presset stemning

Mine forældre forsøgte i munden på hinanden at forklare mig, hvad jeg skulle forklare elektrikeren i morgen tidlig. Min far pegede på den tilsodede væg og den ulovlige el-installation, og min mor forsøgte at oversætte det volapyk der sivede ud af hans mund. Jeg kunne mærke min hals stramme til, mens larmen fra det hvide støj i min hjerne tiltog. Jeg forestillede mig, at jeg ville sige: “Nu går jeg altså lige ind og sætter mig på stuegulvet, for jeg kan ikke det her og jeg forstår ikke noget.” I stedet råbte jeg af dem begge, så de tav og stirrede på mig med store øjne. Tungen var vokset til dobbelt størrelse i min mund, den sitrede mod ganen, og jeg trak vejret dybt ind i de forkullede lunger. LAD MIG LIGE PRØVE SELV, skreg jeg. LAD MIG LIGE PRØVE AT FORSTÅ DET HER.

Det er nogle simple el-installationer, men jeg var tryllet tilbage til matematik- og fysiktimerne fra min skolefortid. Det føles absurd at skrive speciale på universitetet, og så ikke kunne forstå logikken simple el-installationer. Det handler nok heller ikke så meget om ledningerne der hænger ned fra loftet eller hvorvidt min far snakker for hurtigt.

Sidste uge var Sisyfos der skubbede den skide sten op af en stejl klippevæg. En triumferende lykke over endelig at stå med nøglerne i hånden, blev hurtigt erstattet af en nedslidende håndværksuvidenhed – og dertilhørende afmagtsfølelser, idet lejligheden nok var i væsentlig værre stand end vi huskede den. Før jeg havde set mig om, havde vi hevet halvdelen af køkkenet ned. I morgen gælder det loftet. Min far slår med sine store actionman-næver igennem det mørnede, beskidte træ.

Jeg prøver at være en cool cat og overbevise dem om, at jeg er moden nok til at være i det (og at jeg er “rask” nok til, at det hele nok skal blive godt og fedt og lækkert og perfekt og ideelt og uovertruffent). Tage ansvar, du ved. Men jeg er en høne uden hoved. Et par gange i løbet af ugen tog jeg derhen uden mine forældre var der og sad på altanen og røg smøger med solen bagende i hovedet. En anden eftermiddag lå jeg på ryggen på gulvet i de store lyse værelser i en time og surfede på smartphonen. Ikke få angst, ikke få angst, det er fedt at være her, det er skønt! 

Min far ringer gennemsnitligt en gang om dagen og minder mig om flere ting der skal ordnes eller minder mig om flere håndværkere fra håndværksmafiaen han har sat i arbejde i lejligheden. Lige nu er vi oppe på fire forskellige typer; maler, tømrer, elektriker, gulvsliber. Jesus fuck. Stresset vælter han ind af døren, tager sit lorte stressjob med ind i min smukke bolig og fjerner al glæden og suset over at dette pragtfulde sted er mit. DU SKAL JO BARE BRUGE KNOFEDT, lad mig vise dig, sådan her...

Og efter at have tilbragt så mange dage med mine dominerende forældre, så forsvinder stærke W også. Slynges tilbage til teenage-årenes selvhad, og ender med at ligge torsdag nat og klynke over mig selv og hvor fucking hårdt jeg har det, bu hu hu. Hvor er det dog synd for mig, at jeg har to forældre der bare vil hjælpe mig så meget og betale for de skide håndværkere og at de afrimer fryseren for mig og kører mig rundt til impulsive dba-fund, og at de passer deres stressede fuldtidsjobs blot for at komme ind og pille en lejlighed fra hinanden når det endelig er fyraften. HVOR ER DET DOG synd for mig, at de har hjulpet mig med at købe en lejlighed og insisterer på at gøre det så godt for mig som overhovedet muligt.

Så er det mindste jo bare at du selv håndterer elektrikeren i morgen tidlig. Min tunge hæver op i munden igen og mine ben føles som gele. Så kan du også lige hilse på maleren og sætte dem ind i tingene også.

Hej jeg fylder snart 28.

Jeg tænker på, om det overhovedet er muligt at renovere en lejlighed, skrive speciale, arbejde på en akademisk artikel og (stadig goddammit) have hjertesorg på een og samme gang? Min krop består af 10 % blod, 10 % vand, 40 % ost, 30 % smør, og 10 % brød. Jeg er blevet tyk og min hud er bumset, mine øjne døde. Jeg onanerer vredt om aftenen, og tit vågner jeg og græder (MEGET LIDT) over H. (stadigvæk goddammit). Jeg ryger smøger i hobetal (udenom mine forældre), vandrer til og fra Nordvest i pendulfart. Vender altid tilbage til fremlejeboligen, som synes mørkere, koldere og ensommere for hver dag der går. Jeg er rodløs, men har to hjem. Jeg er ensom, men har alligevel alle i mit liv. Jeg er tudegrim, men alligevel smuk. Jeg er tyk, men alligevel slank. Jeg er ingenting, men alligevel alt.

Pres.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s