center

Jeg var ved at kaste op hele vejen ud på kua i dag. Da jeg endelig ramte de solbeskinnede betonblokke syd for byen, var det eneste jeg kunne se, H. I alle mænd og alle sjæle der svimlede om mig i min kvalme, var der hans gengangere, disse sortklædte kua-fyre med slikket hår og lange frakker. Mit hjerte hostede sig op i halsen på mig hver gang jeg passerede en af klonerne. Jeg var virkelig på hans terræn.

Frederiksbergcentret var en håbløs fejltagelse. Hvilket frygteligt sted, egentlig. Jeg kunne mærke afskyen det øjeblik jeg nærmede mig trafikkrydset. Alligevel gik jeg derind. Fast besluttet på at være en anden. Men det kan man jo ikke. Så  i stedet påtvang jeg mig Angsten, mit kære pejlemærke for mit velbefindende, og hyperventilerede de 200 meter der er fra start til slut i centret. Jeg kunne ikke se butikkerne for bare angst (og døde-ansigtsmennesker der langsomt shoppede omkring en). Ens krop bliver tung af sådan noget ryste-ryste shit. Jeg lagde mig bare til at dø, da jeg endelig kom hjem.

I dag, efter kua, ulmede ængsteligheden stadig, men man kan meget, når vejret faktisk og endeligt er godt. Jeg flakkede fra den ene veninde på bryggen til en anden i en bunker på Frederiksberg, og vi tog os smukke ud i solen, selvom vi snart er 28 år, og hvilket liv man egentlig har levet efterhånden…. I en park dejser vi om, lader som om at nu er det ægte sommer. Mine anspændte rygsmerter fra en forkrøblet holdning svinder hen, og jeg involverer mig med øllene, som var det min eneste frelse. Al ængstelig kan sagtens forsvinde sådan en fredag, hvor der kun opstår liv og liv og liv.

En fælles bekendt som jeg tilfældigt har mødt de sidste tre fredage, “SÅ SES VI FOR TREDJE FREDAG I TRÆK”, som vi begge sagde i aftes, han kigger på mig, som om at han kunne spise mig, til trods for den råddenskab jeg bærer i mig. Og jeg er egentlig ret sikker på, at han også er super rådden indeni.

Jeg er tidligere på dagen blev gjort opmærksom på, at jeg ligner H. til forveksling i ansigtet. At han kunne være den tredje søskende. Jeg overvejer, om den eneste grund til at jeg synes, at han var så ubegribelig smuk, var at han rent faktisk bare lignede mig. At jeg faktisk bare var forelsket i mit eget spejlbillede. Jeg børster tænder og fjerner makeup med slukket lys. Jeg har ikke lyst til at acceptere, at det hele handlede om, at jeg bare var forelsket i mig selv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s