nu bliver jeg voksen

De sidste mange nætter har været præget af en utrættelig søvnløshed, hvor alting kører rundt i hovedet på mig; selv Adeles “Someone like you” har været en forstyrrelse, den kører i ring og ring og ring, selvom jeg egentlig har forhelliget mig med Skægmonstrets nye tilværelse. Det betyder ikke så meget længere. Tværtimod har det givet mig en empowering følelse af at stå til ansvar for mit eget liv.

Jeg gik i seng kl 21.30 i går. Hvordan jeg faldt i søvn, er et mysterie. Om 5,5 timer overtager jeg min nye lejlighed. Jeg har været vågen siden halv fire. Utrættelig..

Det her liv, altså. Der er så meget liv.

Jeg hører sådan nogle søvn-playlister på Spotify, mens jeg yoga-style trækker vejret dybt ned i lungerne. Jeg synes mine bryster gør ondt, og overbeviser mig selv om, at jeg har brystkræft. Den anden del af mig ved godt, at det er fordi jeg går rundt og spænder helt vildt.

Mange mænd skrev på Tinder til mig i går. Jeg lå bare og swipede derudaf. Jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt mig. For har ikke tid eller hjerterum til at mødes med nogen. H. flyder stadig rundt i hele kroppen min, og min hjerne siger altid i søvnløsheden, de sene timer: jeg elsker dig. Jamen hvor er det tosset. så spørger de andre ham på kollegiet: hvad blev der af pigen med det lange hår og grønne tøj, og han svarer, tja, hun blev forelsket i mig, men jeg så hende bare som en god ven. og de siger: hvor er du dum. og han er sådan: ja jeg ved det godt, der er noget galt med mig.

Min selvdisciplin er for vild. Dét har jeg opdaget omkring mig selv. Jeg er så sensitiv, pligtopfyldende og stresset, at jeg virkelig formår at producere. En perfekt cocktail for produktion. Det er lykkedes mig at skrive mit speciale på lidt over to måneder. Der er tre måneder til det skal afleveres. Du skal, du skal, du skal, siger hjernen. Tag dig sammen, tag dig sammen, tag dig sammen. 
Den indre socialpædagog. Hej igen. Så meget pres.

Mine dage er bygget op omkring pressende strukturer; ting jeg skal opfylde og udføre. Jeg aflyser aftaler med søde venner, fordi min hjerne ikke kan rumme alle disse ting på een gang. Jeg føler mig ikke ensom, jeg føler faktisk ikke så meget. Lige indtil jeg måske føler det hele.

Nå jeg står i lejligheden om 5,5 timer med ejendomsmægleren og mine proaktive, pressende forældre, så ved jeg, at jeg føler det hele. Jeg håber, jeg kan græde af lettelse. At det hele vil give mening, lige dér i Nordvest. Billeder af lejligheden pulserer hele tiden ind og ud af min kopfkino, jeg er fikseret på lamper og store borde, idéer om planter og marmorborde, tavlevægge og indrammede plakater. I tre måneder har jeg ventet. Og nu er det nu. Nu bliver jeg voksen.

Jeg forestiller mig, når jeg fylder 28 om knap 3 måneder, at jeg laver en instagram-post. Der vil stå: Mit 27. leveår. Det år hvor jeg blev voksen. Jeg har boet fire forskellige steder, købt min egen lejlighed, haft mit første fuldtidsjob, skrevet mit speciale, haft hjertesorg af flere omgange, været til tandlægen, fået sat en spiral op, og fået en del flere rynker.

Det er underligt at tænke i instagram-opslag. Hvorfor gør jeg det? Jeg forestiller mig også, hvordan jeg skal lægge et billede af lejligheden ud på instagram senere i dag. Endelig, skal der stå i teksten. Jeg vil få mine forældre til at tage et billede af mig, hvor jeg ser lykkelig ud. Måske ude på altanen. Jeg har bare at være lykkelig.

Jeg håbede, at det ville gøre mig træt, når jeg skrev dette opslag. Jeg håbede, det ville hjælpe, at jeg tømte mit hoved for disse fluffy, abstrakte tanker. Det har overhovedet ikke hjulpet. Jeg er bare helt fyldt op. Sådan er det åbenbart at blive voksen. Alt det liv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s