klub 27, the survival story

Sidste år på min fødselsdag vågnede jeg i nogle venners venners lejlighed på Istedgade, the dodgy end, som jeg lånte et par dage, efter at være flyttet ud af Skægmonstrets lejlighed. Jeg har aldrig boet på Vesterbro før, og det var som om , at jeg var flyttet til en ny storby. Nede på gaden brølede junkier og prostituerede. Varmen var voldsom, men jeg turde ikke åbne vinduerne. Måtte google supermarkeder. Løb med ængstelige gelé-skridt ned i Superbrugsen i Kødbyen og sitrede rundt med min indkøbskurv, mens jeg holdte vejret.

Jeg græd hele dagen i fosterstilling på sofaen i den klaustrofobiske lejlighed og turde knapt bevæge mig. Du må ikke få angst, du må ikke få angst, skreg min hjerne og skabte den dér vakuum-agtige stilstand i tiden. Skægmonstret var stadig i mit hjerte, og jeg kan ikke huske nogensinde at have følt mig så ensom. Det her er virkelig lavpunktet, tænkte jeg.

I lang tid troede jeg, at livet som 27-årig ville dræbe mig. Ok, lidt dramatisk – men det har været et fuldstændigt vanvittigt år.  4 flytninger, 2 fuldtidsjobs, 2 gange hjertesorg, 1 speciale og alt det shit der… Så jeg græder også lidt nu – fordi jeg overlevede.

***

Fødselsdagene med Skægmonstret var også ensomme. Det var så konformt, at jeg altid kollapsede midt i den “festlige” morgenmad fra den lokale bager. Jeg brugte dagen på at holde gråden inde. Han elskede fødselsdage og forstod aldrig, hvorfor jeg ikke var glad. Himlede med øjnene, når jeg begyndte at græde. Jeg kunne mærke, at han tænkte, at jeg ikke var i stand til at nyde livet, og at jeg var en ulidelig sortseer, som han desværre skulle trækkes med. Så jeg prøvede altid at gøre mit bedste for at smile og være sådan et livsglad, ubekymret sommerbarn, som han drømte om, at jeg skulle være.  kvalt… 

I dag føler jeg mig ikke ensom. I stedet runger der i min hjerne fødselsdagssangen fra hele bodegaen; 30-40 mennesker, en masse fremmede, der bare brølede og klappede og sang i vilden sky. Eet stort broget, smøgstinkende kor. De blev ved og ved med at synge, og jeg smilede (ægte) og græd af grin. Hele aftenen klaskede jeg min hånd ned i bordet eller på mine lår og latterbrølede ud i lokalet i en krampagtig energieksplosion. Et menneske der pludselig fylder. Hvor søren kom hun fra?

Jeg drak og røg voldeligt meget, og endte hikkende og snøvlende ned af Nørrebrogade med min amerikanske ven, da alle bodegaer lukkede. Prøv at snakke engelsk efter 10 timers alkohol-indtag…. han sendte mig hjem.

Hjemme i min seng var mit hjerte ved at bryde ud af mit bryst. Jeg har ingen kæreste, og jeg har intet job, jeg har fuldstændig åndssvage tømmermænd, mine lunger er formentlig defekte, og jeg har de sygeste menstruationscrampz, men jeg tror aldrig, at jeg har følt mig mindre ensom og mere glad. Jeg græder stadig. Men i det mindste har jeg lov til det nu. Det er min fødselsdag, og nu er jeg 28, og jeg er så lettet over, at jeg ikke døde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s