en hemmelig klub

Det er en ond dagpenge-virkelighed at vågne op til, jeg vil være ond, se ond ud, sort er ondt; jeg iklæder mig sort fra top til tå, massiv sort make-up, sorte øjne, sorte klatter i hjertet. En ulidelig træthed med formålsløsheden strålende ud af alle porer, tag dig sammen tag dig sammen, men der er mere retning på en måde; weekenden er overlevet i al sin underkastelse og depression.

Så dette sortmalede væsen kaster sig ind i mandagen med et skeptisk gåpåmod. Herskeren er stoppet med at give mig ordrer, han er ordløs, siger han, og nu er det kun mig selv, der skal finde min lyst et sted inde i dybet, blive i fantasierne eller konkretisere den egentlige virkelighed. Selvom jeg prædiker overfor mig selv, at jeg skal stoppe alkoholen og smøgerne og den usammenhængende søvn, så finder jeg Paradis helt tilfældigt.

Et hemmeligt mikroberlin i den brune kødby åbenbarer sig bag en stor port. Der er dæmpet, farvet belysning, et par bænke med begrænsede pladser, og folk i små, intime klynger ryger indenfor. Aftenens program går igang. Avantgardistisk, kompliceret musik uden rytme, en kunstnerisk abstraktion om repetition og bevægelse.

Et digterfællesskab læser korte digte op i et nøgternt, selvalvorligt toneleje, folk hujer og klapper, og tre musikere improviserer på deres instrumenter i en sådan grad, at jeg føler mig hensat til et andet univers, men gribes alligevel af virkeligheden da trommeslageren midt i den vilde fremførelse begynder at synge Kumbaya, my lord med en dyb basstemme, og nu synger hele lokalet med som et frelst kor, mit hjerte bløder i hele kroppen, en uanseelig varme fra top til tå, kumbaya, kumbayaaaaaa, og aftenen forsætter i denne ekstatiske hengivelse til kunsten.

Jeg vidste ikke, jeg kunne lide den her type musik, men mine grænser for musikken nedbrydes, og jeg kan ikke lade vær’ med at drage paralleller til andre aspekter af mit liv for tiden – den konstante grænsenedbrydning og udforskning af min egen kapacitet og lyst. Det er decideret euforisk. Min veninde tager hjem, men jeg bliver. Det føles som hjem at være her. Jeg er besat af disse kunstnere der tilnærmelsesvis orgasmer med deres instrumenter i en fuldstændig uhørt larm; jeg opsuges og overtager deres ekstase.

Efter fem timers indre eksplosion trækker jeg min cykel igennem et mennesketomt Vesterbro. Det er som om, at jeg er det eneste menneske der er eksisterer denne nat. På shawarmabaren på Nørrebrogade bestiller jeg storsmilende en pita-menu, og får efterfølgende øje på mig selv i spejlet. Den sorte makeup er smeltet ned under øjnene, og rødvinen har plantet sig på mine læber i store mørke plamager. Min ekstravagante pelsjakke får i samspil med det udtværede, hærgede ansigt mig til at ligne en junkie på afveje. Jeg griner af aftenens absurditet. Min egen absurditet.

***

Tirsdag.

Jeg husker pludselig, hvad det var jeg ville; hvad jeg skulle. Jeg forstår ikke, at jeg havde glemt det. En hånd griber gennem tågen. Så jeg booker en tid med a-kassen til karrierevejledning, og skriver til min gamle arbejdsplads om virksomhedspraktik. Jeg kan ikke glemme musikken, kunsten og mine egne følelser mudret ind i alt dette. Lige i dag findes der en bevidsthed og et ønske om fremtiden. Jeg er ved at boble over af energi.

2 thoughts on “en hemmelig klub

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s