gys

– Det er ligesom at have en stor pung med penge, og så bruger du dem allesammen på en uge, sagde psykologen, efter jeg var ankommet en time for sent til dagens session. Utroligt at man kan have kun én aftale på en uge, og så glemme hvad tidspunkt det er. – Og nu har du ingen penge tilbage.

I nat vågnede jeg af, at jeg var ved at kaste op. Eller, jeg hostede helt sindssygt og kunne smage opkast i min mund. Jeg stod forvirret op med en form for underbevidst drømmefornemmelse af, at jeg havde forsøgt at proppe min telefon i munden og var ved at blive kvalt i den. Jeg gik på toilettet og faldt ubekymret i søvn igen kort efter.

I morges føltes det som om, at jeg havde været i intense slåskampe hele natten, og min krop sivede helt ned i madrassen som en tung, tyk væske. Jeg frygtede for, om opkastefornemmelsen var der fordi noget havde kravlet ind i min mund. – Er jeg besat nu? Af en eller anden ond sjæl eller mytisk insekt, som har plantet sig mellem mine lunger? En forbandelse? En besættelse?

Jeg har hørt 35 afsnit af podcasten Lore – “sometimes the truth is more frightening than fiction” – henover weekenden. Når ja-hatten, den fyldte pengepung af mentalt overskud og virkelighedsudgydelserne er forstummet i fåmælte sekvenser, er jeg de sene aftentimer forsvundet ind i denne gyserverden, som får mig til at tænde alt lyset i lejligheden (så man kan slippe udenom de borende øjne i ryggen) og tjekke under min seng før jeg skal sove. Min sjæl er blevet konsumeret af en lige så frygtindgydende kæmpetegning, og jeg ser mig selv stræbe mod disse fiktionelle universer og kuldegysninger på mine arme, mens de sorte tuschstreger på papiret kryber ind og ud af hinanden.

Det lykkedes aldrig at få en fast aftale med Den Voksne Mand, hvilket er min egen skyld. Der ligger en latent følelse af afvisning i stort set alt som jeg roder mig ud i for tiden, skadet af Tinder måske? En idé om ikke at være pres og desperat. Til gengæld har den blotte tanke om at være på date med ham fået alting til at sitre, så det nærmest allerede føles som om, at jeg har bollet med ham.

Ind og ud af min fantasi svæver hans voksne mund, hænder og penis. Jeg anerkender allerede i fantasien, at han ikke er virkelig. Der er noget sexet med voksenheden, og i mine fantasier er min stemme lys som en lille piges; jeg kan nærmest ikke forestille mig andet, end at jeg føler mig purung i hans arme (der er noget i hans sprog, der er vagt nedladende, i virkeligheden). Det er lige dele intimiderende og sensuelt. (mest af alt har jeg en idé om, at jeg ikke kan være mig selv overfor ham)..

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her indlæg. Jeg er bare i dårligt humør; ligger med nedrullede gardiner i sofaen iført de beige joggingbukser og ligner en muggen citron i fjæset. Jeg har virkelig brugt alle mine (mentale) penge. Så nu kan jeg starte forfra i denne uges cyklus, der åbenbart kalder på udmattethed og eksistentiel træthed. Nok meget godt jeg ikke skal på date i aften.

“Den Lyserøde Hipster” 

En erotisk gyserhistorie baseret på liderlige fantasier og for mange Lore-afsnit.

Han kommer og henter mig i sin bil, og jeg vælter med min ekstravagante pels ind på forsædet. Det går op for ham, at han aldrig har set mine ben før, og han lægger hånden på mit lår. Han har altid bedst kunne lide kvinder med lidt kød på. Han fortæller mig ikke, hvor vi skal hen; siger, at det er en hemmelighed. Jeg smiler forlegent og tager solbrillerne på. 

Vi ender ude i den lille fiskerby i Nordhavn. Han giver mig en øl fra handskerummet, og vi sætter os på kanten af havnen. Der er mennesketomt her i skumringen, og bemærkelsesværdigt fredeligt. – Hvorfor ville du egentlig se mig efter al denne tid? Han tænder cigaretten mellem sine læber. – Jeg forestillede mig bare, at vi skulle have virkelig meget sex, siger jeg, og asker ned i det mørke vand. – Nå, så det kan du godt li’, hva? Han lægger igen hånden på mit lår. – Ja, griner jeg forsigtigt. 

Vi sidder i et stykke tid i tavshed, mens mørke skyer samler sig over vandet. – Tror du, det skal regne? spørger jeg ham. Han nikker. Det starter som en sagte prikken i vandoverfladen, men uvejret tager hurtigt til. – Kom, han tager fat i min hånd og hiver mig under et faldefærdigt halvtag over en af de gamle fiskehytter, som kun lige er stort nok til, at vi begge kan stå under det. Regnens tunge slag på plastiktaget er øredøvende. Jeg smider den våde cigaret fra mig, og er usikker på, hvad jeg nu skal sige og gøre. 

– W? Hans ord er mærkeligt muflede i larmen. Han lægger sin hånd på min hofte, og jeg kigger ham for første gang i øjnene. – Hvad? 
– JEG MYRDER DIG NU! HAHA! 
Han dræber mig med en lille bitte økse og smider mit lig i havnen. De næste 300 år går jeg igen i Nordhavnen under navnet “Den Lyserøde Hipster”; et genfærd som banker på ruderne om natten og hvor forbipasserende nogle gange på særligt regnfulde dage kan mærke, at deres underliv bliver strejfet af en kølig, usynlig hånd. 

Rædslerne står på indtil nogle legende børn i år 2364 finder mine knogler, der har viklet sig fast i et fiskenet inde under molen. Mine rester bliver bragt til min hjemstavn, og en ordentlig begravelse bliver afholdt. Nordhavn og “Den Lyserøde Hipster” får endelig fred.

Slut.


Moralen er: Husk at være ærlig omkring dit begær, og husk samtidig ikke at blive myrdet. Og hvis du bliver myrdet, så skal du huske, at du skal have en ordentlig begravelse, ellers bliver det altså noget værre rod for lokalmiljøet (de har betalt mange penge for de lejligheder!!!).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s