træt

Det er svært at komme ud af denne ensomhed, når alle man kender også er skrøbelige mennesker, der klistrer fast i deres eget hjem med tårer spillende i ansigtet og med utilregnelige følelser skvulpende i rundt i kroppen. Jeg prøver, på min egen lille usle facon, at række ud uden held.

Jeg ser ikke længere mig selv, når jeg græder. Jeg ser min søsters ansigt, fordi vi ligner hinanden så meget. Jeg er sikker på, at vi også græder på samme måde. Og i mit ansigt ser jeg også H.’s nu, og jeg kan huske hans grædende ansigt. Jeg går stadig på toilettet med slukket lys.

Specialet føles som en stor klods om hjertet. Vejledningen i fredags gav mig ikke gåpåmod eller energi – den drænede mig kun. Og gjorde mig til kvinden der ikke kan noget. Jeg føler, at jeg blev opdaget i min utålmodighed og sjusk. Jeg troede, at jeg kunne skrive specialet hurtigt. Men det kræver kontinuerligt arbejde, dagligt engagement, det forstår jeg nu. Men jeg kan bare ikke. Jeg har aldrig kunne arbejde sådan. Men jeg kan heller ikke arbejde manisk de næste fire måneder. Det slider mig ned.

Det er selvfølgelig også uretfærdigt at blande tømmermænd og ensomhed in the mix, men det er nu sådan mit liv hænger sammen disse dage. Jeg har lyst til at være alene hele tiden, selvom jeg ikke bliver glad af det. Jeg sidder ret op og ned i sofaen, sluger det ene Netflix-afsnit efter det andet, græder nogen gange, gennemgår minder og gamle følelser. Det har virkelig ikke nogen god effekt på noget som helst.

I morges vågnede jeg til en besked på Instagram fra den smukke italiener fra i sommers. Vi har ikke snakket sammen siden den nat, men liker hinandens billeder i tide og utide (romantisk). I nat klokken to har han sendt mig et hjerte. Bare et hjerte. Min hjerne slynges straks tilbage til natten med ham; den måde vores kroppe arbejdede som en fælles organisme. Jeg kan huske, at han sagde på sit gebrokne engelsk: “You surprise me”, og at jeg sagde “Yeah?” og stak mit højre bryst ind i munden på ham. Jeg fantaserer om, at han kommer og bor hos mig. Og så kan jeg tage et billede på instagram, mens han sidder og spiller på sin cello, og give billedet teksten: My italian lover.
Jeg sendte et hjerte tilbage. Han må gerne få det.

Det fik mig til at tænke på, sidst jeg var tæt på Skægmonstret, den lørdag i juli før jeg flyttede ud. Hvordan jeg sagde til ham, at han altså godt kunne komme ind i sengen til mig og tage en lur, selvom vi var slået op. Efter et stykke tid lagde jeg armen om ham, helt forsigtigt. Hans store krop puttede sig bagud ind mod min. Vi lå sådan i mange timer. Rodede rundt i en tæt, tårevæddet og hvad der synes som en uendelig putning. Jeg ville ikke give slip på hans krop. Hans hænder var overalt, og vi kyssede med tårer og savl. “Du bliver nødt til at gå snart,” sagde jeg. “Jeg kan ikke stoppe med at græde, når du er her”. Skægmonstret græder ikke. Men hans krop græd ind i min. Det var den smukkeste måde, vi kunne slutte på. Og når jeg tænker på ham nu, så er mit hjerte fyldt op af den største kærlighed. I torsdags havde han fødselsdag. For første gang i fem år, skulle jeg ikke fejre ham. Jeg savner ham.

Jeg savner alle lige nu.

I går var jeg ved at panikke hele tiden, fordi jeg var så træt, og fordi jeg ingen appetit havde. Det blev endnu en af disse lørdage, hvor jeg bare ligger og onanerer vredt, græder og ikke tænker nogle rigtige tanker. Og søndagen straffer mig for disse lørdage. Og jeg runger rundt i rummene i mit refugium og fatter slet ikke, hvordan andre folk egentlig lever deres liv.

Jeg er træt igen nu. Vil bare sove alt væk. Og jeg prøver at synge den her sang hele tiden, men min stemme bliver ved med at knække over. Det er ganske sørgeligt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s