hjemme

på 60 kvm er der et bord, tre stole, en sofa, en lænestol, nogle lamper, et skab og en seng. på væggene malerier af havet og i reolen bøger om verden. i hjørnet står planter med nye skud, og der er tre meter til loftet. i disse rum bølger jeg rundt i lettelsen, i disse rum trækker jeg vejret igen.

blypladen der skarpt stak ind i hjertet er forsvundet; jeg nåede ikke engang at mærke det rigtigt. det var først et stykke ned af jagtvej med en sæk tøj på bagagebæreren og i min frygt for at møde en lille rund mand der ville kræve en forklaring, at jeg forstod, hvad roden til al denne smerte var.

roommate var tidligere på aftenen kommet ind og havde med en vrede-dirrende stemme skældt mig ud over manglende svar på (hans passivaggressive) fb-beskeder. min puls steg med 100 og jeg troede at blyklumpen ville gøre det af med mig. han forsvandt kort efter ud i natten, dette lille aggressive, runde væsen; en baby af raseri og spildt energi. jeg sad i mit tomme værelse (alt i flyttekasser) med blid folk spillende og troede jeg skulle krepere af angst.

men jeg kom i tanke om, at jeg altid har andre steder at være. katten susede ind under sengen, og jeg rykkede aggressivt og febrilsk sengen væk fra væggen og hev fat i dens hale mens jeg råbte: KOM NU UD FOR HELVEDE DU SKAL IKKE VÆRE HER, KAT! tårerne stod ud af øjnene på mig som små saltbomber, og jeg nussede katten der rev mig på næsen. (du skal ikke være her). og væk var jeg selv, ud af døren, væk væk væk fra dette forbandede sted.

det var søndag.

og nu er det tirsdag.

mandagen gik jeg tilbage til gerningsstedet og pakkede resten af tingene sammen. i et manisk temperament frygtede jeg roommies genkomst til stedet, og jeg ønskede, at flytteholdet skulle komme hurtigt og beskytte mig mod hans uforudsigelige vrede (hvordan blev det hele så slemt?). han kom heldigvis aldrig hjem. og jeg ser ham heldigvis aldrig igen.

da alt var pakket og rengjort klemte jeg om katten, kyssede dens små pelsede kinder, og sagde, at jeg elskede den, men at jeg ville forsvinde nu. “mor skal ud og realisere sig selv…” der er noget sanseligt berusende over at smække en dør efter sig og ikke længere have nøglerne til at kunne gå tilbage. At gå ned af trappen, ud af døren, og vide, at man aldrig kommer tilbage. det suser, sådan noget.

***

jeg sidder på sofaen i mit minimalistiske refugium nu. jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst glædede mig til fremtiden, men det gør jeg i dag. i dag kan jeg rumme alt. hjertesorgen blæser også langsomt væk i den blide forårsbrise, min højre hånd ryster ikke længere og jeg er mere hjemme her, end jeg har været i snart 2 år. hjemme. alene. hjemme i mig selv.

det eneste problem er, at H. også er i denne lejlighed. jeg boede her i en uges tid i december, lige da vores “forhold” gik allerbedst med allerstørst kraft. han var her to gange. første gang lavede han gnocchi til mig, og vi drak rødvin, og han sagde, at min storeske var en omfavnelse af flødeskum, og at min vagina var platinum (ikke helt hans ordvalg). anden gang var vi kommet hjem fra byen sammen og spillede musik for hinanden, og jeg lænede træt mit hoved mod hans skulder i sofaen, og vi elskede hele natten til det blev morgen igen, berusede af alkohol og hinandens nærvær.

jeg har lyst til at skrive til ham, at han, mere end noget andet sted, er lige her nu.
men jeg må nok hellere lade vær. nu har jeg det lige så godt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s