bedre lide de romantiske fortællinger.

8 thoughts on “en løs kanon

  1. I tre…! Jeg var ude og gå en lang tur i går og endte med at sidde lidt på en café udendørs i solen, hvor jeg opdagede at der var kommet hele tre kommentarer på indlægget. Første indfald var, at det da måtte være spam-kommentarer, eftersom jeg ikke plejer at få sådan en klynge. Men nøj hvor blev jeg bare glad, da jeg så det ikke var spam og i stedet for var rosende ord. Tusinde tak! Jeg har en ikke-sletnings politik ift indlæggene, idet jeg bliver nødt til at stå ved det jeg skriver, selvom jeg ofte har lyst til at slette dem lige når jeg har udgivet dem. Men nu ved jeg, at I læser med og ikke synes det er noget værre bræk, og det letter virkelig den eftertænksomheds-proces jeg ofte går igennem. Så igen, tak. Er glad for I pipper ❤

    Like

  2. Åh, hvor har jeg forsøgt at kommentere mange gange, men mine kommentarer dukker aldrig op. Jeg beklager, hvis der ligger 3-4 stk. og venter på dig!
    Essensen af alle mine kommentarer er – fortsæt! Fortsæt endelig! Jeg nyder at læse dine indlæg og føler mig knap så alene i verden i min egen seksuelle udvikling!

    Like

  3. Hvor er det underligt de ikke dukker op. Jeg tjekkede lige min spam mappe, men der gemte sig ikke noget 😦 Øv, jeg er helt nysgerrig på hvad du har skrevet. Men nu kom denne igennem, så forhåbentligt varsler det nye tider for dine kommentarers overlevelse haha.

    Like

  4. Som supplement til ovenstående, vil jeg bare sige, at du skriver helt fantastisk! (Hilsen én der også tjekker din blog hver dag)

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s