koffein

Min krop er færdig med at sove, og det er skide irriterende.

De første tre uger efter specialet sov jeg hele tiden. 9-10 timer om natten, 1 times lur. Nu vil den kun sove 6-7 timer, og har ikke engang brug for en savlbefængt morfar på sofaen. Derfor er der pludselig en masse energi, som jeg skal forholde mig til.

Det er som at være i en stenet udgave af Bonbon-land, hvor jeg hele tiden skal forholde mig til om jeg skal tisse, er sliksulten eller hvilken forlystelse jeg har lyst til at prøve. Hvilket egentlig lyder meget fint. (alle elsker bonbonland..)

I dag tvang jeg mig ned på en lokal café og endte med at sidde der hele eftermiddagen. Arbejdede på en jobansøgning (wtf??!) og brugte to timer komplet opslugt af en tegning. Når jeg fjernede blikket fra notesbogen og stirrede uden formål ud af vinduet, blev jeg ramt af de dér eksistentielle angst-tanker, der bimler genkendeligt:

Tænk at du er helt alene, at du altid skal være alene – i dig selv, tænk at du sidder her, er det overhovedet virkeligt, er tiden virkelig, er du virkelig, kan du klare at være alene, kan du klare tiden, og hvad med dine følelser? Er dagen ikke uendelig? Er livet ikke uendeligt? Hvad skal du dog gøre? 

Jeg var helt svimmel, da jeg gik derfra. En underlig fugtighed i luften. I supermarkedet støder jeg ind i to politimænd med maskingeværer, og jeg glor lige ned i løbet på et af dem, og føler et impulsivt behov for at kaste mig ind i grøntsagsafdelingen og gemme mig bag noget rødkål.

Jeg må gå en tur, jeg må gå en tur. Ud på Frederiksberg.. de lange gader hvor de rige bor i huse med spir og tårnværelser, gamle penge, og mig ude foran med et ondt fjæs og et-meter-skridt. Så forkert i det gadebillede. Jeg smadrer ind i Lidl og køber en is-sandwich til fem kr.

Ud på gaden igen. En pige støder ind i min skulder med vilje, mens jeg går og fråder isen. Min podcast er øredøvende, men jeg hører, at hun i et hånligt, flabet toneleje siger: Okayyyy. Sådan… du burde vist ikke gå og spise sådan en is, sådan som du ser ud. Det er sådan et “okayyyy”. (Og lige nu har jeg faktisk svært ved at koncentrere mig om at skrive, fordi min oppustede mave nærmest ligger oven på touchpaden, garwdd).

***

For en uge siden stod jeg op og vidste at dette ville være dagen, hvor jeg begyndte at drikke kaffe igen efter fem års pause forårsaget af angst for for meget hjertebanken. Gik hen på en café og bestilte stolt en cappuccino og indviede den stakkels barista i Min Store Dag. Tyllede den grådigt. Kunne slet ikke mærke den koffein, som jeg ellers har været rædselsslagen for alle disse år.

Det er en slippery slope, for jeg elsker kaffe (og hold nu op, urte-te kan virkelig ikke måle sig… hold nu op, hvor er jeg træt af urte-te), og hver dag finder jeg en ny form for kaffe, som jeg kan indtage. Et skud kaffe om dagen. Små skridt, små skridt.

Dog er det ikke koffeinen der holder mig vågen om natten og fjerner min nattesøvn. Det er W.-koffeinen der suser i mine blodårer. På vej hjem fra den hæsblæsende, rastløse gåtur gik jeg forbi et kampsportscenter, og nu kan jeg ikke slippe tanken om at begynde til kampsport. Jeg har læst alle mine gamle dagbøger, og efterhånden samlet brudstykkerne af mig selv til en lille sprængfarlig pakke, der bare venter på at eksplodere ud over noget liv.

Nøjeren.

(Nu blev jeg faktisk lidt træt)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s