liderlighed

Det er en åndssvag og ulidelig cirkulation af følelser der foregår i min stakkels lille krop. Hver morgen er jeg sikker på, at han har skrevet og har fortrudt sin afvisning, det knuger i hele sjælen som en influenza der standser blodet og en blyplade der flænser hjertet, men sorgen erstattes af en rastløs liderlighed, og liderligheden efter den aggressive, tårevædede onani, erstattes med den voldsomme vrede, og vreden løber igen ind i sorgen, og sådan skvulper det hele rundt i een uendelighed.

Jeg har dog ikke grædt de sidste to dage, og lige nu føler jeg mig mere (grotesk) vred og (absurd) liderlig end ked af det. Jeg har lyst til at smadre nogen (man ville aldrig kunne se dette på mig, så yndig og så blid, fuck af), og jeg har lyst til at blive bollet i stykker af ansigtsløse mænd (men nok mest af ham, goddammit).

Kvindernes kampdag blev brugt med en veninde og snak om mænd, sex og følsomhed. Ha. Så kender man dem igen, hva’?? Kvinder og deres skvadren om mænd, snakkesnakkesnakke følelser, wah. Ren Sex and The City. Jaja. Det føles stadig kraftfuldt, og det føles vigtigt. Vi finder vores grænser i fællesskab, vi finder ud af knudemændene, raseriet, seksualiteten; frigørelsen, onanien, lysterne, kreativiteten, kunsten, kroppen… Og jo mere jeg snakker, – vi snakker -, jo mere forsvinder H. ind til en lille rosin, som jeg smølfesparker væk ud i Det Store Tomme Intet (lige præcis dér hvor han var før).

Jeg begræder, at jeg tillod ham at få mig til at føle mig som mindre værd. Jeg fortryder, at han fik lov til at bolle mig sådan dér; bang-bang-bang-wush. (at jeg forvekslede hans kolde, kyniske knalderi med passion – wow, han flår bare tøjet af mig, og stikker fingrene op i mig med det samme, han må virkelig begære mig, wow, han kom så hurtigt, han må være så forelsket i mig, at han slet ikke kan styre sin orgasme….)

Da vi startede med at se hinanden, duftede han altid til sine fingre, når han var på vej ud af døren og sagde: “Nu kan jeg dufte dig hele dagen.” Og dagen efter, nogle gange to dage efter, ville han sige: “Jeg kan stadig dufte dig på mine fingre.” (fuck, det lyder creepy, når man skriver det ned, haha). Eller han ville spørge hvordan jeg kunne lide at have sex, og han ville give sig god tid med blide penselstrøg, udforske mig, og jeg ville udforske ham, og vi ville være tætomslyngede og have sex igen og igen bagefter…

I søndags sagde han: “Du har givet mig det bedste sex i mit liv, og du har lært mig, at være afslappet i min krop, så det kan du tage med dig..”
Han var ikke det bedste sex i mit liv.
Men jeg er stadig forelsket i ham. Og jeg længes med hele mit væsen efter at have ham inde i mig igen. Og derfor bliver jeg vred. For hans begær er stoppet. Og endda for lang tid siden. Og nu skal mit sind og min krop forenes igen. For jeg troede jo lige, at nu skulle de være hans. Jeg var klar til overgivelsen.

Jeg kigger intenst på alle mænd der passerer min vej. Jeg har følelsen af, at alle i verden begærer mig. Jeg føler, at de kan se i mit blik, at jeg er klar til at æde dem.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s