ægte sygdom

Jeg tror, at jeg er blevet syg. Men jeg er ikke sådan.. rigtig syg. Så igen står jeg mellem det psykosomatiske og fysiske symptomer, og kan ikke finde en vej igennem det. Jeg er uendelig træt, og min nat var een lang feberhvilelse af hjertebanken og giftige drømme om fokusgrupper og pikkemænd i min mund.

Jeg har meldt mig syg fra arbejde, men tog alligevel til tandlægen tidligt i morges. Med dynen om mit hoved, var det som om, at jeg ikke rigtig var der. Det var en underlig lejlighed, og jeg var den eneste klient. Mine tænder blev renset, og de sagde, at den sorte plet på min fortand bare var ligesom en tatovering; en misfarvning, der ikke kan gøres noget ved. Som havde jeg på et tidspunkt prikket mig selv med en kuglepen. Jeg skal åbenbart ikke dø af kræft (endnu). Skønt det er fem år siden jeg sidst lå i en tandlægestol, var der ingenting at udsætte på mit fejlfrie tandsæt. Lettelse.

Skal jeg være rigtig syg nu? Når jeg forsøger at sove, banker mit hjerte urimeligt hårdt, og jeg er grådlabil i ét væk. Sulten er væk, og jeg trækker vejret gennem et sugerør, min lunger gør ondt og jeg føler, at jeg svæver rundt en meter over gulvet. Det er vist sådan her, at sygdom føles.

H. er stadig en betændt byld i mine indre organer, og jeg kan ikke slippe for tanken om ham. Hans ansigt hvirvler rundt foran mig konstant. Jeg har lyst til at skrige; at jeg stadig elsker ham. At jeg kan redde ham. Er der ikke nogen, der skal kæmpe for kærligheden? tænker jeg. Er det ikke sådan man gør?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s