flyvsk

Jeg går en ekstra tur rundt i fuglekvarteret, før jeg finder hjem som en svale på træk (skal nok holde igen med fugle-metaforer, udover liiige en lille en til), med armene spredt i kimonoen, disse lyserøde, dansende vinger på de mørke gader, SOM EN FUGL, ned forbi Kirken Korshærs herberg for enden af Nattergalevej, hvor en ældre fuld mand hiver i skjorten på en yngre narkoman på trappen og råber. Men hvis jeg bare letter lidt fra jorden og lukker øjnene, ja, så er der kun mig i universet.

En selvoptagethed der får det til at summe i mine fingerspidser og små knuder til at sprede sig op igennem mit system. Dagen har været en tour de force i realitetsbekendelser, og jeg prøver hårdnakket at slette mine spor – bl.a. at ved at have min telefon slukket det meste af dagen. Det er ikke engang slemt, det er ikke engang voldsomt, men kender du ikke det, at der er nogle dage, hvor man bare ikke kan overskue at forholde sig til noget?

Potentielt er jeg ved at blive lidt bims af mit dagbogslæsnings-projekt. Det har varet 10 dage nu, og er kun nået til 2009. Jeg skrev så uendeligt meget som teenager, holy fuck. Har det sidste døgn gennemlevet den krøllede sag med den gode ven (fra i fredags), og det er uhyggeligt hvor meget jeg havde glemt. Det stod pludselig klart for mig, at han var forelsket i mig dengang. Efter et par måneders miskommunikation og hemmelige kys ender vi til en underlig fest i en spejderhytte langt ude på den jyske hede, hvor han erklærer at han vil mig – han vil hele mig, alt det farlige, det mørke, det smukke, det fascinerende, det tunge. Jeg siger koldt, at det er for sent, og smider dramatisk en ølflaske ind i muren, så den splintres i tusinde stykker, ligesom os selv (åh), og jeg går i seng, rasende og dybt trist, blot for at finde ham næste morgen i en anden piges favn. Siden da har jeg ikke skænket ham en tanke.

Et andet sted i København sidder en skuffet Amagerdreng, som jeg teknisk set har spurgt: Vil du bolle eller bare se tv-serier? Og han siger, at han gerne vil begge ting med mig, at han ret godt kan lide mig, men ikke er særligt trængende efter sex, da han er nedtrykt. Og jeg klumper sammen et sted på Mågevej som den vilde fugl (sorry) jeg er, så mega flyvsk, og jeg får flashbacks af bekendtskaber, nære som fjerne, der brøler af mig gennem tiderne, Du er så pisse flyvsk W.!!!! 


Jeg har ikke fattet på noget tidspunkt, at han var nedtrykt. I stedet følte jeg kun væmmelse ved min krop – afvisningen i hans depressive ikke-tilstedeværenhed. Men pludselig gav det hele mere mening. Et sted dybt inde har jeg lyst til at byde ham ind i mit liv, lave mad til ham, nurse ham, få ham ud af depressionen; ligesom med H., ligesom med den første ekskæreste, ligesom med Tændstiksben, ligesom… åh, mønster.

Min mor begræder overfor min søster til dagens brunch-i-byen-aftale, hvorfor jeg er så svær at få kontakt med, fordi jeg ikke svarer på hendes Toppen af poppen er tilbage!!-besked (JEG SER DET IKKE, MOR!!!), og måske er jeg også bare et utaknemmeligt lortebarn, men jeg er ikke min søster, og min mor er ikke min søsters mor (jo, altså, biologisk, men overført betydning).

Min søster ringer og shamer mig for mine dårlige manerer, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, fordi jeg har lyst til at vræle, fordi jeg ikke har noget forhold til min mor, jo, et fint et, men ikke et tæt, og hvor er det sygt at jeg hele tiden skal være alt muligt overfor dem alle, være så perfekt, så lys, så mild, blid, pligtopfyldende, rar, og jeg er ingen af delene, jeg kan ikke finde ud af at være min søster.

Og igen dagbøgernes spøgelser, glemte minder; min mors evige insisteren på, at jeg kun er pæn, hvis jeg har tabt mig, at hun gerne vil gå på kur med mig, så jeg kan tabe mig, skal du ikke melde dig ind i fitness snart, at hun gerne vil shoppe tøj med mig, hvis jeg er artig, at hun tror jeg bare er træt, selvom tårer sidder fast i mit ansigt, at hun ikke tør spørge mig, hvordan jeg har det, at hun ikke tror, at min psykolog hjælper, at hun på sin vis er bange for mig, alt for bekymret, men alligevel fremmed overfor sin egen datter, at hun aldrig trøstede mig, at hun bare var tavs, at hun tvang mig til at tage et graviditetstest da jeg havde kyssesyge, at hun, da jeg for fem år siden havde tabt mig voldsomt meget på grund af angst, sagde at jeg skulle passe på hvad jeg spiste, for ellers blev jeg jo “tyk igen”..

Måske er jeg bare det her bæst der ikke kan tæmmes, en sexmaskine der kræver pik, uden at fatte at pikken er nedtrykt, at jeg voldtager gaderne med min tilstedeværelse, smadrer flasker ind i murene, fordi jeg i bund og grund er en kold skid, der ikke kan elske ægte, at jeg en elendig, selvoptaget datter, blottet for empati og familiær kærlighed, og det her bare nogle af de tanker jeg har haft i dag, der er gang i den deroppe (i hovedet altså), og derfor har det været bedst bare at ligge på en venindes sofa det meste af dagen, se Game of Thrones og ryge smøger.

I min egen virkelighed er jeg ikke flyvsk, men derimod meget retfærdig og fornuftig. Det er underligt, hvordan man kan være så ignorant og samtidig så refleksiv. Måske er det netop sidstnævnte der spænder ben for mig. Bare tænk på alle de hundrede sider dagbøger. Så vær’ dog i nuet, for helvede, lortefugl.

 (Jeg brækker mig over det her indlæg. Jeg brækker mig over mig selv)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s