uvirkeligt sprog

Jeg kunne ikke falde i søvn i nat, fordi jeg var fikseret på sproget. I min maniske tankestrøm blandede sig ekstatiske popmelodier, og jeg digtede videre på mit speciale i halv søvne. Jeg havde hele dagen haft følelsen af, at specialet ville tage livet af mig.

For en uge siden fik jeg sat spiral op, og det har ikke lige timingmæssigt været heldigt i forhold til min sygdomsparanoia, der har været off the charts de seneste par måneder. Jeg synes stadig, den gør ondt, og jeg ved, at min krop er i et hormonelt helvede, hvor den slet ikke ved hvad den skal gøre længere. Åh, kvindekroppen. Befinder mig i en konstant PMS-følelse, og blandet med specialets udtømmende proces, er jeg uforudsigelig og træt ad helveds til.

Jeg gik hjem til min søster, som selv lå i sygesengen. Til trods for, at jeg kun havde været vågen i 3 kvalmende timer, faldt jeg ind i en dyb lur. Som om min krop bare havde givet op. Da jeg vågnede med savl ud over det hele, trak jeg med det samme specialet frem og begyndte at rette og skrive, men mine øjne kunne nærmest ikke læse ordene, og jeg indså pludselig til min forfærdelse, at intet af hvad jeg havde skrevet, hang sammen. I min døsige, kvælende panik begyndte jeg bare at voldgræde. Søster var ikke den bedste til at trøste mig, jeg tror ikke, at jeg kunne trøstes, helt hjælpeløs, og samtidig ved at falde i søvn igen, hele tiden, sove sove sove, benægt benægt benægt.

Gav op og gik i stedet for bare hjem med en krop der vejede to ton. På vejen mødte jeg en gammel barndomsveninde, som jeg ikke har snakket med i seks år. Vi satte os ind i parken i den sidste eftermiddagssol. Jeg fortalte historierne om mig selv. Hun havde det forfærdeligt. Det gav mig ironisk nok energi. Altså, ikke at hun havde det forfærdeligt. Bare at møde hende. At sætte tingene i perspektiv.

Da jeg efter et par timer kom hjem, var jeg målrettet og stolt. Åbnede specialet og skrev og rettede løs til klokken 1 i nat. Glemte at spise aftensmad og sad bare ret op og ned, mens jeg forsvandt ind i en anden dimension. Mit sprog kom bag på mig. Jeg forstod ikke, hvor det kom fra. Jeg skriver mit speciale nogenlunde som jeg skriver her. Frit fra leveren. Det er befriende – men også farligt. Min hjerne tænker igennem mit sprog. Jeg er ofte ikke bevidst om, hvilke tanker der gemmer sig, før de bliver skrevet ned eller sagt højt. Nu er jeg nervøs for at åbne dokumentet igen, og se hvilke sproglige fornøjelser jeg har haft i nat. For jeg glemmer mig selv hele tiden, hvem jeg var i går, hvem jeg var for en time siden.

Speciale-processen har været mere skizoid end først antaget, og jeg har mistet tilliden til både min krop og mit sind. Energi der konstant fortættes og forsvinder. En selvtillid der tangerer mellem storhedsvanvid og bare rent vanvid. På mange måder er jeg glad for, at jeg skriver alene – så ingen censurerer mit sprog og “akademiserer” det i en eller andet forudsat konstrueret forståelse af akademisk sprog. På andre måder er jeg nervøs for min interne forståelse af et emne; for mine overdrivelser og misforståelser. Jeg aner ikke, om jeg har ramt en guldåre eller den rene indbildskhed.

Nu hvor jeg læser en humanistisk overbygning kan man sige, at der er større forståelse for sproglige udfoldelser og vilde analyser. Jeg er på ingen måde bundet til logik og konkret data. Derimod er jeg bundet til samfundsmæssige og kulturelle forforståelser og skal selv bygge mine argumenter op. Jeg har hele tiden været skræmt over dette – ikke set, hvordan jeg kunne være i stand til det. Men specialet har samtidig åbnet op for en gemt akademisk praksis, som åbenbart har været lagret et hemmeligt sted, bagerst i min hjerne.

Jeg joker til folk om, at jeg har en lille task-force, der knokler løs på specialet i døgndrift et sted i hjernen. En gang imellem siger jeg: Så må I gerne præsentere jeres resultater. Projektlederen træder frem og sætter sig på mine fingre. På halve og hele timer, på nul komma fem, spytter jeg så resultaterne ud i et tomt worddokument, uden helt at fatte hvad der sker og hvor det kom fra. Så læser jeg det dagen efter, og er sådan: DET ER GENIALT!

Ej.

Men jo. Lidt måske?

Det er abstrakt for mig, at tænke på mit sprog. Ligesom da min psykolog sagde, at det er sjovt at tænke på ord og udtale som noget der sker nede i halsen. Hvem har sagt, at tingene skal lyde som de gør? Og hvem har bestemt den betydning man lægger ordene? Hvordan blev ordet til ordet, og bogstavet til bogstavet?

Jeg har arbejdet på mit sprog siden jeg var 10, hvilket er helt skørt at tænke på. At sproget er en indgroet del af min måde at være på. Jeg har hørt fra nogen, at jeg snakker underligt, at jeg har et underligt sprog. Er mit skrevne sprog også underligt? Mit sprog er ikke skabt ud fra noget. Jeg er hverken særlig litterær eller akademisk. Jeg har bare skrevet dagbog, siden jeg kunne sætte to ord sammen, og jeg har ofte givet slip på mit sprog. Ladet det være mit, og ladet det ændre sig, alt efter hvor jeg er og hvordan jeg har haft det. Mit angst-sprog for et par år siden er langt mere voluminøst, poetisk og knudret, tilnærmelsesvist febrilsk, hvor mit ikke-angst-sprog nu er mere nøgternt og kortfattet. Mit speciale-sprog er luftigt og abstrakt, men køligere.

Slår mit sprog til, tænker jeg. Er mit sprog nok i dette speciale? I nat var jeg helt høj på mit sprog. Jeg tænkte, at jeg kommer til at blive kendt på mit speciale (!??!), at de læser det og tænker, hold kæft, vi har sgu aldrig læst noget lignende. Jeg er altid imellem disse håbløse yderpoler. Jeg kan mærke energierne suse rundt i mig igen i dag. Jeg føler mig ikke rodfæstet i nogen virkelighed. Se, jeg har lige skrevet en vanvittigt langt indlæg om sprog. Hvad fanden laver jeg egentlig, hahahahaha. Åh. Godt det er slut lige om lidt, så jeg ikke fuldstændig mister forbindelsen til virkeligheden.

Og hvis du på imponerende vis er nået til bunden, så får du lige den her sang som præmie.
Jeg hører den HELE tiden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s