film der ryster grundvolden – del 1

Den opmærksomme læser har formentlig erfaret, at jeg er et sensitivt væsen. Derfor er min præference, når jeg ser film, altid at blive rystet i min grundvold, og jeg kalder mange af disse rystende film for mine “yndlingsfilm”. Mine venner mobber mig ofte med, at jeg kalder alt for meget for min “yndlings” i mine begejstrede anbefalinger, så jeg prøver at begrænse mig. Men det er svært.

De her film er ikke nødvendigvis nogle jeg har set tusinde gange, for et par af dem har været så hårde, at jeg har holdt afstand til dem. Effekten har dog stadig været uafrystelig, og jeg kan huske dem tydeligt. Måske hører de kun til en særlig del af mit liv, måske har de slet ikke samme effekt længere hvis jeg genså dem, måske er det egentlig vildt dårlige film, who knows. Jeg føler dem endnu. OG DET ER VIGTIGST! Åh. Haha.

Leaving Las Vegas (1995), instr. Mike Figgins

Billede fra Youtube.

Der har de senere år floreret en masse memes omkring den skøre Nick Cage, hvor man håner hans skuespilspræstationer som ofte er meget… nick cage-agtige, og hver gang ryster jeg benægtende på hovedet. For har man set ‘Leaving Las Vegas’, som han desuden vandt en oscar i bedste mandlige hovedrolle for, ved man, at manden er sindssygt dygtig. Jeg så af en eller anden (depressiv) årsag ofte filmen som teenager, gerne om natten på mit lille 14″ tv, og hver gang gjorde den så ubegribeligt ondt i mit hjerte, at jeg knapt kunne trække vejret.

I går da jeg kom beruset hjem fra byen, besluttede jeg mig for at se filmen for første gang i mange år. Min egen beruselse blandede sig ind i filmen; det løb mig koldt ned af ryggen, og jeg blev svimmel. Ben (Nicholas Cage) er taget til Las Vegas for at drikke sig selv ihjel. Her møder han den prostituerede Sera, som netop er blevet forladt af sin alfons. De er begge alene i dæmonernes by, hvor det altid er nat. Kameraet er beruset i sine billeder; sejlende kameraføring over kyniske spillemaskiner, blinkende lamper og mennesker i forfald på gaderne.

Du må aldrig bede mig om at stoppe med at drikke, siger han til Sera, da hun beder ham flytte ind hos sig, så de i det mindste kan være sammen i dette helvede. Filmen er en samling af mindre brudstykker fra Bens dødelige brandert der med al hast nærmer sig afgrunden. Der er ingen frelse for ensomheden, og måske er Las Vegas det bedste sted, man kan tage sit eget liv; man hænger alligevel kun få centimeter over mørket. Håbløsheden gør en stakåndet, og selvom jeg ikke var helt ødelagt ved gensynet, så er det virkelig en stærk, stemningsmættet og destruktiv film.

Magnolia (1999), instr. Paul Thomas Anderson

Billede fra Senses of Cinema.

Med et imponerende stjernespækket cast (bl.a. Tom Cruise, Julianne Moore, Philip Seymour Hoffmann, William H. Macy) er ‘Magnolia’ en tre timer lang tour de force i pinagtige følelser. Jeg ser kun filmen, når jeg virkelig er nede og skrabe bunden, og oftest græder jeg fra start til slut – og gerne et par timer efterfølgende. Den knuser mit hjerte.

En masse ulykkelige karakterers skæbner flettes på elegant vis ind i hinanden. Alle håber de på frelse og på at nogen kommer og redder dem, men hovedpointen bliver alligevel slået fast med syvtommersøm: Du er alene i dette liv. Jeg refererer ofte til scenen hvor the quiz kid, Donnie (William H. Macy), efter en lang række udfordringer ender alene på en tankstation med blod i hele munden og siger: I have so much love to give, I just don’t know where to put it. Av.

‘Magnolia’ er vanvittigt velskruet, velspillet og velkomponeret. Og hvis man har lyst til at se Tom Cruise være ærlig og sårbar, taget Scientology-referencerne i betragtning, så skal man virkelig se filmen. Jeg er evigt imponeret og hjerteknust over den, og det er virkelig vidunderligt.

Mulholland Drive (2001), instr. David Lynch

Billede fra HER.

