musse

forever we sail in to inifinity / we’re higher, we’re reaching for divinityyyyy / euphoriaaa
jeg læner mit hoved tilbage med lukkede øjne og rækker mine hænder op mod loftet, så de tydelige svedpletter i armhulerne i den olivengrønne og desuden alt for stramme kjole blotlægges for 117. gang; ikke at nogen alligevel ser dette, alle er forsvundet ind i sangen og man er som kvinde i en al for stram kjole fuldstændig usynlig, og det er det smukke ved det her sted.

jeg har været massivt beruset i meget lang tid, det er et under, at jeg stadig står på mine ben, men jeg bliver alligevel ved med at bunde de dyre øl og ryge smøger (som jeg på et tidspunkt ved et uheld brænder ind i ryggen på en kendt dr-vært, som heldigvis ikke bemærker det); vi er frie, råber jeg til min søster som også har en alt for stram kjole på, og vi er frie lige her, til trods for den ellers klaustrofobiske usynlighed, hvor alle vælter ind i hinanden i feberkåde snav og hyperaktive dansetrin, og jeg lader som om, at jeg er med i rupauls drag race, jeg er pissedramatisk på et dansegulv,

og derfor i min begejstring over euphoriaaaaaaaa, forever till the end of time, vil jeg udføre et kompliceret dansetrin, som indebærer at sætte mig ned på hug, blot for at kunne rejse mig op hurtigt i en euforisk eksplosion da omkvædet peaker igen, men mine hvidvinsstive gelében har andre planer, og jeg vælter bagover og lander med ryggen på gulvet, tiden står stille et øjeblik til en klynge af blide homoseksuelle mænd uden ansigt løfter mig lige så hurtigt op igen, som en varm bølge der slår mod min krop, og en med kommentaren: “musse”, på den der omsorgsfulde og halvt fordømmende facon man kan sige musse på.

cykelturen hjem føles uendelig (og sindssygt farlig), jeg er bevidst om min dødskørsel, og koncentrerer mig så meget, at det føles som om at mit hoved skal eksplodere; tænk at man insisterer på at cykle i sådan en tilstand, fede idiot, men hjem kommer jeg, i sikkerhed, og fluks med hovedet ned i kummen som sidste fredag, ikke euforisk og magisk på nogen måde,

opkastning af angstanfaldet tidligere på dagen, hvor alting følte som om det skulle ramle, og jeg bliver så bange når det sker, når jeg hyperventilerer (indvendigt) ved kassen i fakta, ikke tør åbne min computer og skrive artiklen færdig, ikke tør gør noget, ikke tør leve, og det hele svimler og hviner og hiver, og tusinde tanker fyrer gennem mit hoved, fremtiden, hvordan skal jeg nogensinde håndtere fremtiden, jeg kan jo ingenting,

og selvom mine tømmermænd idag er bedrageriske, så forsøger jeg bravt på ikke at være bange, for jeg orker ikke det pis igen, det er en balancegang, hvor jeg går på line over et stort mørkt dyb, det trækker i mig, det anerkender jeg, lort,

en stor udendørsfest er i bygningen ved siden af mig, og der har lydt høj musik i fem timer nu, og lydene er begyndt at stresse mig, musikken og festen siver ind gennem mine vinduer, og jeg kan næsten ikke bære, at andre har det så vidunderligt i aften, og jeg ville ønske jeg stod dernede, og at mit hjerte var en del af deres puls, at jeg overgav min krop igen til et dansegulv, for jeg vil så gerne være fri,

i stedet ryger jeg cigaretter på altanen i et lammende mørke og lader som om, at jeg har noget at bidrage med til denne verden, at jeg også har en puls… musikken er med saxofon, søgende og mystisk, dunkende i en tung bas og inderlig vokal, og på altanen lader jeg som om, at jeg er med i en Lynch-film, lukker øjnene, ødelægger mine lunger,

det føles ofte som om, at min liv er en tv-serie, hvor jeg endnu ikke ved, om jeg bryder mig om hovedpersonen,

musse, det skal nok gå, ikk’ ogs’ musse.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s