et arbejdsliv

Mit job i denne uge er at passe en dør.
Det perfekte job, egentlig.

(Hvilket desuden også forklarer hvorfor jeg har tid til at tegne og skrive så meget i min arbejdstid. Indlægget fra i går tog mig tre timer at skrive, fordi jeg stenede så meget, haha.)

Når mine kolleger kommer forbi, holder jeg dem fast med den samme historie:
– Ja, der er virkelig stille her… et par gange om dagen bliver jeg nødt til at ringe til telefonen, bare for at sikre mig, at den virker, HAHAHA…
Alle griner af den historie.

Jeg ringer overhovedet ikke til telefonen.
Det virker bare som en fed historie.. not.

Nogle gange kunne jeg skyde mig selv over de ting jeg siger, når jeg sidder her. Det er som om jeg får en kundeservice-hjerneblødning, som ændrer min stemme (til en babys), latter (meget høj og skinger) og desværre også humor og interesser. Jeg kan ikke styre det.

OKAY,
min kollega er lige gået forbi med ordene: Så har jeg snart ferie! og råbte af ham i alt for højt toneleje HELDIG, HAHAHAHAHAHHA.

Slap dog af.

***

I går aftes faldt jeg i søvn på sofaen klokken halv otte midt i Twin Peaks, goddammit, og vågnede op komplet desorienteret en time efter med en krop så tung som bly. Det første jeg gjorde, var at skrive en rasende besked til min en af mine venner, fordi han har været groteskt kærestekedelig i over et år nu. Nærmest bare forsvundet. Man får kun ca 6 måneder til at forsvinde ind i en forelskelse. Derefter skal man vende tilbage til sit liv igen og sine venner. Man kan da ikke bare droppe alt, kan man?

Efterfølgende begyndte jeg at græde helt hysterisk og gik febrilsk rundt om mig selv i lejligheden. Jeg fik den klaustrofobiske følelse af, at alting ophører, opløses, forsvinder… En anden tæt veninde flytter til Jylland til sin drømmeuddannelse om en måned, og jeg kan ikke udstå tanken.

Og ikke nok med det. I dag er sidste dag på mit arbejde.

De sidste to år har dette job (jeg laver også andre ting end at passe døren) været mit andet hjem. Af alle jobs jeg nogensinde har haft, er dette det eneste sted, hvor jeg har kunnet trække vejret, være mig selv, endda en bedre version af mig selv, og følt mig mere hjemme end de håbløse steder jeg har boet. Det har været en lettelse for mig at kunne komme herhen, når alt andet brændte på. Jeg har følt mig arbejdsdygtig og ikke handicappet af mine psykiske problemer. Jeg har kunne være her med angst. Jeg har fået det bedre af at være her.

Stedet har fået mig peget hen på, hvilken retning jeg skal i mit liv, hvad der gør mig lykkelig, hvad jeg brænder for. Jeg har networket mit røv ud af bukserne i et desperat forsøg på at få lov til at blive her. Men som en offentlig institution udsat for talrige besparelser (og en elendig, konservativ ledelse), er dette noget nær umuligt.

Så i dag tager jeg væk, og jeg har ikke lyst. Jeg har ikke lyst til at aflevere mit speciale, jeg har ikke lyst til at mine venner forsvinder, jeg har ikke lyst til at skulle arbejde fuldtid på et kontor, jeg har ikke lyst til at være på dagpenge. Jeg har bare lyst til blive fanget i den her uge, og lade som om, at det er mit liv. Uforanderligt og stabilt og statisk. Lige her.

Posted in liv

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s