Jeg fik på tredje semester på min kandidat mulighed for at analysere ‘Mulholland Drive’ med udgangpunkt i den tyske ekspressionisme – eller “mulighed” er måske for meget sagt: Jeg insisterede selv kraftigt på at gøre det og min underviser var sådan “okayyyy….”. Selvom mit projekt med at sammenligne den med ‘Dr. Caligaris Kabinet’ , ikke var en udpræget succes, gik det op for mig efter 13 år med forgæves analysering af Lynch’s univers, at jeg ikke behøvede at forstå handlingen. I stedet skal man acceptere Lynch’s drømmeunivers som en æstetisk, ekspressionistisk oplevelse, der fucker med ens virkelighedsfornemmelse. Ved at gøre filmen til en sanseoplevelse mere end et gådefuldt, postmodernistisk puslespil der skal løses, har jeg endelig kunne få ro omkring den. Selvom det egentlig bare gør filmen tusinde gange mere uhyggelig og skæbnesvanger.

I just came from Deep River, Ontarrio, and now I’m in this dream place, siger Betty (Naomi Watts) da hun ankommer til Los Angeles, hvor hun håber på at slå igennem som skuespiller. Dream place, synes at være den helt rigtige beskrivelse af første halvdel af Mulholland Drive. Der er noget uhyggeligt plastikagtigt over skildringen, som står i skærende kontrast til de surreelle elementer i historien, og som gør det hele foruroligende mareridtsagtigt. Men man er tvunget til at se den klaustrofobiske drøm udvikle sig og fortættes; man kan ikke bare åbne øjnene og vågne.

Det teatralske skuespil understøttes af en tung bas-gang under billederne, og en mystisk, æterisk musik i klassisk Lynch-stil. Senere sker der et twist som er uafrysteligt; kaotisk, og man skal nu overveje hvad der var virkelighed og hvad der var drøm. Den komplette og næsten fysiske forvirring sidder fast længe, og jeg tror egentlig, at jeg kan se ‘Mulholland Drive’ igen og igen, og hver gang få noget nyt ud af den. Jeg har aldrig kunne give slip på den.

***

Del 1 ud af 5 i serien “film der ryster w.’s grundvold”.

4 thoughts on “film der ryster grundvolden – del 1

  1. Åh. Jeg elsker bare Cage lidt, altid.
    Jeg tror, at Big Fish, Butterfly effect, Face Off og Clockwork Orange gennem tiderne er dem, der har gjort størst indtryk på mig – total klichékedeligt, egentlig. Men ok. Jeg er også ret så uopdateret altid; som anti-tv og Netflix ejer, er jeg vist ikke bare filmtypen – absolut ikke på maretyrmåden, jeg er bare utrolig ringe til at holde fokus. Men Harry Potter, Ringenes Herre og Starwars kan man altid “se” som baggrundstøj <3 De holder.

    – A

    Like

  2. Man skal på ingen måde kimse ad film der sætter ar på sjælen! For mit vedkommende er det 'Dødens gab' der altid har fulgt mig lige i hælene hvor der er vand. Selv i Limfjorden; come on, hvor stor er sandsynligheden lige for at der svømmer en kæmpestor hvidhaj rundt dér. Men altså, teoretisk set, såå….

    Like

  3. Haha, jeg elsker ham også. Selv i film hvor jeg godt kan se, at det stikker lidt af. Men helt klart – Face Off og Clockwork Orange er virkelig gode film! Også selvom John Travolta lidt er en creepster i førstnævnte, haha. Men shit det er altså et godt plot. Du skal overveje at se Orkidétyven med Cage, hvor han spiller to tvillingebrødre. Den er helt forrygende. Og jeg er helt enig med dine blockbuster-baggrundsstøj, de dør aldrig!

    Like

  4. Jeg har af samme årsag du nævner, aldrig turde se Dødens Gab, fordi jeg VED at jeg ville komme til at udsætte mig selv for samme paranoia, haha. Men.. på den anden side, så gør det vel også livet til søs lidt mere spændende? Til gengæld har jeg set Sharknado hvor det flyver med hajer i gaderne. Det er grinagtigt – men også en uhyggelig tanke. At man sidder og stener på en cafe, og pludselig BAM, så bliver man nakket af en haj. Åh. Det håber jeg aldrig sker.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s