(ingen) fornuft og (masser af) følelse

I det følgende kan du læse et brev, som jeg gerne ville sende til H. Jeg ville kun sende det, hvis jeg levede i 1910’erne, eller … 1880’erne! og boede på et stort gods oppe i Nordsjælland et sted. Eller det nordlige England! (Min historieviden er meget begrænset, så bær over med tidsmæssige fejl).. Et liv i magelighed og rigdom, og så alligevel så fyldt af en larmende ensomhed og længsel efter noget større, noget vigtigere, end mine daglige sysler i husholdningen og klavertimerne… Akvarelmalerierne ved den lille bæk i baghaven. Min stakkels specialehjerne er fortabt i en fortidsnostalgi, som jeg bogstavelig talt ikke kan forholde mig til. Men jeg er fyldt op af romantiske, storladne fantasier. Hvis jeg var denne adelskvinde, hvis jeg virkelig levede i en anden tid, ville jeg så ikke sende sådan et brev her? Hvorfor føles det så unaturligt, at skulle gøre det nu? H. er også en fantasi. Så uvirkelig som mit store gods og 2 meter lange hår…

Sæt den her på først. Stemningen skal lige sættes. Tænd også op i pejsen. Uff..


Kære Hr. H. 

De har været væk fra mit Sind og min Krop i lang tid. Alligevel ramte De mig som, ikke kun et flygtigt, men uvægerligt Minde, da jeg gik min sædvanlige Eftermiddagstur langs den rivende Flod. Jeg passerede en Lavendelbusk som netop var sprunget ud – De skulle have set det – Et euforisk syn! Duften svandt gennem mine Næsebor og ned i Fingerspidserne, mens usynlige Traade trak mig tilbage til Deres badeværelse og Lavendelsæber, til Deres blottede Hals, til Deres bløde, varsomme Maveskind… 

De maa synes, at det er noget saa besynderligt, at jeg skriver dette til Dem nu. Jeg er bevidst om, at De for længst, som den afholdte mand De er, har skabt andre Bekendtskaber og Kærligheder. Andre Kvinder. Men jeg har ikke tænkt mig, at lægge baand på mig selv. Mit Liv leves fra Vindueskarmen, hvor jeg ivrigt betragter Godsets Gæster, som de ankommer i Vogne og en sjælden gang Automobiler. Mine Dage er travle, men oftest tilbragt alene. Maaske jeg tilbringer for meget Tid i mit Hoved, og som en gammel Pebermø længes tilbage til den smule Lidenskab der engang var. Til dengang De engang var.. 

Jeg overtog mit Værelse for et par måneder siden og flyttede ind et par uger efter. Lejligheden er overdådig. Et gyldent, paradisisk parnas af Lys og varme Straaler der siver ind bag de blege, blafrende Gardiner. Paa de stille Dage lytter jeg i Radioen til et Program De saa varmt fortalte om. Her bliver der læst op af Marcel Proust, som De jo ogsaa selv læste op for mig, mens vi drak den blide, sødmefulde Linde-Te. Jeg var i Den Syvende Himmel, det haaber jeg De forstaar. Det vil jeg aldrig glemme. 

Det besnærer mig, at vide hvordan De har det. I lang tid ovebeviste jeg mig om, at De var en frygtelig umoden Taabe, uden Retning og dybere Sjæl. Men jeg er bange for, at jeg har glemt det. Jeg ved, at De snart staar overfor en lang Reise til et fremmed Land. Jeg haaber, at De kom Dem over Depressionen og Angsten for Livet, saa De rigtigt kan faa lov til at leve nu. Jeg haaber ogsaa, at De en dag bliver i stand til at elske. Maaske ligesaa ægte som Jeg elskede Dem.

Frokostklokken ringer nu. Det blæser op ude for. Jeg tror ikke, at Lavendelbusken holder i mange Dage endnu. Men Livet maa jo gaa sin gang. Det forstaar jeg nu.

Din,
W.

***

Tilbage i 2017. Facebook Messenger.

Hey. Hvordan går det?

***

Jeg tror bare, at brevene bliver her på bloggen.
Yaiks.
Får aldrig en kæreste…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s