vemod

Bemærkede han også, at jeg ikke kom ind på de sidste fem år? Efter sammenlagt ti timers samtale var det lykkedes mig at undgå at snakke om dem. Deraf tilstanden “normal” og “the best of me”, som jeg følte, jeg kunne være i hans selskab. Kunne man undre sig over, at jeg kun refererede til teenageårene og mine starttyvere før universitetet? Kunne man undre sig over, at jeg ikke har store vennegrupper? At jeg er lykkelig over at bo alene? At det kiksede alle de andre steder jeg har boet? At jeg havde det elendigt på alle de jobs, jeg omtalte? At bag mit glade, ubekymrede, jokende ydre bor et enormt vemod?

Burde man ikke undre sig? 
Er det overhovedet noget man snakker om på en date?

På et tidspunkt i lørdags sagde jeg i forbindelse med noget andet, at jeg havde gået til psykolog de sidste fem år, men han spurgte ikke ind. Måske var jeg lettet over det. Måske havde jeg håbet på, han ville. 
De sidste fem år har ikke været særligt muntre. Men jeg er samtidig heller ikke sikker på, at årene før det var særligt gode. Det hele er lidt blurry. Det ironiske er, at de sidste fem år, ikke er noget jeg skammer mig over. De føles ikke som et hul i mit liv. De er bare ikke sjove at snakke om. De er lidt en bummer. Debbie Downer, you know. 
“Nå ja.. altså. En aften sad jeg hjemme hos mine forældre. De havde lavet kæmpestore lækre burgere. Jeg sad ved middagsbordet, men jeg kunne ikke spise dem. Jeg ville så gerne spise dem. Men det hele snurrede og svimlede for mig, og jeg troede mest af alt, at jeg ville komme til at kaste op eller besvime. Jeg lagde mig på sofaen. Jeg var sikker på, at jeg var alvorligt syg. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Efter tre uger uden at spise noget udover peanuts og cigaretter tog jeg lægen. Han tjekkede mig for alle sygdomme, men jeg fejlede ingenting. ‘Men betyder det så… at det hele er oppe i mit hoved?’ spurgte jeg, mens jeg græd. Jeg var nervøs for, om jeg skulle droppe ud af uni. Jeg stod overfor eksaminerne på mit 2. semester, men jeg kunne ingenting. Jeg lå mest hjemme i sengen, dag ud og dag ind, uden at spise, ventede bare på, at dagen ville blive nat. Jeg tabte mig over 10 kg. Måske 15. Skind og ben. Kom i kontakt med en psykolog som hjalp mig gennem eksaminerne og alt. Derefter fulgte 3 år hvor jeg mere eller mindre var invalideret af angst. Alligevel bestod jeg min bachelor, jeg gennemførte en praktik på en stor kulturinstitution, jeg havde et studiejob, jeg havde en kæreste. Fordi jeg er stædig som en i helvede og nægter at være syg. Men det sled. Og venner faldt fra og ingen nye kom til. Nogle gange tror jeg, at mine tårer sidder fast i min hud. At de bare er groet fast. Mange gange fantaserede jeg bare om at dø. Min krop var et fængsel. Efter tre år blev det bedre, men stadig ikke godt. Jeg havde angst alle de steder jeg har boet, jeg blev stresset og overstimuleret af alle mennesker. Kunne ikke være nogen steder. Hjemløs i egen krop.Det hjalp at læse kandidat på et andet universitet. Det hjalp at få et job, som jeg elskede og følte mig tryg ved. Det hjalp også at slå op med min kæreste. Det hjalp at begynde at tegne og lave kunst igen. Og det der hjalp allermest, var at jeg for en måned siden siden flyttede ind i min egen lejlighed. Så… ja.. Hvad har du lavet de sidste fem år?”
Fed date.
Jeg vil gerne møde en, som jeg kan fortælle om de sidste fem år. Jeg gider ikke være et menneske med huller i min tidslinje. Jeg har det godt nu. Måske bedre end jeg har haft det nogensinde. Men jeg har stadig angst. Og jeg er stadig overdrevet sensitiv. Jeg husker de fem år alt for godt. De gør mig bange, men samtidig lykkelig. 
De sidste fem år – er jo mig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s