james fucking spader

2013.
Det var en aften, hvor lyn smældede over de tætbyggede lejligheder i indre by som en blitzkrieg, og hvor tordenen fik bygningen til at ryste. Jeg var alene hjemme med tømmermænd i fremlejelejligheden tæt på Nørreport, en lille baggårdslejlighed hvor solen aldrig kom ind. Jeg skrev til skægmonstret, om han snart ville komme? Han var forsinket på arbejdet. Jeg vandrede frem og tilbage inde i stuen, rundt om sofabordet i en stædig, febrilsk tango. Regnen stod ned i tykke stråler, og det ville være umuligt for mig at forlade stedet.

Ude på toiletgulvet puttede jeg to fingre i halsen, overbevist om at jeg måtte være allergisk overfor den grønne te og de mandler jeg havde spist forinden. Hvis jeg kunne få mit maveindhold ud, måtte jeg da få det bedre. Flere gange kastede jeg halvhjertet op, mens mine lunger pressede al ilten op i halsen. Rundt om sofabordet igen, ben af gelé, stakåndet. Hvornår kommer du, skrev jeg igen til skægmonstret. Kommer du snart? Det føltes som en uendelighed, dette fængsel, skal jeg dø nu, er jeg ved at dø, hvad sker der med mig, hvad sker der. Han kom endelig, og min krop kunne efter en times panik give efter, og græd utrøsteligt ind hans favn, hyperventilerede i min gråd; i denne forfærdelige, lammende angst.

2017.
Når det regner eller sner kraftigt, så voldsomt, at jeg ikke ville kunne løbe væk, får jeg stadig denne sugen i mine organer. Jeg skal altid sige til mig selv, at det hele ikke går galt, at jeg ikke får panikangst nu, og hvis det går galt, så må jeg vel gå ud i uvejret. Det var sådan et vejr for en time siden, og jeg står heroppe på tredje sal med de store vinduer med udsigt over hele fuglekvarteret, betragter det larmende tæppe af regn, og forsøger at mærke efter om panikangsten har tænkt sig at komme. For den er blevet en del af mig. Denne storm, dette uvejr, denne ensomhed i angsten, den er ikke væk. Den vil vel altid være der?

Jeg er altid bange for, at jeg skal have det sådan igen.

***

Jeg gik ved midnatstid igang med at læse alle mine teenage-dagbøger, og det skræmmer mig, at jeg som 15-årig allerede vidste, der var noget galt. Det føles vigtigt at gøre dette arbejde. Jeg er konstant ved at nærme mig selv, en form for identitet, en forståelse for hvem jeg er, og hvorfor jeg er, som jeg er.

Før jeg begyndte dette arbejde, havde jeg set “Secretary“fra 2002 og onaneret roligt mens den stod på, fordi jeg har været jævnt besat af James Spader siden “Sex, Lies and Videotape” (1989), men også fordi jeg havde brug for trække min krop ned i en form for kvindelig styrke. Efter filmen gloede jeg dødt på mig selv i badeværelsesspejlet i et kvarter, mens jeg mekanisk redte mit hår i lange, varsomme strøg, et uendelighedsprojekt, der samtidig virkede befriende.. brikker der falder på plads i orgasmen, i min alenehed, i drømmene.

Om lidt vil jeg drage op i sommerhuset. Det vil gøre mig godt.
Der sker ting for tiden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s