skoven

Jeg raser hen mod skoven i regnvejret, og forvrænger mit ansigt i en pinefuld, grådkvalt grimasse, der dog forsvinder, da jeg møder andre regntøjsklædte skovvæsener på stien. Goddag, haha, krakelerer jeg i et stort, grødet smil under hætten. Men i skoven er der heldigvis ingen andre mennesker.

I skoven er jeg optaget af at tage selfies; drejer rundt om mig selv, kaster med håret, mens jeg kvaser fyldige regn-snegle på stien og efterlader slimede spor bag mig. Et sted i min narcissistiske selvoptagethed mister jeg retningssansen, drejer ned af en sti, der leder mig dybere ind i skovens regnfulde, larmende mørke. Jeg stopper musikken i mine øregange, finder en stor vandrepind, og trækker mig væk fra stierne med bankende hjerte. Over væltede træstammer, ind i mosset, knækkede grene.. Jeg synger højt i den tomme skov, brøler.. det er som om, at det er første gang, jeg hører min egen stemme.
Gamle W. ville blive ængstelig over, at være faret vild alene i skoven. Men Nye W. er langt mere modig. Mine tanker suser i alle retninger, og jeg er klar til at blive opslugt i denne natur. Jeg skubber mig selv dybere ud i et raseri, en følelse af at være stærk, liderlig og misforstået. Jeg ønsker aldrig nogensinde at forlade det her sted. Alligevel når jeg havet efter 3 kvarters dirrende vandring i vildnisset (så stor er skoven trods alt ikke). Jeg brøler af havet, som den vildkvinde jeg er. Larmen fra bølgerne er øredøvende, og jeg kaster aggressivt sten efter det. 
Tilbage i skoven kommer en blåt plastik-væsen gående imod mig, også med stok. Alt i mig håber, at det er en ung fyr, der ligesom mig er alene heroppe. At han også er faret vild iblandt de uendeligt høje træer. Jeg vil have, at han skal kneppe mig op af et træ. Jeg går rank mod den blå fremmede, og smiler (skuffet) til den ældre dame med en ægte stok og blåt plastik-slag, der passerer mig. 
*** 
Specialet, og dermed 6 år på universitetet, lakker mod enden. Jeg er så tæt på nu. 3,5 uge. Jeg har taget min computer med, så jeg kan skrive heroppe. Men jeg tænker kun på mig selv. Min hjerne scroller gennem minder, som var jeg een stor Facebook-feed. Jeg bliver rasende over, at jeg har gået på universitetet. At jeg har spildt min tid så voldsomt. At jeg går og søger efter jobs i “kommunikations- og kulturindustrien”… 
At jeg står på min sidste arbejdsdag tidligere på ugen, og siger, de endelig skal ringe til mig i august for “jeg laver jo alligevel ikke en skid”. Så slap dog af kvinde. For nu vågner hjernen. Nu vågner jeg kraftsparkeme. Og jeg skulle have lavet alt muligt andet end at have været på universitetet. Det er som om, at jeg har ligget i dvale; en angstfuld stilstand af udholdelse og overlevelse, til hvilken nytte? Seriøst.
Jeg kigger på mit ansigt i spejlet heroppe. Det er som om, at jeg ser anderledes ud. Men jeg tror ikke, at det har noget med spejlet at gøre. Om lidt fylder jeg 28. Hvalpefedtet er forsvundet fra mine kinder, og mine små øjne hænger nu og svæver grumset mellem to skarpe kindben, i tilnærmelsesvis maskuline træk. Er det derfor, mændene ikke vil have mig, spekulerer jeg. 
Første gang jeg mødte H., sagde han, at “wow, her var en stærk kvinde”. At det strålede ud af mig, at jeg var meget stærk og meget feminin. Hvornår opdagede du først din femininitet, spurgte han. Det er der vitterligt aldrig nogen, der har spurgt mig om før. Jeg har tænkt på spørgsmålet lige siden. For hvad forbinder man overhovedet med femininitet? Er det måden jeg bevæger mig på – eller den indlejrede styrke og galskab, der skinner ud af mine små reptiløjne? 
Min psykolog sagde i tirsdags, efter vi havde snakkede om brutale Tinder, at jeg vist havde brug for at læse noget 60’er-70’er kvindelitteratur. Efterfølgende trådte jeg rasende ind i diverse boghandlere og antikvarer i indre by og kastede flere hundrede kroner efter bøger, der kunne vække mig. Så jeg er startet på Erica Jongs feministiske klassiker, “Luft under vingerne” fra 1973 (det er derfor jeg pludselig bruger ordet ‘kneppe’, ha!). Så specialet får lov til at ligge ovre i hjørnet lige nu. For jeg har travlt med at kigge ud i luften og være kvinde – i al min liderlighed, i alle mine dagdrømme, i alt mit uudslukkelige begær. Og jeg tænder op i brændeovnen og sidder og glor på flammerne i en time, fordi det føles vigtigere, end at skrive specialet færdigt. Alting føles vigtigere lige nu.
Om fem-seks timer kommer mine forældre. Jeg forbander deres ankomst. Jeg har åbnet en stor øl nu, og vil helst bare blive ved med at sidde i ly for regnen på terrassen og ryge smøger og glo på robotplæneklipperen i naboens have, der bliver ved med at dunke ind i hegnet og skifte retning.
***
I skoven er jeg alt det, som jeg skal være. Jeg er almægtig, og slet ikke flink og sød og gavmild og udglattende og rar og sjov og varm og venlig og blød. I skoven er jeg en ultra-kvinde, en amazonkriger der med sin stok kvaser vinbjergsnegle for lydens skyld. Jeg gider ikke hjem igen. Jeg vil skrive til H., om han ikke kommer og knepper mig, før han skrider til Norge. Jeg vil bare være.

Jeg havde alligevel været i seng med tilstrækkelig mange mænd til at vide, at den ene pik ikke var så meget anderledes end den anden. Hvad var det så jeg søgte efter? Og hvorfor var jeg så rastløs? Måske lod jeg være med at gøre mere ud af al denne flirt, fordi jeg vidste at den mand jeg virkelig søgte efter, forsat ville undgå mig og jeg bare ville sidde der skuffet tilbage

 Erica Jong, Luft under vingerne, s.143. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s