stormfulde (og minimale) højder

Hen mod aftenen efter endnu en gåtur i den frådende natur, blev jeg pludselig ængstelig overfor mine voldsomme følelser. Jeg knoklede igennem aftensmaden lettere manisk og tændte tv-avisen på høj volumen. Har jeg en psykose? Uden jeg selv ved det? Åh. At være neurotisk.. sikke en fest.

Mine forældre kom heldigvis ikke så lang tid efter, og min ensomme, dybe, intense vanvids-filosofering blev erstattet af den klassiske irritation overfor forældres åndssvage jeg-siger-alt-hvad-jeg-observerer-snakke, heriblandt min fars fascination af en stære-flok, og min mors besættelse af vejrets skiften (nu er det lunt, nu blæser det, jeg tror det regner om lidt, uj det er koldt hva?) Det blev lettere at være stille og tilbagetrukket end at være for fuld udblæsning, som i skoven.

Jeg havde følelsen af, at jeg havde skrevet et mesterværk af et blogindlæg. Om den frådende natur, og min latente vildskab i den.. Jeg har ikke været ude af byen siden oktober, og måske det her er et tegn på, at jeg lidt oftere skal komme ud i en skov eller ud til havet. Jeez altså. Følelserne og oplevelserne eksisterer dog stadigvæk. Jeg er hovedpersonen i mine egne stormfulde højder, og jeg har en tendens til at dramatisere mit liv. Så sent som i dag opdagede jeg en voice-over i mit hoved, der lagde fortællerstemme til den mest stenede gåtur rundt i sommerhusområdet.

***

Mor: Har du set stenhegnet? Det er de kommet langt med.
Far: Engang var det her hus til salg, vidste du det? Men nu er det solgt.
Mor: Det er utroligt som vejret skifter hele tiden, sikke det blæser, hva?
Far: Sikke hyggeligt vi havde det igår, ikke?
Mor: Det er sjovt, at markerne er så mørke nu. For et par uger siden var de lysere. Synes I ikke?

Voice-overen sætter ind… W. havde længe mistænkt sine forældre for at kede sig noget så gevaldigt. Hvorfor efterstræber folk at blive gift, når det er sådan her det ender? Isoleret, kedsommeligt og dødt. W. overvejede samtidig sin egen alenehed – om den overhovedet var mere værd end det døde ægteskab. Hun begyndte at tænke på de 30 mænd hun igennem sit korte liv havde knaldet, og hvor bizart det var at gå rundt her tavs mellem sine forældre, uden at de vidste hvor promiskuøs hun i virkeligheden var. Tænk, de vidste heller ikke at hun snart ville skrive vor tids feministiske knaldroman.. og at W. snart ville blive en stor verdensstjerne, kompromisløs og hudløst ærligt Så ville hun også endelig fortælle dem, at hun ryger. 

Far: Hvordan har dit underliv det?
Mig: Det har det fint.

***

Dét er fandme sindsoprivende.
Jeezzzuzzzz zhrizzzt.

***

Jeg læste “Luft under vingerne” færdig i dag. Det gik op for mig, at min psykolog er enormt kalkuleret. Det var jo ikke tilfældigt hun anbefalede mig, at læse denne bog. Hun er psykoanalytiker. Intet er tilfældigt, duh’. *advarsel – Spoiler på bogen* ..

Hovedkaraktereren jagter igennem bogen kærligheden; den der skal gøre hende hel, indtil hun til sidst strander i Paris, alene, og er tvunget til endelig at forholde sig til sig selv. Hun sætter sig på den lurvede hotelseng og gennemlæser alle sine dagbøger (som hun tilfældigvis lige har med i kufferten), for at finde ud af, hvorfor hun blev sådan her. Hun kigger på sin nøgne krop i spejlet og forsøger at finde det menneske, der kigger tilbage på hende. For første gang i hendes liv, kommer hun “hjem” i sig selv. Hun rejser sig op, er stærk og forstår endelig, at det ikke er en mand der skal fylde hendes liv op med glæde, men derimod hende selv. Ja okay, jeg kan godt se, når jeg skriver det så forsimplet, at det er lidt sådan det vidste alle sgu da, hallo, vågn op…

Men jeg blev så rørt og ramt af det, at jeg føler noget ændre sig i mig. Fordi jeg havde det som om, jeg læste en bog om mig selv. Så selvom jeg her til aften længes ulideligt og stormfuldt efter opmærksomhed fra uopnåelige mænd, og selvom jeg mest af alt har lyst til at skrive et langt neurotisk (og dog kynisk og intelligent og humoristisk) brev til H., så forstår jeg, at det er vigtigere at jeg skriver her, og fra i morgen af, putter den energi der rumsterer i mig ind i den sidste del af mit speciale. Jeg kan jo godt. Og jeg skal aldrig lade mig definere ud fra den kærlighed som ikke kan opstå, fordi det selvsagt er svært for kærlighed at blomstre, når jeg som – Rupaul trofast siger – ikke kan elske nogen, når jeg ikke kan elske mig selv. Så det vil jeg prøve på nu. Ses Oprah. 

Og jeg ved godt, at jeg nogen gange kan lyde så prædikende overfor mig selv. Jeg læser mine indlæg hele tiden. Jeg er min egen største læser, haha. Jeg prøver at lære mig selv ting. Som om, at jo flere gange jeg siger tingene til mig selv, så må jeg da en dag forstå det. Så vil disse positive integrere sig, så jeg en dag kan være glad, og ikke vælge lidelsen til i stedet..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s