en god ven

Jeg ville bare være en god ven.

Sikke et overskud jeg lægger for dagen, tænkte jeg stolt.

En god ven som aflyser sine fredagsaftaler og stabler noget hensigtmæssigt på benene, fordi en gammel ven har slået op med sin kæreste.

Godt, godt, så langt så godt, jeg er en god ven.

En god ven køber ind til rødvin, fordi jeg ved hvor vigtigt det er at drikke rødvin efter et hårdt breakup. Jeg går en tur forbi kirkegården, fikser rengøring i lejligheden. Bruger dagen på at gøre alting klar.

En god ven lytter til slå-op-tingen. Jeg føler og reflekterer over sorgen, og referer til eget store breakup, bliver rørt. Snakkene kredser om sex og kærlighed, og deler ærligt ud af erfaringer. Jeg er fyldt op til randen af kærlighed overfor dem der er samlet om bordet.

Der er en vigtig fodboldkamp i morgen, som drengene ikke kan undvære, så de tager hjem. Vi har været flere om at være gode venner. Men faktum er, at vi er hos mig. Nu er vi hos mig.

Som en god ven ruller jeg ham cigaretter på altanen. Jeg plaprer løs om mig selv. Han begræder sit endte forhold, men er egentlig afklaret med det hele. Jeg tager mig selv i, at det sitrer i mit underliv. Sådan, umålrettet. Måske er det al denne snak om sex.

Han har altid det her sårede udtryk i øjnene. Store grå-grønne øjne der altid virker som om de skal til at græde. Et øjeblik er jeg slynget tilbage til 2009, så mange år siden; jeg er slynget tilbage til et minde om en febrilsk kærlighedshistorie, hvor vi famlende og umodne forsøgte at “have noget kørende”. Vi fik det aldrig til at køre, og jeg havde egentlig glemt alt.

Et sekund, splitsekunder, stopper samtalen, min lange monolog, mine ord er rungende på altanen, og jeg ser mig selv tage hans hånd, fordi hans blik er så vemodigt og samtidig afventende. Den gode ven vil bare trøste.

Vi kigger hinanden i øjnene. Han tager fat i min anden hånd. Kører anspændt fingrene om mine. Jeg tænker hele tiden, at det er vigtigt, at vi kigger hinanden i øjnene. Men på et tidspunkt lukker jeg dem. Det føles uundgåeligt for denne gode ven at læne sig fremover og at han læner sig fremover.

Min mund rammer hans, og hans tunge er i min mund, og jeg tænker på ingenting. Den gode ven er gemt i det sitrende underliv, den rødvinstunge ånde, den krævende, kærlighedsløse krop.

Det er en organisk bevægelse blandet med savl og dybe kys; han trækker mig hurtigt indedøre, mens bluetoothhøjtaleren spiller musik fra 50’erne, og jeg trækker tøjet af mig selv, og det føles ikke underligt, det her gamle venskab, de her skjulte blikke fra 2009, de her fragmenter af noget, der skyder ind i mit hoved.

Det virker naturligt, at han suger på mine bryster, og hiver fat i de kødfulde lår. At han pumper løs, som om al kærlighed havde forladt universet, og jeg har stadig lukkede øjne, ikke fordi jeg ikke kan overskue hans muskuløse overkrop, men fordi jeg pludselig konfronteres med min egen kapacitet som dette vægtløse væsen med evigt spredte ben.

Det går pludselig op for ham hvad vi har gang i, mens erektionen er på det højeste, han stopper, sætter sig på kanten af sengen, mens han maler på min krop med blide fingerstrøg, så jeg føler mig smuk, og han hiver sine underbukser, de ydre bukser, tshirten, al tøjet på, og jeg prøver at finde mine trusser på gulvet, mens jeg samtidig kysser ham i nakken, holder om hans hoved, nussende om håret, og messer lavt, knirkende: “det er ok, det er ok, det er ok,”

og han tager sko på, og jeg trækker i mine bukser, jeg tror egentlig ikke helt, jeg hvad hvad der er sket, og hvad der sker, så jeg hvisker stadig: Det er ok, det er ok, det er ok. Det er de eneste ord jeg kan.

Han forsvinder ud af døren, ned af trapperne, og jeg ryger en cigaret i alt mit tøj, og tænker på om man kan annullere den sidste halve time, og jeg kan være en god ven, om jeg var en god ven, om gode venner spreder benene for venners hjertesorger, om mine ben altid er spredte, om jeg altid er våd, om jeg altid er sitrende, selv overfor gode venner, selv i min ro og forveksling af fortiden, nutiden og fremtiden, denne metaeksistens der har greb om kernen af identiteten, og så alligevel ikke..

En god ven skal sove nu. En god ven har gjort alt for meget i nat, og i morgen venter andre bedrifter som god ven, kompromiser, men 100 p ikke spredte ben, – de spredte ben er kun for de særligt ulykkelige.

Den særligt ulykkelige.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s