en praktisk regnvejrspige

En kaskade af 28 septembere (flertal) klasker ind i ansigtet på mig halvvejs over Langebro, mens regnen siver gennem det ellers praktiske regnsæt. På universitetet lytter jeg til min vejleders rosende ord, klokkeklart 12-tal, imponerende arbejde, personlig og stærk stemme gennem hele opgaven, mens jeg forsøger at forhindre mig selv i at kigge på hans skridt; en åndssvag tvangstanke jeg har i selskab med autoritære mænd, lad vær med at kigge ned, lad vær. 

Mest af alt burde jeg jo boble af glæde og mærke det dér 12-tals-sug i min mave, men jeg føler ikke noget og tænker vitterligt på ingenting, mens jeg forsøger at bevare øjenkontakten (stirrende). Mit hår er meget utrolig fladt og regnvejrsklæber til det livløse ansigt, og mine gennemblødte sneakers efterlader våde slimspor efter mig på gulvet. Da han læser kortet, til den gave jeg har givet ham som tak, forestiller jeg mig, at han bliver utrolig rørt.

Iført det stadig fugtige regnsæt; hætten spændt helt tæt om hovedet, og en halvslatten cigaret glidende på læberne, står jeg i lang tid ved min cykel og betragter universitetet under de regnvejrstunge skyer. Der er liv overalt omkring mig til trods for min stilstand; nye studerende der pibler ind og ud af det store bygninger i smarte (og ikke regnvejrsfornuftige) frakker. Jeg knipser et billede af stedet, og bilder mig ind, at det er sidste gang, jeg er her, og at det er trist, at jeg ikke skal være her længere.

På fjerde sal i Magasin knirker mine regnvejrsbukser, som var det netop Fætter BR og ikke Samsøe & Samsøe jeg skulle hen til. En medarbejder i Fætter BR siger energisk HEJ til mig, som var jeg udviklingshæmmet. Min indre dialog har på vej op af rulletrapperne forsøgt at overbevise mig om, at jeg er for skrøbelig til at være her, mens en anden stemme siger, at jeg fucking lige skal slappe af, mens en tredje stemme siger, at udgangene er utrolig langt væk, hvis jeg får et panikanfald, og vinderstemmen der beroliger mig, og siger, at det hele nok skal gå. Mens hun bipper trøjen ind, når jeg et splitsekund at tænke, om jeg bare skal løbe væk. Knirke-knirke-knirke, ville regnbukserne sige i deres flugt.

[Metadata: Mens jeg skriver de her ting, er min indre stemme utrolig mellow. Min mundviger peger nedad og jeg lytter til sørgelig indiemusik. Jeg forestiller mig, at du overtager disse følelser, så vi kan være sammen i efteråret/]

Jeg er begyndt at se semi-erotiske film fra omkring årtusindeskiftet. I går viste filmen sig at være mere uhyggelig end erotisk. Hovedkarakteren havde en masse mistillid til alle mænd omkring hende (at de var seriemordere og voldtægtsmænd), og hendes paranoia krøb ind under min hud. Det ødelagde min ellers genfundne ro (dagpengetingen løste sig).

I min frygt begyndte jeg at græde lidt, og savnede pludselig min veninde, der flyttede til Jylland for et par uger siden, helt enormt. At hvis bare hun var her, så ville jeg ikke føle mig så ensom, tænkte jeg. Jeg skrev et frygteligt digt (!??!) om onani, ensomhed og H. (et digt der aldrig skal se dagens lys, åh) – et kort uddrag /argh/:
“jeg snaver med min arm,
snaver jeg dårligt?”
og faldt endelig i søvn.

Resten af tiden går jeg bare og slår mig selv i hovedet over, at jeg er grim og tyk. Insisterer på at have mit hår i kikset fletning, der får mig til at ligne en kristen kvinde på 62 – meget aktiv i sognet med et hemmeligt crush på den kun 45-årige præst som har nogle uortodokse, men alligevel medrivende metoder til at sprede den kristne tro – og samtidig det skide praktiske regnsæt, og så bytter jeg den dér trøje i Samsøe & Samsøe til en anden størrelse, fordi jeg havde overbevist mig selv om, at jeg lignede et stort bunke lort i den.

Efterårsfølelsen er en sær kombination af kronisk begyndende forkølelsesfornemmelse, en melankolsk tyngde der trækker hele kroppen ned mod dybet af afpillede tanker og storladenhed i hver en sansning, og samtidig en vulgaritet og gejst der trives af disse. I denne tid hvert år husker jeg alle de forgangne efterår, jeg kan mærke dem hive i mig. Jeg er altid nervøs, når jeg skal give efter for dem. Det gør mig spændt og ilde til mode, mellow af helveds til, og samtidig er det som om, at jeg vågner.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s