sygdom

Engang havde jeg en mærkelig lille knop på min arm. Jeg kunne ikke rumme, at den var der. Så jeg begyndte at kradse og kradse med mine negle, til jeg til sidst havde skabt en lille hulning i min arm. Det blødte meget. Nu prydes den af en lille hvid cirkel der bulner lidt ud på 0,5 cm i diameter tæt på mit håndled. Jeg kan huske, at Skægmonstret blev bange for mig.

Disse dage er jeg besat af mine tænder. Så besat, at jeg har flået hul i min ene overlæbe, der hver nat sprækker som en overmoden appelsin. Jeg fanger min mund i hvert et spejl, undlader at tænde lyset på badeværelset, når jeg ikke tør kigge på tænderne, mærker efter med min tunge på fortænderne konstant, så tandkødet efterhånden er så nedslidt, at det bløder. Der er en lille sort plet mellem mine fortænder, og jeg er ganske overbevist om det er kræft. Det er i hvert fald sådan jeg tænker, når jeg skal sove, eller når jeg bare er alene for mig selv. Og om natten står jeg derfor overfor mit eget gebis i gigastørrelse og skraber gråt mudder ud af revnerne. Min tandbørste er helt maltrakteret, fordi jeg skrubber løs 2-3 gange om dagen på de stakkels tænder. Jeg tænker, at alle kan se det på mig. At de kan se pletten. Og så tænker de, at jeg er en sjusket junkie, og sjuskede junkier får kraftedme aldrig et job.

Jeg har bestilt tid til tandlægen i næste uge. Jeg har ikke været til tandlægen i fem år. Jeg ved ikke, hvem tandlægen er. Jeg ringede i går og sagde, at jeg altså var meget nervøs. Men undlod at fortælle dem, at jeg forestillede mig, at de blev nødt til at trække mine fortænder ud, fordi der var gået råd i dem, og at jeg nu havde kræft, og jeg selv synes det er synd for mig, for jeg bruger virkelig mit smil meget i hverdagen, jeg er en meget smilende person. Gud, hvordan vil jeg være uden mit gode udseende? Vil jeg værdsætte livet mere? Eller hvad hvis det faktisk viser sig, at jeg skal have trukket alle tænderne ud, og at der også er gået kræft i min læbe (eftersom den sprækker sådan), og så forsvinder min mund fuldstændig? Og de ville være sådan: Hvorfor kom du ikke til os noget før? Og jeg ville være sådan: Jamen, jeg har jo ikke styr på mig selv, jeg passer ikke på mig selv! Og de ville hviske til hinanden og sige: Sikke en skam. Så ung en pige! Og jeg ville prøve at retfærdiggøre det hele overfor mig selv og sige: Jamen, det skal jo også ramme nogen. Kræft i tænderne! Og hvorfor ikke mig? Bare fordi jeg er hvid, ciskønnet og pisse priviligeret?

Og jeg har også udskudt i en måned at ringe til gynækologen, så jeg kan få sat en spiral op, og det er mest fordi, at jeg er bange for, at de siger, at de kan se, at jeg ikke kan få børn, og at ser helt galt ud deroppe og at det hele skal pilles ud, at der kræft i alt, og det har spredt sig, ligesom til mit venstre bryst, som faktisk også gør lidt ondt for tiden når jeg ligger på det. Og måske har jeg faktisk bare så meget kræft i kroppen, at min krop kører på dampene, uden at jeg ved det, og at jeg en dag bare kollapser, og så vil de sige: “Hvor er det vildt, at hun overhovedet kunne passe hendes arbejde og studie – hun er jo helt rådden inde i”.

***

I morgen skal jeg til vejledning med mit teori-afsnit. Lige nu er det lykkedes mig at skrive knap 35 sider af mit speciale. Det gør mig nervøs. Jeg er nervøs for, at jeg har givet alt, hvad jeg kan, og at det ikke er godt nok. Så har jeg siddet i en måned med blodsprængte øjne og dakkedakkende puls til ingen verdens nytte. Jeg er ret rolig, egentlig, og jeg er faktisk også pisseglad. Men jeg kan godt mærke, at jeg også er helt rådden inden i. Hver gang mit liv har fået ro, så fantaserer jeg om disse sygdomme, og de lammer mig fuldstændig. Så nu vil jeg tage i Frederiksberg Centret her efter arbejde og leve et liv, som var jeg en anden. Snart er jeg forhåbentligt rigtigt en anden.

One thought on “sygdom

  1. Min familie er nu en helt ny, så stop dine bekymringer og tag din medicin og sæt familien fri for den dødelige sygdom, der ikke holder nogen respekt for familiens harmoni. Gør dit helbred bedre ved at bruge cannabisolie i din hverdag. kontakt læge Patrick på 😦 drpatrickoscar@yandex.com ) for alle former for kræftbehandling

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s