et år

Jeg går i takt.

Det er allerede nat.
Og jeg går i takt.
Ned af Borups Allé.
Præcise trin for hver gang trommerne sætter ind.

Ligegyldig dag.

Skægmonstret og hans kæreste (Nye W. som jeg også ynder at kalde denne 23-årige novice) efterlyser på Facebook “specielle” og “ikke-fancy” steder som deres sommerferie til Italien kan gå hen (HVORFOR ER FOLK STOPPET MED AT GOOGLE JESSUS)… Århh, så nuttet. Han skriver kæreste i stedet for hendes navn. Bare så der ikke opstår forvirring i vennekredsen. Godt han har fundet en der gider rejse med ham; en hvis verden er åben. En gang imellem liker han mine billeder på Instagram. God relation, god relation.

Om et par dage er det præcis et år siden vi slog op.

Han havde været ude og rejse i 10 dage med nogle kammerater. Imens forberedte jeg mig på at forlade lejligheden. Jeg holdte tre fester mens han var væk. Jeg sagde bittersødt, at folk bare skulle ryge indenfor – det her er min afskedsfest. 

Jeg tog hjem til min søster den aften han landede. Jeg havde skrevet en besked til ham: At vi skulle snakke. Alligevel ringede min telefon fra et fremmed nummer klokken halv tolv. Skægmonstrets telefon var gået ud (så han havde ikke set beskeden, fuck), og hans kuffert var forsinket, hvilket betød, at han ikke havde sine nøgler. Jeg tog mismodigt hjem og låste ham ind. Jeg kunne ikke finde ud af at sige det nu. Ikke så sent om natten. Jeg er træt, sagde jeg surt, og lagde mig ind i sengen med det samme. Han lagde sig op af mig med sin store, bløde, skæggede krop og kyssede mig i nakken. Han havde haft en god tur. Han havde savnet mig.

Det blev morgen. Jeg gik i bad. Så er det nu, sagde jeg til mig selv under de varme stråler. Da jeg kom ud fra badet, kampklar, slå-op-klar, havde Skægmonstrets telefon imidlertid ringet. Han havde misforstået sit arbejde. De ventede på ham. Skægmonstret fløj ud af døren. Goddammit. Jeg vidste samtidig, at han måtte have læst beskeden, men han sagde intet. I stedet for hang der imellem os denne usagte samtale, tynget af frygtelig dårlig timing.

Jeg tog på arbejde om aftenen. Var hjemme klokken 23. Igen var det for sent at gøre noget ved det. Det blev morgen. Jeg gik til bageren (!?) og købte franskbrød, ost og juice (!?). Vi satte os i sofaen. Jeg var på dette tidspunkt igang med at binge Gilmore Girls (!?). Det føltes som om, at afsnittet varede i tusinder og atter tusinder af år. Da vi havde spist op, sad vi som følelsestomme stenstøtter og gloede dødt på tv’et, hvor Rory var ked af det over Dean, og Lorelai skændtes med sine forældre…. garwd..

Mine følelser hvirvlede rundt i kroppen. Jeg gik på toilettet og skubbede tårerne væk fra mine øjne. Da afsnittet fucking endelig sluttede, slukkede jeg tv’et med det samme og vendte mig mod ham i sofaen.
– Vi skal snakke, sagde jeg
– Ja, det skal vi, sagde han.
– Jeg kan ikke det her mere
– Jeg kan heller ikke mere
+ en masse neurotiske tanker fra min side, som jeg havde preppet mens han havde været ude og rejse. Jeg vidste præcis hvor min talestrøm skulle starte og slutte. Jeg kan ikke huske så meget af det nu. Andet end at jeg ikke var glad.

Vi var begge ulykkelige men skræmmende afklarede. Eksamensperioden var slut. Der var ikke flere undskyldninger nu. Snakken faldt hurtigt over i praktikaliteter; hvornår jeg skulle flytte ud, hvordan vi skulle gøre det på den bedst mulige måde.

Vi gik ud på altanen og røg en cigaret. Eller var det kun mig der røg? Det tror jeg.

– Skal vi ikke aftale, at når vi finder hinanden på Tinder, så liker vi lige hinanden? Bare lige for at anerkende, at vi begge er der?
– Ha ha ha, jo, lad os gøre det.

Jeg pakkede grædende en taske. Hvad fanden pakker man, når man flytter ud? Det hele føltes som en surrealistisk drøm. Fire års parforhold som slutter på sådan en udramatisk og venskabelig facon. På HALVANDEN TIME. Hvor var kærligheden forsvundet hen? Hvornår forsvandt den? Hvor var de smadrede tallerkener og den vrede sex?

Jeg gik ud på gaden med min store rygsæk og trak min cykel hele vejen hjem til min søster. Hvor er det sindssygt det her, hvor er det sindssygt det her, hvor er det sindssygt det her. På et splitsekund havde jeg mistet mit hjem og min kæreste. Og sjovt nok følte jeg mig mere lettet end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. I et vanvidsantræk af hysteriske grin og voldsomme hulk landede jeg i min søsters hjem, og blev der, mens hun tog til Jylland. Jeg lå bare i hendes seng og græd og græd og græd. Græd skægmonstret ud af min krop, ud af mit system.

Jeg forstod snart, at jeg var modig og helt alene. Noget jeg havde frygtet i alle den tid jeg havde været sammen med ham. Rædselsslagen for, om jeg kunne finde ud af noget selv. Jeg har jo angst, prøvede jeg, at huske mig selv på. Men hvor var min angst blevet af?

Jeg forsøger nu at lede efter optegnelser, noter, dagbøger fra den tid. Men jeg kan kun finde uhyrlige tegninger og tvetydige, symbolladede tegneserier. Jeg tror ikke, jeg var i mig selv, mens vi boede sammen. Jeg var i skjul. Men jeg tror endelig, at jeg er vendt hjem. Sådan, rigtigt, du ved.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s