level 1

Jeg stikker min arm ind i skabets rodede dyb og hiver en stor t-shirt frem, som jeg bruger til at sove i. Trækker den over mit hoved og nøgne overkrop. Det er lang tid siden, at jeg har haft den på.

Stadig nænsomt pakket ind i en plastiklomme, gemmer et magasin sig i min bogreol. Jeg piller den forsigtig ud af plastikhylsteret og bladrer åndsfraværende igennem siderne, til jeg finder helsidesbillederne af mig iført selvsamme t-shirt.

T-shirten har jeg trukket op, så mine bryster fremstår blottede i de pixellerede selfies. På et andet billede har jeg skubbet trusserne væk, så man kan se min kønsbehåring og min hånd der hviler på maven over den.

Det er første gang, at jeg sådan rigtigt kigger på billederne. Ikke fordi det er skamfuldt; jeg er lige så anonym som herinde, og det er på sin vis stilfulde, smukke billeder. Men jeg har godt kunne lide tanken om, at al mit begær på en måde var pakket ind i plastik og gemt væk på reolen. Min hemmelighed.

Men t-shirten er afslørende, og hvis man kendte den – og mig i den, så ser man også, at det er mig, der ligger og roder rundt alene med min liderlighed på disse billeder. Magasinets sider er tykke og af god kvalitet. Jeg prøver at begribe mig selv. Det føles fremmedgørende, at jeg er der. Samtidig med, at jeg længes mod mig selv. Et uopfyldt selv-begær. Jeg fniser.

På onsdag ankommer mr. rabbit, en gennemsigtig batteridrevet satan, og så vil jeg vende tilbage til at være pigen i det glitzede blad. Det kilder en lille smule i min mave. Lidt ligesom at have en hot date i vente, haha.

I går så jeg dokumentaren, “Venus – Let’s Talk About Sex”, som nu ligger på dr. Den var som sådan meget fin, lidt ligesom “Sex, Lies and Videotape” bare uden James Spader og seksuelle undertoner. Men jeg blev alligevel rørt i slutningen af filmen, hvor alle deltagerne tog tøjet af på en ikke-erotisk måde og bare sådan… stod der og var meget nøgne. Det gik op for mig, at det bare er en krop. Det gjorde mig gladere for min egen krop. Fordi den bare er. Selv når den ligger dér, pixelleret og liderlig, så er det bare en krop. Hmm.

***

Jeg vågner tidligt i morges, og halvt i drømmen, opnår jeg level 1 i mit selvopfundne jobsøgningscomputerspil; level 1, siger min hjerne, endda i et hashtag. #level1. Jeg er klar til level 1.

Jeg tjekker min telefon; overbevist om, at min fremtidige arbejdsgiver har ringet. Tilfører situationen en unaturlig spænding. Jeg er kampklar og ubekymret. Glider gennem dagen i en varm følelse af afventning og begejstring; uovervindeligheden fra mit pumpede ego. Det er ikke helt virkeligt.

En del af mig er overbevist om, at jeg vil blive kaldt til en masse samtaler med det samme. De venner jeg har, som har været på dagpenge, har for længst informeret mig om, at det altså ikke bare er så let dér.

Men man har givet mig en mission. Angsten er forduftet indtil videre. Jeg venter på level 2. Spillet er uden regler, så jeg kan heldigvis gøre, hvad der passer mig. Jeg skriver fnidret og uprofessionelt, fordi jeg har en idé om, at man skal skille sig ud.

Hver gang jeg sender en ansøgning, vidner grønne farver på jobnet mig om, at jeg har fået flere fiktive point. Jeg er tættere på næste level. Imens samler jeg ressourcer, så jeg ikke får game over for tidligt. Jeg undgår at se tv og vasker mit sengetøj. Husker at gå disse lange ture, så min krop ikke falder fra hinanden, snakker med gode mennesker. Min øjne lyser klart og målrettet tilbage i spejlet.

Hvornår mon de ringer?
(Hvem vil ikke livet?)

***

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s