ryster

Jeg er bange for, at jeg ikke kan finde ud af at pakke mine ting sammen i flyttekasser. Jeg bor i ét stort rod disse dage, alting flyder over det hele, og jeg ligger bare i fosterstilling på sengen og prøver at holde mit hjerte i skak.

Et andet sted på Nørrebro spiser vi lækker vietnamesisk mad, disse solskinsrige forårseftermiddage, og jeg er most inde i et hjørne, og jeg kan slet ikke tænke klart, fordi der ligger store kampesten på mit bryst. Jeg får nøglerne til mit næste refugium, mens mine hænder ryster.

En bil kører mig rundt i forstæderne, og vi løber ind og ud af genbrugsbutikker. Jeg transformerer mig selv til en person i hvidt tøj, der reflekterer solens stråler. Ubekymret gennem Ballerup Centret som et andet menneske. Fem timer knitrer væk som fiktivt indie-flimmer; på turen tilbage mod København kan jeg næsten ikke trække vejret igen.

Alle disse lure. Jeg er fanget i en død tid. Jeg kan slet ikke finde noget rum for selv.

På arbejdet fredag aften er jeg igen et sprudlede menneske, og jeg smiler servicevenligt og griner højlydt. Før jeg skal lukke 100 mennesker ind til en forestilling, ser jeg hans nye profilbillede på Facebook, og jeg får instinktivt lyst til at kaste op. Kontrol, kontrol, jeg overlever selvfølgelig.

Netto tilbyder mig en dyr Ripasso, og jeg synger kærlighedssange for mig selv til klokken 3 uden at græde, mens jeg venter på at SKATs hjemmeside lukker mig ind. Penge er ikke noget problem nu.

Jeg har glemt, hvad det var jeg skulle, så nu ryster jeg bare igen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s