antiklimaks

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. At farverne ville fremstå klarere, at duften fra det nyslåede græs på hjørnet ville få mig til at græde af glæde, at vinden i mit hår ikke ville irritere mig længere, at jeg ville svæve op mod himlen som en voluminøs engel, befriet fra alverdens sorger. At last, I’m free, skriger hun, som hun hænger dér i sit nye liv..

Det går op for mig, at jeg ikke føler en skid.

Mens jeg stadig lå i sengen i morges afleverede jeg mit speciale digitalt. Seks måneders arbejde tryllet væk på ca 30 sekunder. Én lille knap. Jeg røg en cigaret på altanen efterfølgende og ventede spændt på de følelser der skulle overrumple mig. Skulle jeg græde eller grine? Ville verden åbenbare sig for mig, som en stor lækker flødeskumskage? Så spændende at finde ud af! Jeg er klar, verden, kom an.

I stedet for blev jeg bare nikotinskæv og lidt svimmel (aldrig ryg før morgenmaden).

Nå. Men hvad gør man, når man ikke længere skal beskæftige sig med en 100 sider lang pompøs, vrøvlende opgave? Jeg begyndte at støvsuge. Vaske gulv, vaske tøj. Rengjorde badeværelset. Så kom der en bi ind af vinduet, som jeg ængsteligt sad og stirrede på i en time. Den fløj ikke ud, så jeg måtte selv forlade lejligheden. Flakkede rundt på de små gader, indtil jeg intuitivt kunne mærke, at bien var fløjet ud. Tog hjem. Bien var væk. Jeg bagte en kage. Faldt i søvn. Vågnede.

En tung krop. Slet ikke fyldt til randen af vildskab, festlighed, musik eller lettelse. Tværtimod en krop der allerede længtes efter at gå i dvale, så den ikke skulle forholde sig til noget. Afsted til Brønshøj, og for første gang kritisk overfor Game of Thrones. Was passiert? Konstant afventende. Nej nu må følelserne altså komme. Nah.

Om ti timer kommer mine familie. Så skal vi drikke champagne, og hvor skal jeg bare smile og sige hvor lettet jeg er, og så skal vi spise frokost på en restaurant i Nordsjælland, som var det en rigtig lykkelig sommerdag, og så skal jeg mødes med gode mennesker på en bodega, og før jeg har set mig om og dagen slutter, så fylder jeg kraftstegeme også 28, og hold nu op altså, det er næsten for meget.

Jeg håber, jeg kan sove nu. Jeg håber, jeg kan være glad i morgen.

Jeg håber, jeg kan føle noget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s