runde 2

Jeg er nok lidt fuld nu.
Dagen ændrede sin kurs.

H. svarede tilbage.
Lige nu er det så underligt at jeg kalder ham H., for han har intet med H. at gøre. Jeg ville finde ham et kaldenavn. Så H. kunne betyde Henrik, Holger, Ham…. Men han har intet med H. at gøre. I stedet for er han en af kongesønnerne, en snarlig konge, og Kongesønnen svarede tilbage.

En del af mig ville helst have at han 1) ikke svarede tilbage, og 2) svarede tilbage og viste ægte empati. Men man ligger som man har redt. Det er sådan det er, er det ikke? Det mest kyniske og kortfattede svar verden har set. Jeg sad på arbejdet, da jeg modtog beskeden, mit hjerte bankede så voldsomt, at jeg troede, jeg skulle kaste op. Jeg rullede en smøg og stod i gården, da jeg læste den. Jeg læste den igen og igen. Gik ned på toilettet med nervøs mave og læste den. Jeg kunne ikke forstå, hvem han var nu. Han var ingenting, han følte ingenting, han viste ingenting.

Hver gang telefonen ringede, sagde jeg til dem, at de skulle ringe igen tirsdag. Hver gang turister henvendte sig, stod jeg mod rødmosset ansigt og tårer ud over det hele og solgte dem t-shirts. Ingen stillede spørgsmålstegn.

Jeg troede, vi var mere. Seriøst. Jeg troede, at jeg var mere for ham.

“Jeg håber, du kommer dig over din hjertesorg, det lyder svært og ubehageligt”.

Så nu sidder jeg i vindueskarmen og hører min fuck hjertet-liste, og jeg læser trivia om Adele og “Someone Like You”, og jeg kan slet ikke forstå, at jeg var ingenting, og at det hele var ingenting, og hvorfor mit hjerte gør så ondt igen.

Til gengæld føles det som nådestødet; jeg kan igennem min smøg-ødelagt næse alligevel dufte foråret, og jeg kan dufte alle forår jeg har oplevet de sidste 27 år, og jeg kan dufte, at jeg får det godt, jeg ved, at jeg får det godt. Jeg har lært så meget i dag.

En vis kollega sagde til mig: Det er bare et speciale. Lad vær’ med at tage det så tungt.
Jeg havde glemt, at det var sådan. Jeg havde glemt, at jeg også kunne leve.

Og lige nu ønsker jeg mest af alt at leve. Selvom tårerne suser ned af mine kinder og jeg er fuld i rødvin og hjemmerullede smøger, og alle på Åbouldevarden kan se hvor meget jeg lider, når de holder for rødt.

Jeg ved inderst inde, at alt nok skal gå. Og jeg kan ikke vente. Jeg vil have, at det sker nu. Jeg er færdig med Kongesønnen, jeg er færdig med at længes og fantasere. Jeg tror endelig, jeg er klar til at være mig, og overgive mig til mig selv.

Og til trods for det, så please kom og hold om mig nu. Og kom og syng med mig. Så synger vi sammen i hjertesorgens musik, vi synger fucking Coldplay, fucking Adele, fucking Saybia (im not the one for you), fucking musik fra twilight soundtracket. Jeg drømmer om kærlighed, jeg drømmer om at være elsket, jeg drømmer om ikke at være alene.

Jeg vil virkelig dette liv. Men hvorfor er det nogen gange så svært??

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s