arbejde

det går op for mig, at jeg har været isoleret fra det virkelige liv siden i fredags. 

jeg gik ellers en tur på vej hen til jobbet. gennem smukke frederiksberg under solen. men det øjeblik jeg kom herind, føles det som om (igen) at det hele ramler. mit krop ryster og sitrer, jeg tror ikke, at jeg trækker vejret helt ordentligt, og jeg er ikke nærværende. hvorfor skal jeg slynges sådan ind og ud af mig selv? jeg brækker mig snart over mit liv.

jeg er så skrøbelig og sårbar hele fucking tiden, hver dag er et nyt følelsesorgie som jeg ivrigt deltager i. jeg prøver at passe på mig selv, men det er aldrig nok. eller også gør jeg det bare forkert. jeg havde det så dejligt i går. men jeg kan mærke, at mit nat har været præget af onde drømme, stressende mareridt, og jeg sidder igen i sofaen med en al for høj puls over morgenmaden.

før jeg gik i seng (hvor jeg forinden heldigvis havde forhindret mig selv i at skrive til H.) hviskede jeg til mig selv (!?!?) og knyttede mine hænder: “Please, lad mig drømme om ham i nat… jeg vil gerne være tæt på ham..” seriøst, det gjorde jeg virkelig. jeez….

i drømmen lignede han ikke sig selv. han var et hoved lavere i stedet for et hoved højere end mig. hårpragten var falmende, tyndslidt, og ansigtet endnu mere magert end normalt. han gjorde alt for at undgå mig. jeg stod selv på dansegulvet med en drink i hånden og havde hele tiden styr på, hvor han befandt sig i lokalet. jeg følte mig stærk, i drømmen. han var forfærdelig utiltrækkende. måske ved jeg godt et sted dybt derinde, at han slet ikke er god nok til, at jeg er forelsket i ham.

beskeden jeg havde forfattet (men IKKE sendt) lød sådan her:

Hej H.Det føles som en evighed siden forrige søndag, og samtidig slet ikke.

I går flyttede jeg endelig. Det endte rigtig grimt, så sidste uge var ikke just en drøm… Men sikke en lettelse endelig at slippe væk fra det sted. Jeg var slet ikke klar over, at det ville ændre så meget for mig. 

Jeg er tilbage i XX lejlighed nu. Hun har fjernet en del ting, så her er ligesom en zen-have; helt minimalistisk og tomt. Føler mig rolig og afslappet her. Har endda kunne overskue at kigge på mit speciale igen efter ti dages pause.

Det er underligt, for selvom det er mange måneder siden efterhånden, så kan jeg stadig huske dig være her også, mere end jeg kunne i Roommates lejlighed. Når jeg ryger en cigaret i vinduet med mine mangefarvede striksokker på, kan jeg mærke dine fødder mod dem, og huske hvordan du komplimenterede dem for at være nogle rigtig fine sokker. Det er som om, at du også er her på en måde, i roen og i stilheden.  

Jeg håber, at du har det godt. 

Kh W.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s