en fri krop

For tiden kigger jeg intensivt på min nøgne krop i spejlet ude på badeværelset, før jeg går i seng. Vender og drejer mig, så jeg kan se den fra så mange vinkler som muligt. Så kaster jeg mig ind på sengen, begraver mig under dynen, og tænker: Hvor er du blevet tyk. Thick and juicy… Chunky.. Mere konstaterende end noget andet.

Mine arme er krøllede af fedt og klasker ud på siderne, når jeg ligger på ryggen. Det samme gør det store stykke kød der sidder omkring mine hofter. For et par uger siden, på en af de varmeste sommerdage, skulle jeg mødes med nogle venner om eftermiddagen; smukke, slanke mennesker. Jeg prøvede at tage en tanktop på, men endte med at skifte (til skjorte), fordi jeg fik kvalme af at se på mig selv; pukkelrygget med store arme ud over det hele. Lårkorte beklædningsgenstande er desuden udelukkede, fordi jeg ved, at man kan se min appelsinhud fra flere kilometers afstand.
Jeg har det generelt godt med min krop, så jeg forstår ikke, hvor disse tanker kommer fra. Jeg er heller ikke tyk overhovedet. Jeg er egentlig meget normal. Kurvet, men slank. Brede hofter, stor numse, store bryster, smal talje og forholdsvis flad mave. En krop jeg har haft siden jeg var 15. Efter at have bashet den i mange år (især de brede hofter), har jeg endelig op igennem tyverne accepteret den og lært ikke at hade den. Jeg er afmålt overfor ideen om den perfekte krop, for det virker ikke til, at nogen ved, hvad det egentlig er. Og jeg ved, at jeg ikke kan få mine hofter til at blive mindre, med mindre man saver noget af knoglen af, hvilket jeg forudser bliver en ganske smertefuld operation.

Jeg kan dog stadig begræde, at min krop ikke er anderledes. For nogle gange, inde i mit hoved, er jeg en ranglet indie-pige med smalle hofter og små bryster; en mere anonym, ikke-seksualiseret krop.

På min fødselsdag sidste uge havde jeg taget det strammeste, mest poppede tøj, jeg ejer, på. Op af Nørrebrogade på vej til restauranten, råbte mænd af mig, alle gloede, og jeg følte, at jeg skulle rette ryggen, strutte med brysterne og stå ved min sexede krop. Nu var den her i gadebilledet, og den forpligtede pludselig. I stedet for at fokusere på min fødselsdag, specialet og den kommende fem-retters, var jeg udelukkende i min krops udstråling. En stemme i mit hoved der konstant befalede mig, hvordan jeg skulle fremstå. Da mine forældre så mig, sagde de lykkeligt: Hvor ser du bare fantastisk ud.

Dagen forinden til specialefejringen, havde jeg taget et tosset, farverigt, fabulous silke-sæt på (shorts og skjorte) som jeg havde købt i den lokale genbrug og gemt til anledningen. Jeg følte mig fantastisk i sættet. Da mine forældre kom ind af døren, sagde de: Skal du have det dér på? Efterfølgende på billederne så jeg tyk og klam ud i det henrivende sæt, og ville helst bare skifte om til normalen. Det var som om, at min indre indie-pige indså, at hun ikke var tynd nok til at bære et outfit som dette.

Det er en underlig konflikt at have mellem krop og sind, og det føles også fuldstændig ligegyldigt. Alligevel irriteres jeg over, at det virker til, at vi alle (mænd som kvinder) konstant bekriger den. Sidder altid i samtaler med veninder og diskuterer forholdet til kroppen. Jeg vil gerne sige, at jeg det meste af tiden er frigjort, og når man møder mig, virker det også til, at jeg hviler godt i min krops tyngde. Den største betydning jeg havde hos H., var at jeg lærte ham ikke at hade sin nøgne krop. Det må da betyde noget? Så hvorfor tror man hele tiden, at man er tyk? Hvorfor er kroppen aldrig nok i sig selv?

Jeg vil for alt i denne verden, bare gerne være fri.

Jeg er begyndt at “klæde mig ud”, så jeg hver dag er forskellig. Den ene dag Virginia Woolf, den anden dag Lindsay Lohan, den tredje dag Anne Marie Helger. Jeg vil performe min krop (hej kua), jeg vil performe mit køn. Jeg vil være for meget, jeg vil stå ved, jeg vil være mig selv. Det er da et meget godt mål, er det ikke? For endemålet må da ultimativt være, at elske sig selv, så man ikke konstant føler sig låst i en forkert krop eller for tyk (til hvad?).

Måske ville jeg egentlig bare ønske, at vi allesammen var nøgne hele tiden, haha. Det virker på en måde mere overskueligt.

En af mine journalistvenner fortalte mig, at de på debatredaktionerne gerne ville have flere kvinder til at skrive debatindlæg, men problemet er, at oftest skriver kvinder kun om deres forhold til deres krop eller køn, i stedet for at deltage i den almene debat om andre ting. Jeg håber, at vi snart er færdige med denne krig, så vi kan være frie og lige, og så vi som kvinder kan vise, at vi har mere på hjerte end vores problematiske forhold til vores kroppe. Jeg ved, at dette indebærer en stor strukturel forandring og muligvis et andet mediebillede, men hell.. man må da gerne håbe, må man ikke?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s