lipsync for your life

Jeg har skabt den samme aften fire dage i træk. Konceptet er simpelt. Jeg har fjernet en hylde i køleskabet, så en bag-in-box med hvidvin kan stå klar til aftapning. Chips. Altan. Cigaretter. Jeg fortæller de samme historier. Jeg gennemgår mit Tinder-burn, og min ulykkelige oplevelse med H. Rædslen for arbejdsmarkedet. Hver gang fortæller jeg historierne bedre. Giver dem flere detaljer. Min lytter bliver rørt. Vi snakker om feminisme og kropsbilleder, om karriere og venskaber.

Hver dag vågner jeg op med de samme hvidvins-tømmermænd. Går en lang tur i Nordvest. Det ringer på døren. Jeg sidder i den samme stol. Gæsten sidder i samme stol. Jeg spiller den samme spilleliste som dagen før og dagen før og dagen før. Jeg er fanget i et loop, et hvidvinsdøsigt limbo, i min lejlighed og…

HOLD KÆFT HVOR ER DET FEDT.

Seriøst.

***

I går lå jeg på ryggen i det nyslåede græs på Bispebjerg Kirkegård og gloede på solen. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere mennesker derinde. Men godt for mig. Da jeg vandrede ned af de små stier, lod jeg som om, at jeg var med i alverdens musikvideoer. Dansede og lipsyncede for my life. Det er noget euforisk over at være alene i en stor, hemmelig park. Jeg kunne eksplodere i energi, lige dér.

Det var også nødvendigt. H. har siddet på mit bryst siden i søndags, stakåndethed, og en snigende paranoia omkring fremtiden er begyndte at kaste små angstglimt ind i mit baghoved. Små bistik af kvalmende rædsel. Men i stedet for at svimle væk på disse negative følelser, vælger jeg popmusikken. Jeg vælger den trygge konstellation med fantastiske mennesker. Jeg minder mig selv om, hvor beriget jeg er. Hvor priviligeret jeg er. Det er ikke nu, at jeg skal bryde sammen igen. Det er livet alt for godt til.

Det nummer jeg lipsyncer allermest til, er det her:


Især når jeg er i modvind, naturens vindmaskine, og når ingen kigger. Jeg slår dramatisk ud med armene, mens jeg bevæger mit mund i perfekt synkronisering med sangen. Jeg bliver høj på min egen dramatisering. Jeg kan svæve væk i en fantasiverden, hvor jeg rent faktisk er fugl føniks, opstået af asken, stærk ad helveds til, uovervindelig. Jeg forsøger virkelig.

Men jeg er bange for, hvad der sker, når jeg træder ud af mit hvidvinsloop. Når jeg slukker for musikken, er ædru, er udhvilet… Jeg savner min psykolog, som sidder og feder den på Cuba disse dage. Jeg håber ikke, der er noget jeg har glemt at tænke på. Eller, med andre ord, om jeg har glemt mig selv..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s