askese

what’ll i do with just a photograph, to tell my troubles to? 

when i’m alone with only dreams of you, that won’t come true, 
what’ll i do?


Jeg har ikke drukket koffeinholdige drikke i snart fem år. Derfor er jeg meget vel klar over deres effekt på mig, og derfor tager jeg ikke stoffer, når jeg skal i byen, men drikker derimod energidrik, så mine pupiller udvides, min puls stiger og jeg griner manisk i hele fjæset, mens det føles som om, at mit legeme svæver en meter over gulvet. 
Jeg havde regnet med, at en halv liters energidrik i går skulle give mig den mest vidunderlige og sindssyge aften DER SKULLE VARE TIL DEN LYSE MORGEN JA! Men man kan jo ikke gøre sådan noget alene, alle skal ligesom være indstillet på den zindzzyge aften, og ydre omstændigheder kan gøre, at man kun når at danse en time i sit eget sved på en propfyldt danseklub, før ens selskab vil hjem. Det er svært for sådan et koffeinpumpet menneske at sove ordentligt. Men fred være med det. 
Det har været tre uger med hjertesorg nu. Jeg var endelig klar til at gå amok – på en ikke-eskapistisk facon. Jeg har det faktisk ret fint. Jeg har fordybet mig i specialet og skrevet afsindigt meget. Arbejder slavisk og målrettet, og får i bølger endda små adrenalinsus over egen formåen. Jeg er endda de sidste par dage begyndt at spise grøntsager igen, omg.. 
Det er også en isoleret (og dødkedelig) tilværelse. Til gengæld gør min underbevidsthed en masse arbejde for mig, og jeg sover elendigt om natten, fordi det hele skvulper rundt i mareridtsagtige drømme. Jeg har ikke drømt i lange tider. Det er underligt, når livet i “virkeligheden” svinder ind og at det i “uvirkeligheden” tager til. 
Jeg er hjemme i Roommates lejlighed stort set hver nat. Eller i fremmede lejligheder. Ligesom den jeg bor i nu, faktisk. I drømmene flakker jeg rundt i disse tomme, rodede rum, jeg ikke genkender; pakker flyttekasser hele tiden, konstant i bevægelse, konstant på vej væk. I morges mødtes jeg endelig med Roommate, og han havde fået en ekstra kat. Han var venligsindet overfor mig, og jeg blev glad for, at det kunne være sådan. Jeg blev ved med at gå ind på mit gamle værelse, hvor der nu boede en ny. Der blev holdt en filmfremvisning inde i stuen, og jeg følte mig lidt malplaceret i bohemeselskabet. Alt var revet ned af reolerne, nogle møbler flået i stykker, og det var tydeligt, at Roommate var ved at krakelere. Hans smil var stort og uhyggeligt; skævt og stegt.
Jeg håber, at jeg snart forstår, at jeg ikke bor der længere. 
***
Hver morgen tester jeg desuden, om jeg stadig er forelsket i H. Og er sådan yup. En del af den smertende sorg er gået væk, men min reptilhjerne fatter stadig ikke, at den altså også skal falde ud af forelskelsen. Jeg tænker på ham hele tiden, på sådan en kærlig og rolig måde, som jeg ikke helt fatter. Jeg er stoppet med at græde, så han sidder ligesom bare inde i mit hjerte og kukkelurer og fylder. 
Jeg håber, at jeg snart forstår, at jeg ikke skal elske ham længere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s