typisk mig

Tidligt i morges sendte jeg en kaskade af snapchats til min stakkels mor; selvmedlidende, groggy selfies med paranoide tanker om feberen og stivhed i nakken – hvordan ved jeg, om jeg har meningitis, spurgte jeg hende.

Senere i dag kom jeg i tanke om, at hun til min fødselsdag sagde: “Da jeg var 28, fødte jeg din lillesøster.” Nogle gange er det som om, at jeg har glemt min alder. Bevares, har kun været 28 i to dage, men stadigvæk. Jeg tænkte, om min mor ville skrive til sin mor som 28 årig, og være paranoid omkring meningitis efter 14 dages druk, hor og slidsom fosterstilling-søvn. Hun virkede desuden også ret ligeglad, og sendte i stedet et billede i eftermiddags af hende og min far der pimpede store tyske øl.

Et kort øjeblik i morges var jeg dog ret sikker på, at jeg havde meningitis. Voldsom feber og nakkestivhed. Googlede løs. Men i stedet for at ringe til 112, lagde jeg mig i stedet til at sove – eller, jeg lagde mig vel til at dø? Skrev en seddel: Hvis jeg er død af meningitis, så husk på, at jeg elsker jer. Så græd jeg i lang tid, fordi jeg blev deprimeret over, at jeg ikke havde noget mad eller panodiler, og fordi jeg bor alene, er tvunget til at nurse mig selv. Patetisk.

Der var en masse ting, jeg gerne ville skrive i det her indlæg, men jeg er vist stadig lidt feber-ish, taber hele tiden tråden. I morgen skal jeg til en lille privatfest, hvor jeg har bollet med ca. 15 % af gæsterne. En del af mig håber, at jeg stadig er syg, så jeg skal melde afbud, mens en anden del af mig gerne vil derhen og se om jeg kan påtvinge mit semi-kaotiske liv flere eventyr og mere drama.

Men lige nu sveder og savler jeg bare helt vildt. Jeg ved ikke lige, om det er sådan man har det, hvis man skal ud og opleve noget spændende og samtidig være et tiltrækkende individ. Bleg og kvast.

Udover at spise virkelig mange ristede krydderboller med ost, har jeg også brugt noget af dagen på at zoome ind på Nye W.’s billeder af hende og Skægmonstrets ferie, som hun har lagt op på hans FB-væg. Det er nogle helt håbløse billeder. På et af dem laver de fancy mad på en rasteplads, og en eller anden dame skriver: “Haha, nye W. og skægmonster, hvor er det bare typisk jer”. Typisk jer. TYPISK JER?

Jeg brækker mig.

Generelt kan jeg godt lide at være syg. Der foregår ikke så meget i mit hoved. Det er lidt befriende. Mine dage er forsvundet ind i hvad der føles som een lang weekend, men underligt nok, føles det ikke særlig underligt. Et eller andet sted, bag feberen og min stive nakke, gemmer der sig en (meget) lille, spirrende forventningsglæde over, at verden er åben igen. Men måske er det bare feberen, og syrenbuskene goddammit, der snakker..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s