last night a dj saved my life

Med en pose fra det tarvelige kebabsted i hånden, en billig, usaltet, luset pitamenu, cyklede jeg slingrende hjem i nat. På cykelstien foran mig kørte et par, tilsvarende slingrede og med mad i favnen. Det fik mig til at tænke på Skægmonstret og de utallige gange hvor vi mødtes stive og spiste klam mad sammen. Det var her, at jeg elskede ham mest; omsorgen og trygheden i altid at lande hos ham, og tørre dressingen fra durumrullen af hans filtrede skæg og kysse den store, våde mund.

Det blev en underlig knudret følelse, som jeg ikke har haft siden for præcis et år siden, hvor jeg til samme fødselsdagsarrangement endte alene på Nevermind kl 7 om morgenen og græd ind i brystet på en fremmed til sangen fra Twilight. Heldigvis græd jeg ikke nu – så voldsom var følelsen slet ikke.
I skrædderstilling indtog jeg det usmagelige shawarma-helvede, mens jeg på robotisk manér dyppede fingrene ned i fritterne og mayoen og skovlede dem ind i munden. Pissestiv, helt hjernedød. Da jeg skulle sove, blev jeg virkelig bange, og ønskede for alt i verden, at skægmonstret ville komme og samle mig op. Du er bare fuld, måtte jeg sige til mig selv. Det skal nok gå. Husk at trække vejret. 
Og det var egentlig åndssvagt, at jeg skulle få det på den måde, for jeg havde jo netop på fornem vis undsluppet mig selv denne aften; udlevet min drøm som DJ (dj dobbelt-v in da house, boom, er i klar? yasssss, nu kommer der et nummer til de sarte sjæle), som fik lov til at spille helt til klokken 3 hvor politiet kørte op på parkstien og befalede udendørsfesten lukket.

Der var noget ekstatisk over at få lov til at styre humøret hos en hel fest i HELE TRE TIMER, og samtidig være så vild selv, at jeg næsten ikke kunne være i egen krop. Råbende, skrålende, voldsomt dansende, eksplosiv i alle dimensioner. Det er da altid noget, at jeg formår at sætte mig selv fri (med 10 genstande i blodet, argh), selvom jeg har det ad helveds til.
Men alting koster, selv de bedste eskapistiske aftener koster, og i dag vil det mystiske afsavn og den knugende fremtidsrædsel ikke forlade mig, jeg prøver virkelig at trække vejret, og jeg overvejer flere flugtveje, jeg vil på justeat og bestille en Amagermand med ekstra pik og omsorg på, og så kan jeg blive bollet ud af mit sind og tilbage igen, – ligesom at vælge musikken til sin egen undergang.

OG så er jeg skide træt af det dér historiske grand prix eller hvad fuck det hedder, som smadrer rundt på Borups Alle og Bellahøj, det larmer så meget, at jeg ikke kan høre mine egne tanker, og hvis jeg har ørepropper for meget i, så er jeg bange for, at jeg bliver døv, og jeg gider ikke være døv, for nu skal jeg være en stor, succesfuld DJ, det må de da kunne forstå, og det er så stressende hele tiden at høre susene fra bilerne, en konstant hvid støj i mit allerede forstyrrede baghoved, og det gør mig så rasende, at jeg ikke bare kan få ro, giv mig ro, hallo.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s