fjorten dage

– Skal vi ikke ringe til en taxa, så du kan komme hjem? Spurgte jeg ham og skubbede hans fedtede hånd væk fra min lænd.
– Jeg skal nok slappe af nu, sagde han snøvlende og knappede endnu en øl op.

Jeg stirrede stift på spilbrættet hvor de andre ubemærket forsatte spillet. Jeg ignorerede hans ord, du er en klog pige, det er lækkert, du er en hård kvinde, det kan jeg godt lide, du har virkelig styr på det, og rykkede stolen så langt væk fra ham som muligt.

Han forsatte med at stryge mig hen over ryggen og hviske i mit øre hvor mange penge han tjente, nogle gange har jeg fået 100.000 i månedsløn, andre gange har jeg bare sagt nej til 55.000 fordi det var for lidt, HAHA, det er derfor jeg bestiger bjerge.

– Mmmhmm, sagde jeg, og slog med terningerne. Han forsatte. Jeg vil bare smadre noget, jeg ved ned på gaden og smadre, jeg vil tisse på folk, skal vi ikke gå ud på altanen og tisse ned på folk, hahaha, jeg tænder på tis, skal vi ikke snart tisse, ej, W., du er simpelthen sådan en klog og hård pige, det er lige mig.

Jeg kom i tanke om, at vi var hos mig. Raseriet ulmede i mig, og jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at græde af ren frustration. Efter en time kunne jeg ikke bære det mere.

– Okay du, prøv at høre her.
Jeg hæver min stemme, og der bliver pludselig stille rundt om bordet.
– Du bliver simpelthen nødt til at tage hjem nu. Jeg er sikker på at du er en fin fyr, men lige nu, kan jeg simpelthen ikke holde dig ud.
Han fattede det endelig, og tog vemodigt sit tøj på.

Lettelsen skyldede igennem selskabet, og mit raseri forsvandt til fordel for latterkramper og høj musik. Til sidst var jeg så skæv og fuld, at jeg ikke kunne se terningerne. Inde i mit hoved var jeg helt ædru, og betragtede min krop miste sin taleevne og retorik. Det var underligt, at være så bevidst om min egen brandert.

Da dem der ikke var faldet i søvn på min seng var gået, lagde jeg mig på sofaen med en plaid om mig. Men det hele snurrede rundt, og jeg gik ud og ørlede hele denne maniske dag ud i toilettet. De tre hvæs af jointen havde gjort mig paranoid, og jeg blev grebet af en mærkelig muflet panik i min hjerne, som min berusede krop heldigvis ikke rigtig havde tænkt sig at reagere sådan rigtigt på. I stedet for ørlede jeg bare.

Fortættet energi. Kvalmt.

***

Jeg har allerede fucket gevaldigt op i mit nye voksenliv, og står nu uden indkomst. Mest fordi jeg er en kæmpe idiot, der har brugt august på “at finde mig selv” og “svæve over byens tage” (lol), i stedet for at have styr på tingene. Jeg ville ønske, jeg kunne rejse tilbage i tiden, bare to-tre dage, og gøre alting anderledes. Det føles lidt som, at tæppet er blevet revet væk under mig. Jeg forsøger at være handlekraftig og planlægge mig ud af det; starter spareplaner, budgetter og jobmuligheder, networking, freelancing, lejlighedsudlejning. Min hjerne drøner derudaf med 30.000 lappeløsninger, og jeg siger med min dybeste stemme, at det hele nok skal løse sig. At jeg er fortrøstningsfuld.

Men det er en fed løgn. Jeg er overhovedet ikke fortrøstningfuld. Min mave er fuldstændig knudret sammen i ren og skær panik. Det hiver og suger i min krop over min egen idioti og mangel på kontrol. Jeg plejer at have styr på alle disse ting. Hvordan fanden kan det lykkes mig, at miste min dagpengeret? Oh my. Jeg kimer a-kasse og universitetet ned, frem og tilbage, løsning, løsning, løsning. Only time will tell. Så jeg skal være tålmodig, men jeg er det mest utålmodige menneske jeg kender, og hvordan skal jeg regne med et råddent system, og hvad betyder 12-taller, når man ikke engang kan finde ud af at få dagpenge, ah men altså, og samtidig vokser foragten for det kyniske system, hvor alles liv er målt op i kvantitativ data, og jeg får energi af, at tænke på, at jeg måske bare skal have et arbejde – at jeg skal ud i det virkelige liv og for evigt undgå det statslige hellhole. Og derfor bliver jeg lettere manisk, farer rundt på gaderne, smitter folk med handlekraftig energi, glemmer at spise, glemmer at føle, og det er først da jeg ligger med lukkede øjne på sofaen i går eftermiddags, at jeg kan mærke mig selv og mærke panikken, og jeg er så rædselsslagen for, om det hele mon går, om jeg kan finde ud af at være voksen og ansvarlig.

Så da ham idioten begynder at rage på mig og kigge begærligt på mig med sine små, klamme, røde lorte-øjne, og overskrider mine grænser, slår det klik. Hans ikke-kontrol gør mig kvalm, og jeg får lyst til at slå ham ned. Det står klart for mig, at det kun er mig der kan smide ham ud. Det er kun mig der står til ansvar. Og hold kæft, sådan noget gør mig så ængstelig.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

***

fucking 14-dages regel
/ jeg holdte ferie hele fjorten dage / og fik nerverne i orden, ja / bekymring røg på porten, tja

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s